Brønde og lindetræer

Jeg har lige fundet en operettemelodi til med Karl Ridderbusch.

Han havde jo været nødt til at trække sig tilbage fra de store Wagner-roller alt for tidligt på grund af et problem i rygsøjlen, som gjorde, at han ikke kunne gå og stå så længe ad gangen, som de kræver. Stemmen fejlede ikke noget, selv om der var nogle, der skød ham i skoene, at han havde ødelagt stemmen ved at synge for meget. De vanskeligheder, som han faktisk på et tidspunkt havde, skyldtes konstriktiv perikarditis (panserhjerte), der havde nedsat hjertets pumpeevne med 75 procent! Det blev afhjulpet med en operation.



Sangen må være skrevet for baryton, og man kan se, at han ikke har helt let ved de højeste toner. For at der ikke skal være tvivl om, at han faktisk er bas, demonstrerer han til allersidst sin imponerende dybde - efter et par gange at have demonstreret et lige så imponerede pianissimo, som ville have været umuligt, hvis stemmen havde været slidt.

Hvorfor mon brønde og lindetræer har det med at dukke op i tyske sange? For eksempel også i denne her (kun en stump) med melodi af Schubert, som må være blandt de allerkendteste - sunget af en lys baryton:



Lindetræet var et yndet motiv i Romantikken, men Robert Stolz, som har skrevet den øverste melodi, var født i 1880 og skrev sin første operette i 1903, og jeg kan kun komme i tanker om en enkelt dansk sang, hvor lindetræet er nævnt, nemlig Morgendug, der sagte bæver, som Carsten Hauch skrev i 1861. Jeg kender ingen danske sange, hvor der optræder en brønd. Måske var (er?) der flere lindetræer og brønde i Tyskland, for teksten til Vor meinem Vaterhaus steht eine Linde er skrevet af Bruno Hardt-Warden, som var født tre år senere end Robert Stolz.

Mit påskeæg

har også i år med opera at gøre.

Jeg havde et indlæg om hver af mine basyndlinge, allerede før jeg valgte bassangere som emne. De to - Franz Crass og Karl Ridderbusch - er så forskellige, at det ville være mig umuligt at udnævne en af dem til min nummer et, men det behøver jeg jo heller ikke.

Til min store fortrydelse forsvandt interviewet med Karl Ridderbusch efter nogen tid. Det var ikke blot det mest underholdende af alle de da capo-interviews, jeg har set, men det indeholdt også nogle virkelig gode klip, som ellers ikke findes på YouTube, og netop dette interview kan ikke længere købes hos House of Opera.

Ærgerligt.

Nu er der endelig en, der har forbarmet sig og lagt det ud igen. Det kan varmt anbefales - også, selv om man ikke interesserer sig specielt for opera:

Rasmines julekalender 2014 - 24

Med Ulrik Cold kommer både kalenderen og jeg helt hjem til jul.

Jeg har oplevet ham både som en fantastisk Don Basilio i Baraberen i Sevilla, som oratoriesanger, som visesanger og som foredragsholder under HOF.

Han havde en flot basstemme, selv om visse skribenter endnu engang forsøger at gøre en bas til basbaryton.

Ligesom Boris Christoff var han jurist, men studerede sang allerede samtidig med juraen og debuterede på Den Jyske Opera som Sarastro i Tryllefløjten i 1968, samme år som han han blev færdig som jurist. Hos mig falder en sammenligning mellem de to stemmer absolut ud til Ulrik Colds fordel. Der var også meget hurtigt efter hans debut bud efter ham fra Tyskland.

I 1971 blev han ansat på Det kgl. Teater, hvor jeg så ham som Don Basilio, en dramatisk præstation, som fik fjernsynsomtale. Efter fire sæsoner på Det kgl. Teater blev han operachef, men det varede kun i to år af forskellige grunde, hvoraf den vigtigste nok var, at han meget hellere ville synge end administrere. Han var stadig meget efterspurgt i udlandet.

Ulrik Cold var yderst alsidig, ikke blot med hensyn til operaroller; han var også oratorie- og liedsanger og jeg fulgte engang en foredragsrække om lieder med ham under HOF. Det var en oplevelse, både fordi han naturligvis selv leverede korte eksempler, og fordi han havde humoristisk sans. Jeg kom til at kunne lide ham som menneske - hvis man da kan det på så spinkelt et grundlag.

Derfor fik jeg pludselig meget travlt en gang, hvor jeg var på cykeltur fra Hvidovre til Skagen og opdagede, at han skulle synge i Vejgaard Kirke samme aften, som jeg var landet i Aalborg og havde fået mig installeret på vandrerhjemmet. Jeg nåede det, fordi jeg kendte vejen fra gamle dage. Vejgaard støder op til Aalborg lige i nærheden af, hvor jeg engang boede. Triumf!

Nogle år senere begyndte han at synge viser til Bodil Heisters harmonika-akkompagnement. Det foregik såmænd i Caféteatrets café. Stemningen var fantastisk.

I 1975 sang han Sarastro i Ingmar Bergmans svenske fjernsynsopsætning af Tryllefløjten, som gik verden rundt som film.



Den kan ses i sin helhed på YouTube.

Denne blide sanger havde succes som den ondskabsfulde, intrigante Don Basilio! Desværre kan det ikke illustreres med et klip fra YouTube.

Det smæld, der var også var i Ulrik Colds stemme, når der var brug for det, kan høres her, hvor han er Herkules i Händels opera Admeto:



Glædelig jul!

Rasmines julekalender 2014 - 23

Min næste bassanger er Frans Andersson.

Når man læser, hvad Gyldendals Store Danske Encyklopædi har at berette om hans omtumlede tilværelse, kan man blive i tvivl om hans nationalitet. Han var i det mindste født i Danmark, men hans forældre var svenske indvandrere, og efter at have forsøgt sig inden for flere fag tog han som 18-årig til Malmø, hvor etablerede han sig som blomsterhandler. Han aftjente også svensk værnepligt, så han må vel på det tidspunkt have været svensk statsborger eller have haft et dobbelt statsborgerskab.

Fem år senere vendte han tilbage til Danmark, hvor han fik sin sangeruddannelse og debuterede på Det kgl. Teater i 1941, men selv om han fik stor succes i løbet af de næste år, hvor han i øvrigt sideløbende med sin sangerkarriere udnyttede sit forretningstalent på forskellige måder, kunne han ikke finde sig til rette på Teatret, så i 1951 sagde han op og tog til Tyskland, hvor han sang på forskellige scener, inklusive Bayreuth, og blev Østtysk kammersanger, men han rejste meget rundt i Europa. Hans sidste faste engagement var på Operaen i Köln, som han forlod i 1961, fordi han var utilfreds med en ny ledelse.

Han slog sig så ned i Danmark, hvor han var meget benyttet, men han tog også på flere udenlandske turneer, for eksempel til Mexico og Japan.

Det var vist de vigtigste punkter, men der er en del at læse hos Gyldendal.

Trods al sin rejsen omkring og sit vanskelige temperament blev Frans Andersson - som vi vel stadig er en del, der ved - folkeeje i Danmark med disse to sange:





Om hans imponerende stemme var en bas eller en basbaryton, afhænger af, hvor man læser om ham, men som man kan høre, er der i alt fald ikke tale om nogen sort bas.

Rasmines julekalender 2014 - 22

De fleste vil gerne hjem til jul, også min julekalender. Desværre har det vist sig at være svært at finde noget med danske bassangere, så jeg starter med et par stykker, som jeg længe troede var danske.

Den ene er Kim Borg, som var finne, men som danskerne tog til sig i en sådan grad, at jeg har hørt mine forældre nævne ham ganske naturligt, selv om deres interesse for klassisk musik kunne ligge på et temmelig lille sted.

Kim Borg uddannede sig først til kemiingeniør og arbejdede som forskningsingeniør, men sideløbende uddannede han sig i sang - delvis i København - og komposition.

På YouTube er han bas og på Wikipedia basbaryton, men jeg synes nu, han klinger tilstrækkeligt dybt til at tælle som bas, selv om han ikke var nogen sort bas.

Kim Borg sang sin første operarolle, som var Colline i Puccinis La Bohème, på Den Jyske Opera og fik siden stor succes rundt omkring i verden. For eksempel sang han Boris Gudonov på russisk på Bolsjojteatret med enorm succes:



På Metropolitan sang han Grev Almaviva i Figaros Bryllup. Desværre har jeg ikke kunnet finde ham som Greven, men jeg har selv hørt ham i den rolle på Det kgl. Teater.

Da han nu var finne, må han vel have lov at synge noget finsk. Sibelius ligger lige for, men jeg har aldrig brudt mig ret meget om noget, jeg har hørt af Sibelius, så det bliver en sang af Oskar Merikanto:



Fra 1972 til 1989 var Kim Borg professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han udgav flere sangpædagogiske værker.

I øvrigt mente han det alvorligt med uddannelsen i komposition. Det kunne selvfølgelig være interessant at høre nogle af hans kompositioner - han skrev både orkesterværker, kammermusik og sange.

Rasmines julekalender 2014 - 20

Den tredje, sidste og bedste bulgarske bas er Nicola Ghiuselev. Det kan ikke undre nogen, at han vandt flere priser:



I 1978 giftede han sig med Pavarottis bysbarn Mirella Freni, som han traf under en opførelse af Gounods Faust. De bosatte sig i hendes hjemby, Modena, og ægteskabet holdt til hans død i 2004.

Rasmines Rasteplads 2014 - 19

Da jeg nu var kommet i gang med Bulgarien, faldt jeg over Rafael Arie - pragtfuldt navn til en sanger - som bestemt heller ikke manglede dramatiske evner, og hvis stemme jeg synes bedre om::

Her er også han - for sammenligningens skyld - som Kong Filip i Skæbnens Magt.



Hans version af Mussorgskys sang om Loppen kan jeg slet ikke stå for:



Den fulde titel er Mefistofeles' sang om loppen i Auerbachs kælder og stammer fra Goethes Faust.

Rasmines julekalender 2014 - 18

Der må være nogle flere gode amerikanske basser, men de er åbenbart ikke sådan at finde, så jeg hopper tilbage til Europa, nærmere bestemt Bulgarien.

Da jeg i sin tid gik i gang med de russiske basser, troede jeg, at Boris Christoff var russer, men måtte opgive ham, fordi de viste sig, at han var bulgarer. Han er ellers den eneste østeuropæiske bas, jeg kendte navnet på i forvejen, bortset fra Chaliapin. Jeg havde hørt navnet i radioen.

Som barn sang han i kirkekor, og han fortsatte med at dyrke korsang i sin fritid, mens han studerede jura og selv efter, at han havde afsluttet studiet og var blevet dommer. Den succes, han havde i solopartierne, indbragte ham et statsstipendium til at studere sang i Italien i to år.

Stemmen fejlede selvfølgelig ikke noget, men det, der gjorde ham så kendt, at selv jeg havde hørt om ham, var hans ualmindelige dramatiske evner, som gjorde ham eftertragtet på operascenerne:



Man måtte så finde sig i, at han kunne være temmelig vanskelig uden for scenen.

Her er han under en optagelse, hvor selve stemmen også høres tydeligere:

Rasmines julekalender 2014 - 17

Jeg vil til enhver tid hellere lytte til Rameys landsmand Giorgio Tozzi:



Der ligger heldigvis en del med ham på YouTube.

Han kunne have lært Ezio Pinza et og andet om at synge musical:



Ikke Rameysk sandpapir - nej, fløjl! Ikke underligt, at han vandt tre grammyer.

Tozzi skrev også en roman, The Golem of the Golden West, som udkom i 1997. Mon manden faktisk også kunne skrive? Jeg blev i alt fald nysgerrig og fandt ud af, at det er muligt at købe bogen på amazon. Den havde fået én anmeldelse:

The title caught my attention, and I asked myself, "what in the world is a 'Golem' and what has it to do with the 'Golden West'?" I glanced at the first page and found myself being drawn into the story. The words flowed with such an energetic stream of consciousness that after the first three pages I decided I had to read on to the end. I purchased the book then and there, have found it to be one to the most informative, exciting and entertaining books I have ever read. I find it hard to believe that this is a first novel by this author. I will eagerly look foreward to more of his works.

Men hvad mon den egentlig handler om? Det ender nok med, at jeg køber den, selv om den ikke findes som e-bog.

Rasmines julekalender 2014 - 16

Efter Rameys sandpapirs-Giovanni kunne det være interessant at høre ham som Sarastro:



Sjovt nok får den version følgende kommentar på YouTube:

Ramey's voice is so beautiful here.  He was a true basso cantante.  The voice had elegance, beauty, flexibility and agility, and an effortless quality that have never been matched.

Jeg er aldeles ikke enig. Det må være en temmelig rabiat fan, der har skrevet det. Vedkommende burde lytte en hvilken som helst af tyskerne i den samme arie - for eksempel Kurt Moll:

.

Der er nu noget over Rameys fysiognomi, som egner sig til dæmoniske roller:



Her lyder han efter min mening noget bedre end som Sarastro - han lader til at befinde sig bedre i knap så dybe roller. Er han i virkeligheden en basbaryton, der har fundet det opportunt at dyrke den dybere del af sit stemmeomfang? Jeg synes, det lyder sådan.

Rasmines julekalender 2014 -.15

Kurt Moll er lidt yngre end de to sidste og stadig i live, men gammel nok til at have trukket sig tilbage. Efter min mening er han gennemgående noget mindre spændende at høre på end de to foregående, men hans stemme er smuk og endnu dybere. Hør engang hans talestemme:



Derfor var han selvskreven som Kommandanten i Mozarts Don Giovanni. Kommandanten er far til en af de kvinder, som Don Juan har svigtet, og Don Giovanni har dræbt ham i en duel. Don Giovanni har i spøg indbudt statuen af Kommandanten til middag, og nu kommer den for at give Don Giovanni en sidste chance for at forbedre sig - ellers ender han i helvede:



Bassen Samuel Ramey synger Don Giovanni, selv om Mozart faktisk havde skrevet partiet til en lys bariton, som Hermann Prey forklarede i sit da capo-interview. I betragtning af forklaringen er det mærkeligt, at det blev almindeligt at lade Don Giovanni være bas i stedet.

Ramey fandt jeg for første gang, da jeg havde brug for en sammenligning med Chaliapin som Don Quijote, og dengang syntes jeg ret godt om hans stemme. Her synes jeg, at der er for meget sandpapir. Mon det er en tilsigtet effekt?

Det må undersøges, så i næste indlæg hopper jeg en tur over Atlanterhavet og ser, hvad jeg kan finde om Ramey og amerikanske basser i øvrigt.

Rasmines julekalender 2014 - 14

A propos Den Flyvende Hollænder er her et lille uddrag med min anden bashelt, Karl Ridderbusch, som Sentas far, Daland. Jeg har ikke kunnet finde nogen rigtig god gengivelse på YouTube, efter at en eller anden skurk har fjernet da capo-interviewet med Ridderbusch, men jeg tror nu alligevel, man kan få en idè om den usædvanlige klangfylde, især hvis man holder ud til omkring 2:30:



Ridderbusch har også allerede et indlæg her på bloggen.

Grunden til, at jeg tager Dalands sang med, selv om gengivelsen ikke er så god, er, at der knytter sig en historie til rollen, som Ridderbusch fortæller i det forsvundne interview.

Tidligt i sin karriere blev han ringet op og spurgt, om han kunne synge Daland på La Scala i Milano. Det var alle tiders chance, så han sagde, at den rolle havde han sunget 75 gange. Hvilket var en lodret løgn. Han havde aldrig nogensinde sunget den, men han vidste også, at han ikke fik rollen, hvis han sagde sandheden. Altså fik han rollen og ankom til Milano, hvor dirigenten var den berømte og åbenbart velorienterede Wolfgang Sawallisch. Han vidste, at Ridderbusch aldrig havde sunget rollen før, men han må allerede have haft tillid til hans evner som sanger, for han holdt tand for tunge og arbejdede privat med Ridderbusch i to hele dage. Ridderbusch glemte ham det selvfølgelig aldrig.

Her er han som Falstaff i Otto Nicolais Die lustigen Weiber von Windsor:



Som det fremgår, havde han også et betydeligt skuespiltalent.

Rasmines julekalender 2014 - 13

Som sagt er Franz Crass den ene af mine to bashelte.

Derfor har han allerede sit eget indlæg med da capo-interview, hvor der også er klip med O Isis und Osiris, Ha wie will ich triumphieren og noget af bagtalelsesarien. De bør høres der. Ganske vist kan de to første findes separat på YouTube, men gengivelsen er temmelig dårlig. Hvis de havde været mit første møde med Franz Crass, havde han ikke fået heltestatus hos mig.

Han sang i Bayreuth allerede fra 1954 og fik sit store gennembrud som Den Flyvende Hollænder, men han siger selv, at det ikke var hans fag, og at det ville have ødelagt hans stemme, hvis han havde fortsat med at synge den rolle. Det er måske derfor, interviewet ikke indeholder noget klip fra den. Derimod ligger Die Frist ist um på YouTube i en ganske glimrende gengivelse:

Fag eller ikke fag - fantastisk flot er det! Ikke så underligt, at den rolle skaffede ham det helt store gennembrud.

En af hans yndlingsroller var Kong Filip i Verdis Don Carlos, som interviewet heller ikke indeholder noget fra. Heldigvis har YouTube - igen - en glimrende gengivelse af den vigtigste arie:

For resten kan han høres i basbarytonrollen Hans Sachs (Mestersangerne i Nürnberg) i forbindelse med da capo-interviewet. Formodentlig, da Greindl blev for gammel.

Ikke desto mindre var han afgjort bas, hvad man også kan høre på hans talestemme, selv om den ikke var så kulsort som Fricks.

Rasmines julekalender 2014 – 12

Den næste tyske bas hørte jeg om for første gang i da capo-interviewet med den ene af mine bashelte, Franz Crass, som på et tidspunkt sang for i Bayreuth, men ikke fik rollen som Hans Sachs i Mestersangerne i Nürnberg. Den gik til Josef Greindl, som var noget ældre og mere kendt. Crass siger, at han havde stor respekt for Greindl, især på grund af hans evner som "fremstiller", altså skuespiller.

Der findes også et da capo-interview med Greindl, som fortæller, at han tog skuespilundervisning i fire år sideløbende med sit sangstudium, og han kan helt tydeligt lide at illustrere med gebærder og stemme.

Igen synes jeg, at en sammenligning er interessant, så her er Josef Greindl i O Isis und Osiris:

Ingen kan nægte, at det også er smukt, selv om klangen er noget lysere - hvilket er en fordel, hvis man vil synge Hans Sachs, som Wagner har angivet skal synges af en basbaryton. O Isis und Osiris indbyder ikke til nogen stor skuespilpræstation, men jeg får den fornemmelse,  at Frick ligesom hviler mere i arien, så den får mere udtryk. Eller er det bare mig, der er faldet for hans dybde?

Som opsynsmanden Osmin i Bortførelsen fra Seraillet får Greindl en bedre chance for at demonstrere det skuespiltalent, som også kom for dagen i da capo-interviewet. Ha, wie will ich triumphieren starter på ca. 1:02.

Herligt!

Rasmines julekalender 2014 - 11

Jeg beklager den pinlige forsinkelse. Forklaringen er ikke værd at skrive om.

Nu til en virkelig imponerende tysk bas. Så afgjort en bas! Furtwängler har sagt, at Gottlob Frick havde Tysklands sorteste bas.

Det er fristende også at lade ham synge bagtalelsesarien, bare for sammenligningens skyld, selv om den som sagt ikke kræver en decideret bas:



Han har tydeligvis arbejdet noget mere med rollen end Rebroff.

Dybden er helt naturlig. Hør bare hans talestemme her (lidt efter 1:00):



Her er han så i en meget smuk version af O Isis und Osiris fra Tryllefløjten:

Rasmines julekalender 2014 - 10

Egentlig havde jeg tænkt mig, at jeg også ville have seks låger med italienske basser, men hvis der i virkeligheden er lige så mange italienske basser at vælge imellem, som der er russiske, huserer de i alt fald ikke på YouTube.

Derfor er jeg nødt til at fortsætte til Tyskland. 

Jeg starter med fænomenet Hans Rolf Rippert - eller Ivan (dvs. Hans) Rebroff, som han kaldte sig, efter at han havde fået smag for russisk musik hos en de lærere, han havde, mens han studerede på konservatoriet i Hamburg, og begyndte at optræde i russerkostume:

Man kan synes om hans russiske stunt eller lade være, men han havde under alle omstændigheder en god stemme, som sensationelt spændte over fire en halv oktav:

Der er dem, der påstår, at han synger de høje toner i falset, men sådan lyder det ikke for mig. Det er svært at placere ham i et stemmefag, men der er ingen tvivl om, at han kunne synge baspartier og måske endda kunne have optrådt som oktavist.

Det meste af det, der findes med ham på Youtube, er popagtige folkesange, men han medvirkede faktisk også i operaer. Her er Don Basilios bagtalelsesarie fra Barberen i Sevilla, som synges af både basser og basbarytoner. Det lader til at være det leje, han befinder sig bedst i:

Ganske godt, men ikke imponerende.

Rasmines julekalender 2014 - 9

Cesare Siepi havde, hvad der må have været en af de smukkeste basstemmer nogensinde.

Det varer temmelig længe, før man når frem til arien, men "indledningen" er nok værd at tage med. Operaen er La Forza di Destino af Verdi, og Cesare Siepi synger fader Guardiano:



Ikke nok med det. Hans stemme havde et meget stort omfang, og den smukke klang holdt hele vejen igennem:



Lad så være, at arrangementet er for meget. Det kan han muligvis ikke gøre for.

Rasmines julekalender 2014 - 8

Ezio Pinzas karriere var samtidig med Giacomo Vaghis, men Pinza er jeg faktisk stødt på for længe siden - som operettehelt!

Det var et fag, han tog op, da han forlod The Met i 1948 efter at have været fast inventar i 22 sæsoner. Jeg undrede mig dengang noget, fordi jeg syntes, at han var vel gammel til den slags roller. Han var født i 1908, og det var ikke, fordi han så påfaldende ung ud, men det var jo heller ikke så vigtigt dengang. Jeg blev noget irriteret, for jeg syntes ærlig talt ikke, at han var nogen særlig god skuespiller. Men synge kunne han.

Her er han som Ferrando i Verdis Il Trovatore:

og her som Emile de Becque i South Pacific:



Hvordan mon han har undgået at lære bedre engelsk i løbet af de 22 sæsoner på 'The Met? Men populær har han utvivlsomt været, for hvornår har man ellers set en bas som den, der får heltinden i en operette?

Rasmines julekalender - 7

Russiske basser - italienske tenorer. Ja, men her er en en virkelig flot italiensk bas i en arie fra Verdis Luisa Miller (efter Schillers drama Kabale und Liebe):



.Som det fremgår, hedder - eller hed - han Giacomo Vaghi, og han var født i 1901, så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg ikke har hørt om ham.

Og dog, den tyve år ældre Chaliapin nævnes jo stadig. Jeg ved nu godt, hvem af dem jeg helst vil høre!

Jeg har ikke fundet ret meget om Giacomo Vaghi uden for YouTube, hvor det meste af det, der ligger der med ham, er Verdi, selv om det fremgår af et opslag i Wikipedia, at han sang meget forskelligt.

Måske dukker der engang noget mere op.

Rasmines julekalender 2014 - 6

Inden jeg forlader russerne, skal jeg lige have basso profondo med - eller nej, lad os gå til yderligheder og tage oktavisterne i stedet. Det er basser, der synger en oktav under det normale basområde.

De findes også andre steder end i Rusland, men så vidt jeg kan se, er det russerne, der har dyrket og dyrker den sport mest. Det er ikke naturligt at synge så dybt, så sådan en sanger er først fuldt trænet og udviklet, når han er 40-50 år gammel. 

Alene lyder oktavister slet ikke smukt; i alt fald har jeg ikke kunnet finde nogen, jeg bryder mig om at lytte til. Jeg vil dårligt nok kalde det sang: 

Men i et kor bliver de lige akkurat til at holde ud: