En western-opera af Puccini og endda en af de meget få af hans operaer, hvor heltinden ikke dør. Kan man forlange mere?
Man kan ikke just sige, at handlingen i La Fanciulla del West hæver sig over det banale, men det er ikke til at stå for, at heltinden Minnie (populær, bibellæsende barindehaverske) i sidste øjeblik kommer gallopperende med en pistol i hånden og befrier helten Dick Johnson (røver, men kun tvunget af omstændighederne) som allerede står med løkken om halsen - hvorefter de naturligvis sammen rider mod solnedgangen for at begynde en ny tilværelse.
Men lige inden bønfalder Dick Johnson sine bødler om, at de vil sige til Minnie, at han er rejst sin vej - hun skal ikke sørge over ham:
Det er værd at bemærke, at det er en live-optagelse og derfor ekstra imponerende.
Jeg kender forsvindende lidt til fransk opera. Det er faktisk noget af det, jeg håber at få lidt mere styr på med mit sødeligt slumrende operaprojekt, men så langt kommer jeg ikke foreløbig.
Af Bizet har jeg kun hørt en enkelt hel opera, nemlig Carmen, som er fra 1875. Atmosfæren i arien her er meget anderledes, men den er også fra hans første større opera, som hedder Perlefiskerne og er skrevet allerede i 1863.
I sin tid var I templets lyse hal fra Perlefiskerne et ønskekoncerthit, og den var det eneste, jeg kendte til Perlefiskerne, indtil jeg faldt over en amatøroptagelse på YouTube fra en koncert med Franco Bonisolli i Barcelona i 1983. I dag fik jeg lyst til at høre den igen. Teksten kan læses her på fransk og engelsk.
Selv om det er en amatøroptagelse, er det ikke til at tage fejl af, at Franco Bonisolli er i absolut topform. For eksempel er den afsluttende diminuendo helt utrolig.
Jeg har fået en mail fra House of Opera om, at de har udsalg, og at det meste sælges til halv pris.
Det er jo ikke til at stå for, så jeg har bestilt 3 dvd'er og 5 cd'er.
Pris i alt: $ 38,15
Jeg vil helst have dvd'er, for - som Hermann Prey sagde i sit da
capo-interview: Det er utroligt, hvor meget man hører med øjnene. Desværre lagde min yndlingstenor sig jo ud med diverse selskaber (eller måske
snarere dirigenter og instruktører), så der findes ikke så meget med
ham på dvd, og så er cd'er da bedre end ingenting.
Forklaringen på den lave pris er, at det drejer om 30-40 år gamle optagelser, som man ellers ikke kan få. De fremstiller de kopier, man bestiller, men garanterer ikke for kvaliteten.
Det lyder jo lidt betænkeligt, men jeg har handlet hos dem et par gange før og tør godt igen. Kvaliteten er ikke helt som i nyt materiale - det gælder især billedsiden, men den er absolut acceptabel for mig, der ikke er superkræsen i den retning.
Det er bare en skam, at forsendelsen er så dyr: $ 22,99. Nå ja, det giver ca. 52 kroner i alt pr. stk., så det er stadig billigt. Det drejer sig jo om hele operaer.
Billedet er fra Wiener Staatsoper, hvor Franco Bonisolli sang i mange år.
Jeg har været der selv en enkelt gang. Det var i 1972 med Musik & Ungdom, og jeg kan ikke huske, hvad vi så, men det var med garanti ikke en af de store operaer. Jeg har en vag forestilling om, at det var en eller anden operette.
Jeg har længe ikke rigtig gidet høre på andre tenorer end Franco Bonisolli. Useriøst. Men jeg har jo advaret folk om, at jeg er useriøs.
For nylig så jeg så, at en anden blogger var temmelig begejstret for Lawrence Brownlee og faktisk havde indlejret Una furtiva lagrima med ham. Jeg benyttede mig ikke straks af det, men meget tidligt i dag - det vil sige temmelig kort efter midnat - gravede jeg den frem på YouTube, for jeg var alligevel blevet lidt nysgerrig:
Der er ingen tvivl om, at manden synger teknisk fremragende og har en god stemme - som jeg ikke synes er særlig spændende i sig selv, men det er jo en smagssag. Hvad værre er, får jeg ingen fornemmelse af nogen særlig sindsbevægelse i stemme eller mimik, og han synger trods alt dette her (i engelsk oversættelse):
A single furtive tear
from her eyes sprang:
Of those festive, young girls
envious she seemed to be.
What more need I look for?
What more need I look for?
She loves me! Yes, she loves me, I see it. I see it.
Just for an instant the beating of
her beautiful heart I heard!
And my sighs became as one
fleetingly with her sighs!
Her heart beating, her heart beating to hear,
our sighs confounded as one...
Heavens! Yes I could, I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Oh, heavens! Yes I could! Yes I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Yes I could die! If I could die of love.
Det havde lidt af den samme virkning på mig som dengang, norske Mormor have indlejret O sole mio med de berømte tre tenorer. Jeg havde længe været irriteret over al den hype omkring dem og især Pavarotti - hvad Mormor selvfølgelig ikke kunne gøre for - så jeg gik på tenorsafari på YouTube og var så heldig at finde Franco Bonisolli, som har været min helt lige siden.
Denne gang gik jeg så på jagt efter forskellige tenorers fortolkning af Una furtiva lagrima, og syntes, det blev ret interessant.
Det var nærliggende at sammenligne med Three Tenors.
Domingo, hvis stemme jeg i øvrigt aldrig har brudt mig særligt om, bliver berømmet for sin fremstillingsevne, og han gør det da også bedre:
Men jeg synes, at Pavarotti, som vist aldrig har fået skyld for at være nogen stor skuespiller, gør det en hel del bedre end Domingo:
Carreras, som var min yndlingstenor, før jeg fandt Franco Bonisolli, har aldrig manglet udtryk:
Jeg synes nu, det er i overkanten - virker noget fortænkt.
Hvad så med Roberto Alagna, som er blevet kaldt det 21. århundredes
tenor? Jeg havde ikke rigtig noget indtryk af ham, for jeg har undgået
ham på grund af en aversion mod hans fysiognomi. Her er han så:
Det er en flot stemme, så måske skulle jeg bare lytte
til ham, i alt fald indimellem, men sikken en krukke! Der bliver ikke
sparet på noget, og jeg kan godt lide de forsiringer, som også Caruso synger. Om Caruso selv opfandt dem, eller det er Donizettis egne alternativer, ved
jeg ikke. Men altså, jeg får den fornemmelse, at Alagna synger mere som sig selv end som den person, som han skulle fremstille i en bestemt situation. Jeg synes ikke, det er så rart at se på.
Caruso har jeg ikke taget med, fordi optagelserne er for gamle til, at jeg kan høre, hvorfor han stadig er så berømt. Det er muligt, at man kan lytte sig ind til, hvordan han i virkeligheden har lydt, men jeg har ikke forudsætningerne. I sit da capo-interview fortalte Franco Bonisolli, at han mediterede over indspilninger med de gamle berømte tenorer, og han hævdede, at han havde lært af det, men han havde jo også alle forudsætninger.
Til sidst - ja, gæt en gang:
Efter at have hørt på de ovennævnte og flere til forstår jeg nu, hvad han mente i da capo-interviewet, da han sagde, at han var så afhængig af teksten, at han ikke kunne synge uden at have en tekst. Det var måske nok at sætte sagen på spidsen, men læg mærke til, hvor naturligt han synger. Han lyder, som om han virkelig mener hvert eneste ord - meget udtryksfuldt, men ikke på nogen måde fortænkt eller overdrevet. Stemmen - som ikke kommer til sin ret på grund af den dårlige optagelse, der var den eneste, jeg kunne finde, sandsynligvis fordi det ikke længere var Bonisollis fag - er overhovedet ikke til diskussion!
Og så til allersidst faldt jeg over ham her, som jeg aldrig før var stødt på:
Heller ikke noget krukkeri der, og han agerer virkelig med både kroppen og en stemme, der bestemt ikke er at kimse ad. Meget, meget italiensk - men det er der jo ikke noget galt i, især ikke i en italiensk opera, der foregår i Italien. Jeg fik lyst til at høre/se et par af de andre meget kendte arier med ham - og blev lidt træt af ham, for det viste sig at være en facon, men man kan i alt fald ikke beskylde ham for at mangle udtryk.
Efter at have tilbragt en temmelig stor del af natten i berømte tenorers selskab har jeg ikke følt mig særligt energisk i dag, så jeg har holdt lørdag. I morgen er det fredag her i huset.
I anledning af, at det er solhverv, skal der ikke lyttes til en bas - tvært om og imod.
Jeg plejer nemlig at afspille O sole mio den 21. december. Ganske vist har flere basser forsøgt sig, men det er der ikke megen sol og glæde over, så det bliver med - ja, hvem mon:
Selv om gengivelsen ikke er perfekt, kan jeg ikke tro, at nogen, der har hørt denne udgave, kan foretrække denne.
22. december: Faktisk var det solhverv klokken 3 midnutter over midnat i år, så jeg var desværre lidt for tidligt på den.
Desværre er formatet for smalt til, at man rigtigt kan se klippene og danne sig et indtryk, medmindre man klikker på titellinjerne, så man kommer ud på YouTube.
Franco Bonisolli har indsunget to cd'er med napolitanske folkesange. Den ene indeholder La Danza, som er skrevet af Rossini, der aldeles ikke var napolitaner:
Jeg kunne godt have tænkt mig at se ham synge den ...
Melodien er en tarantel, så det er ikke så underligt, at den straks mindede mig om 3. akt af Napoli:
Jeg
tror for resten ikke, at der er andre lande, der har en nationalballet -
i det mindste ikke en, de ikke er blevet påtvunget. Sjovt, at vores
foregår i Italien, uden at der indgår så meget som en eneste dansker i
handlingen.
Der ligger selvfølgelig mange andre
versioner af La Danza på YouTube. Jeg orkede ikke dem alle sammen, men
jeg måtte lige høre, hvad Cecilia Bartoli får ud af den:
Jeg
tror ganske vist ikke, at Rossini forestillede sig, at der skulle
danses til La Danza, men jeg tror, at man skulle få en fornemmelse af
dansen, så jeg mener, at hun øver vold mod komponistens hensigt. Der
kommer et virtuost nummer ud af det, men det ville være umuligt at danse
til den udgave. Og dog; CB har jo dyrket flamencodans. Den
vanvittigt hurtige rytme kunne sikkert markeres med hæle og
kastagnetter.
Hvad så med det tyvende århundredes mest hypede tenor?
Det er åbenbart en meget alvorlig sag! James Levine, der akkompagnerer, har en mimik, der passer meget bedre.
Et
par steder synes jeg, det lyder, som om han har svært ved at følge med.
For mig ser det også ud og lyder, som om han kæmper med den afsluttende
høje tone og så til sin lettelse til sidst får rigtigt fat i den, men
det kan da godt være, at intentionen er et crescendo. - Man kan undre
sig over, hvorfor han synger den sang. Måske på opfordring fra publikum.
Hvad med den næste generation?
Optagelsen her er fra lige før Rolando Villazóns
meget omtalte halsoperation, der skulle være et resultat af en
mangelfuld teknik, men jeg synes, han klarer det ret godt, måske bortset
fra, at stemmen indimellem og især til allersidst ligesom mangler
"glans". Det kan jo skyldes gengivelsen. Under alle omstændigheder er
mandenden fødte performer, og han leverer et formidabelt nummer til både publikums og sin egen åbenlyse fryd.
Det er gået op for mig, at påsken er forbi, men nogle påskeæg holder længere end andre, og mit er ekstremt langtidsholdbart.
Hos min sidste sanglærerinde plejede jeg at synge de
tre mezzo-arier i Pergolesis Stabat materfra 1736. Derfor ingen påske uden
Stabat mater, bortset fra i år. Det var en lidt underlig påske, hvor ingenting
rigtig blev til noget - hvilket overhovedet ikke er interessant.
Men dét var en Google Alert om Franco Bonisolli. Linket var til en arie fra Pergolesis anden opera, Lo Frate 'nnamorato fra 1732.
Jeg syntes, der var noget bekendt ved arien, samtidig med, at jeg var sikker på, at jeg
aldrig havde hørt den før. Måske ikke så underligt, for på den tid lånte komponister jo ofte hos både sig selv og hinanden. Så gik det op for mig, at grunden til mit dejà-ecouté var, at der var "citater" fra de to af mine tre Stabat mater-arier, som jeg synes bedst om:
De to arier i Stabat mater, som er skrevet til Langfredag, er altså en slags musikalsk videreudvikling af en fire år ældre buffo-opera.
Så så jeg ud ad øjenkrogen, at arien også fandtes på YouTube med Janet Baker, hvor videoen viste noder og tekst parallelt med det, der blev sunget.
Hvor spændende! Janet Baker er jo nemlig mezzosopran ligesom
jeg (sans comparaison i øvrigt). Her fik jeg minsandten en sanglektion forærende!
Det er ikke, fordi den ligefrem glimrer ved sin variationsrigdom, og Dame Janets udgave er lidt kedelig, selv om den er god at lære efter. Franco Bonisolli forstår at variere den med forskellig betoning og stemmestyrke.
Senere gav jeg mig tid til at læse om Lo Frate ’nnamorato og
fandt ud af, at Ascanio ifølge Wikipedia blev sunget af en sopran, men dengang skelnede man ikke så skarpt. Bukseroller synges normalt af en mezzosopran, og arien her går jo ikke særlig højt.
Lidt interessant er det også, at librettoen er skrevet på
napolitansk – som Franco Bonisolli nærmest var ekspert i. Han tjente i sin
tid til studierne ved at synge napolitanske folkesange om sommeren og være ski-instruktør om vinteren. Der har været en bemærkning på YouTube om hans
perfekte napolitanske udtale fra en indfødt napolitaner, som må formodes at
vide, hvad han taler om. Det er måske netop den baggrund, der har fået FB til at tage arien op i sin tid.
Foredrag om Verdis liv, bl.a. at få sænket kammertonen og den proces, der førte
til at han satte musik til dramaer af Schiller og Shakespeare. Efter pausen
opfører Schiller Inst. medlemmer og venner stykker fra bl.a. Aida, La Traviata,
Otello, Don Carlo. Arrangeret af Schiller Instituttet. kl. 16-22. (Fri entré). Den Gule Villa, Dirch Passers Allé 2, Frederiksberg
Jeg synes ikke, man kan fortænke mig i, at det kom totalt bag på mig, at det i virkeligheden var kommunalpolitisk propaganda. Det var lidt for smart for min smag at forsøge at udnytte Verdis 200 års fødselsdag på den måde. De fik i alt fald ikke mig med på Instituttets venneliste.
Jeg vidste selvfølgelig godt, at Schiller skrev samfundskritiske dramaer, men jeg føler mig nu alligevel ført bag lyset. Man kan sige, at jeg bare kunne have undersøgt, hvad Schiller Instituttet egentlig var for noget, men det faldt mig ikke ind, fordi jeg kendte Schiller som digter, dramatiker, historiker og filosof.
Efter en længere valgtale fulgte det annoncerede foredrag om Verdi, der jo også havde politiske interesser. Han skrev fire operaer på grundlag af dramaer af Schiller, men det var Verdis shakespeareske operaer, der fik al opmærksomheden. Sjovt nok fik jeg den fornemmelse, at foredragsholderen faktisk vidste en masse om Verdi, selv om det ikke var ret meget, der kom frem. Det var et elendigt foredrag! Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig har hørt magen til rod. Én oplysning var der dog, som jeg kunne bruge: Francesco Cristofoli har skrevet en udmærket bog om Verdi. Den skal jeg selvfølgelig have kigget på.
Jeg burde være gået, men var alligevel nysgerrig nok efter at høre, hvad sangerne kunne præstere, til at blive hængende. Det skulle jeg ikke have gjort. Selv om der var en professionel pianist og én professionel sanger, var det spild af tid.
Da jeg kom hjem, kunne jeg heldigvis trøste mig med denne her arie fra Verdis I Masnadieri (baseret på Schillers Die Räuber). Den findes naturligvis i flere udgaver på YouTube, men igen er det Franco Bonisolli, der vinder konkurrencen om den bedste og smukkeste fortolkning:
Come splendido e grande il sol tramonta!
Degno è ben che s'adori! In questa
forma
cade un eroe!. . .Natura! oh, sei pur bella!
Sei pur bella e
stupenda; ed io deforme,
orribile così!. . .Tutto è qui riso,
io sol
trovo l'inferno in paradiso!
Di ladroni attornïato,
al delitto
incatenato
dalla terra io son reietto,
maledetto io son dal ciel.
Cara vergine innocente!
se mi corre a te la mente,
più mi duol la
mia catena,
la mia pena è più crudel
Situationen er den, at Hertugen af Mantua, som er en
ualmindeligt kynisk kvindebedårer, har forelsket sig så alvorligt i en ukendt
pige, at han tror, hun kan omvende ham. Så forsvinder hun pludselig, og han er
både rasende og ulykkelig. Man får jo ligefrem ondt af ham!
Jeg har hørt den hver dag, lige siden jeg fik et tip om den via Google alerts.
Der findes naturligvis mange versioner på YouTube, også med Domingo og Pavarotti. De kan slet ikke måle sig med denne udgave med Franco Bonisolli, hverken hvad sang eller skuespil angår - efter min mening.
Teksten kan læses her på både italiensk og engelsk
I dag fylder Cecilia Bartoli 47. Jeg synes, at hun har været der 'altid', men hun er alligevel ikke så forfærdelig meget ældre, end hun ser ud. så hendes publikum kommer sandsynligvis ikke til at skulle undvære hende foreløbig.
(Jeg ved desværre ikke, hvordan man centrerer videoen her på siden, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.)
CB's påklædning kan være temmelig mærkværdig, men denne gang er der absolut intet at udsætte på hendes kjole. - Arien er fra hendes seneste projekt, Mission, hvor hun synger musik af Agostino Steffani, en tidlig barokkomponist, som de fleste aldrig havde hørt om, før omtalen af CB's cd/dvd begyndte.
Den skælmske person, der synger arien, er tydeligvis sprudlende glad, så jeg synes, den passer til en fødselsdag, men jeg har haft og har mere end nok om ørerne, så jeg har endnu ikke taget mig tid til at læse den omfattende beskrivelse af musikken på Mission og ved derfor ikke præcist, hvad situationen er. Det kommer. Som August Everding siger et sted i sit da capo-interview med Franco Bonisolli: Mehr Wissen macht doch mehr Lust.
Steffani er ikke blot en spændende komponist, men havde også en spændende tilværelse som både diplomat og missionær for
katolicismen i Europa. Den amerikanske forfatterinde Donna Leon, som er CB-fan, har skrevet en moderne thriller med titlen The Jewels of Paradise, hvor Steffanis liv og værker danner baggrund. Den udkom i 2012 samtidigt med Mission, men den har jeg heller ikke læst - endnu ...
Donizetti er en af mine yndlingskomponister. Det har han været, lige siden jeg så Elskovsdrikken i fjernsynet for et halvt århundrede siden.
Jeg vidste godt, at han havde skrevet en komisk opera, der hed Don Pasquale, men af en eller anden grund havde jeg ikke fået den hørt. Så for et års tid siden så jeg August Everdings da capo-interview med Hermann Prey. Det indeholdt et klip, som jeg straks syntes om, og det skyldtes ikke kun, at det var Hermann Prey, der sang. Jeg gik selvfølgelig på YouTube - og fandt netop den komplette tyske udgave fra 1972 med Hermann Prey. Den scene, jeg faldt for, starter på ca. 4:00. Her får Don Pasquale, som går i giftetanker, en beskrivelse af en kandidat:
Don Pasquale er Donizettis 64. opera, så han havde erhvervet sig ikke så lidt erfaring, da han skrev den. Jeg synes, det er helt igennem skøn musik, og kan ikke tage mig af, at mit gamle konversationsleksikon påstår, at han ikke var genial.
I tredje akt synger Don Pasquales nevø en serenade til sin elskede (ca. 1.30:00). Den starter med en lovprisning af nætterne i midten af april, så det må være tiden at høre den nu, hvis den skal høres ude af sammenhængen. I filmen spilles nevøen af Luigi Alva, som var den tids lyriske tenor par excellence, men minsandten om ikke jeg har fundet en italiensk udgave med en ung Franco Bonisolli, som absolut ikke giver ham noget efter:
Jeg ledte på YouTube efter noget musik, der ville passe til Palmesøndag, men fandt ikke ret meget, og det, jeg fandt, brød jeg mig ikke om.
Endnu en gang var det ikke værre, end at det var godt for noget. Mit blik blev fanget af et billede af Franco Bonisolli, som jeg ikke havde lagt mærke til før.
Videoen viste desværre kun et stillbillede af FB og et af komponisten, men den indeholdt et pragtstykke af en arie:
Komponisten, som jeg overhovedet intet kendte til, er fransk og hedder Fromental Halévy. Han var samtidig med Meyerbeer. Operaen hedder La Juive (Jødinden) og er i den helt store stil, som også Meyerbeer yndede.
Situationen er frygteligt sørgelig: Den jødiske guldsmed Éléazar (FB)'s datter (Rachel) har forelsket sig i en kristen, og det medførte åbenbart dengang, at hun ikke blot skulle henrettes, men at det skulle ske ved, at hun blev kastet i kogende vand.
Det er dog utroligt, hvilke grusomheder mennesker i tidens løb har begået mod hinanden!
Jeg har ikke kunnet finde en engelsk oversættelse af den franske tekst. Den er i øvrigt af Scribe, en fransk dramatiker, der også skrev libretti til operaer af Meyerbeer, Verdi og Donizetti.
Selv ikke den dårlige gengivelse kan skjule, hvor fantastisk en oplevelse den koncert - på Gran Teatre del Liceu i Barcelona i 1983 - må have været. Der er flere numre fra samme koncert - gennemgående lidt bedre gengivet - på YouTube:
Jeg havde rigtig ondt i begge hofter og desværre meget mere i den nye, end jeg havde, da jeg var nyopereret. Forhåbentlig skyldes det kun for ivrig genoptræning.
Og så havde jeg fået halsbetændelse, rigtig halsbetændelse. Muligvis for første gang i mit liv. Selvfølgelig har jeg før haft lidt ondt i halsen, men det har været det rene ingenting ved siden af. Jeg kunne ganske vist frembringe nogle lyde, men ikke noget, der havde selv den fjerneste lighed med en tone. Jeg skulle ellers være begyndt på sangundervisning.
Det meste af tiden blev tilbragt i sengen, for jeg følte mig virkelig syg og sov en del. Det skulle være så helbredende.
Nåja, jeg har lidt mindre ondt i dag, men jeg kan overhovedet ikke tale, kun hviske. Som der står i min profil, bryder jeg ofte ud i sang. Nogle dage mindre ofte end andre, og i dag må min nyfundne yndlingstenor være stand-in og synge morgensang:
Nej, hvor er jeg træt af situationen. Det er ikke
interessant for nogen, ikke engang for mig selv, så jeg har søgt adspredelse og
fundet et klip fra en filmatisering fra 1975 med Verdis Il Trovatore, hvor den
herlige Franco Bonisolli synger sit glansnummer, di quella pira, fra 3. akt. Han har lige har fået at vide, at hans mor skal brændes som heks.
Jeg synes, at flammebaggrunden giver en meget flot virkning. Lad så være, at FB
nærmest er klædt som en discohelt fra 1970’erne. Han kan i det mindste bære
det.
Franco Bonisollis O sole mio fandt jeg, fordi Mormor for et stykke tid
siden havde lagt et klip ud på sin blog, hvor den synges af De 3 Tenorer. Jeg
måtte jo indrømme, at det var, som om der blev kastet lys over det hele, da
Pavarotti tog fat. Ellers er jeg noget træt af den evindelige lovprisning af P,
selv om ingen kan tage fra ham, at han havde en perfekt teknik (ud over stemmen, naturligvis).
Det sendte mig på tenorsafari, og så fandt jeg
altså Franco Bonisolli, som jeg omgående faldt for. Han har
højden, han kan synge, så alle kan høre det, uden at han er ved at æde to
mikrofoner, og han kan agere. Måske nok lidt stereotypt i O sole mio, men der er heller ikke rigtig basis for andet. Det giver i det mindste det gamle paradenummer liv, og så ser han ikke ud, som om han er ved at besvime af anstrengelse efter den høje finale.
Men Franco Bonisolli kunne meget andet. Som den tyske
kommentator sagde, har han sunget alt muligt, lige fra Barinkay
(Zigeunerbaronen) og til selveste Otello. Han har sunget på alle de større
operascener, også The Met, gennem mange år, og det kræver noget ganske andet
end at kunne synge O sole mio med bravour.
Cirka to minutter inde i denne video, som indeholder hele tredje akt af Rigoletto, leverer han den bedste La donna è mobile, jeg har hørt
(og set!):
- og her den bedste Che gelida manina (Så kold den lille hånd er):
Mon den kan synges smukkere? Jeg synes, han ser ægte glad ud bagefter - med god grund!
En helt utroligt flot og meget italiensk tenor for fuld udblæsning. En skam, at synkroniseringen er så dårlig.
Jeg har ikke forstand på de dele, men der stod i kommentarerne, at han synger den en hel tone over Pavarotti, som jeg i det hele taget synes, at han slår med flere længder.
