Fredag, den 12. juni 2015

Jeg har længe ikke rigtig gidet høre på andre tenorer end Franco Bonisolli. Useriøst. Men jeg har jo advaret folk om, at jeg er useriøs.

For nylig så jeg så, at en anden blogger var temmelig begejstret for Lawrence Brownlee og faktisk havde indlejret Una furtiva lagrima med ham. Jeg benyttede mig ikke straks af det, men meget tidligt i dag - det vil sige temmelig kort efter midnat - gravede jeg den frem på YouTube, for jeg var alligevel blevet lidt nysgerrig:



Der er ingen tvivl om, at manden synger teknisk fremragende og har en god stemme - som jeg ikke synes er særlig spændende i sig selv, men det er jo en smagssag. Hvad værre er, får jeg ingen fornemmelse af nogen særlig sindsbevægelse i stemme eller mimik, og han synger trods alt dette her (i engelsk oversættelse):

A single furtive tear
from her eyes sprang:
Of those festive, young girls
envious she seemed to be.
What more need I look for?
What more need I look for?
She loves me! Yes, she loves me, I see it. I see it.
Just for an instant the beating of
her beautiful heart I heard!
And my sighs became as one
fleetingly with her sighs!
Her heart beating, her heart beating to hear,
our sighs confounded as one...
Heavens! Yes I could, I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Oh, heavens! Yes I could! Yes I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Yes I could die! If I could die of love.

Det havde lidt af den samme virkning på mig som dengang, norske Mormor have indlejret O sole mio med de berømte tre tenorer. Jeg havde længe været irriteret over al den hype omkring dem og især Pavarotti - hvad Mormor selvfølgelig ikke kunne gøre for - så jeg gik på tenorsafari på YouTube og var så heldig at finde Franco Bonisolli, som har været min helt lige siden.

Denne gang gik jeg så på jagt efter forskellige tenorers fortolkning af Una furtiva lagrima, og syntes, det blev ret interessant.

Det var nærliggende at sammenligne med Three Tenors.

Domingo, hvis stemme jeg i øvrigt aldrig har brudt mig særligt om, bliver berømmet for sin fremstillingsevne, og han gør det da også bedre:



Men jeg synes, at Pavarotti, som vist aldrig har fået skyld for at være nogen stor skuespiller, gør det en hel del bedre end Domingo:



Carreras, som var min yndlingstenor, før jeg fandt Franco Bonisolli, har aldrig manglet udtryk:



Jeg synes nu, det er i overkanten - virker noget fortænkt.

Hvad så med Roberto Alagna, som er blevet kaldt det 21. århundredes tenor? Jeg havde ikke rigtig noget indtryk af ham, for jeg har undgået ham på grund af en aversion mod hans fysiognomi. Her er han så:



Det  er en flot stemme, så måske skulle jeg bare lytte til ham, i alt fald indimellem, men sikken en krukke! Der bliver ikke sparet på noget, og jeg kan godt lide de forsiringer, som også Caruso synger. Om Caruso selv opfandt dem, eller det er Donizettis egne alternativer, ved jeg ikke. Men altså, jeg får den fornemmelse, at Alagna synger mere som sig selv end som den person, som han skulle fremstille i en bestemt situation. Jeg synes ikke, det er så rart at se på.

Caruso har jeg ikke taget med, fordi optagelserne er for gamle til, at jeg kan høre, hvorfor han stadig er så berømt. Det er muligt, at man kan lytte sig ind til, hvordan han i virkeligheden har lydt, men jeg har ikke forudsætningerne. I sit da capo-interview fortalte Franco Bonisolli, at han mediterede over indspilninger med de gamle berømte tenorer, og han hævdede, at han havde lært af det, men han havde jo også alle forudsætninger.

Til sidst - ja, gæt en gang:



Efter at have hørt på de ovennævnte og flere til forstår jeg nu, hvad han mente i da capo-interviewet, da han sagde, at han var så afhængig af teksten, at han ikke kunne synge uden at have en tekst. Det var måske nok at sætte sagen på spidsen, men læg mærke til, hvor naturligt han synger. Han lyder, som om han virkelig mener hvert eneste ord - meget udtryksfuldt, men ikke på nogen måde fortænkt eller overdrevet. Stemmen - som ikke kommer til sin ret på grund af den dårlige optagelse, der var den eneste, jeg kunne finde, sandsynligvis fordi det ikke længere var Bonisollis fag - er overhovedet ikke til diskussion!

Og så til allersidst faldt jeg over ham her, som jeg aldrig før var stødt på:



Heller ikke noget krukkeri der, og han agerer virkelig med både kroppen og en stemme, der bestemt ikke er at kimse ad. Meget, meget italiensk - men det er der jo ikke noget galt i, især ikke i en italiensk opera, der foregår i Italien. Jeg fik lyst til at høre/se et par af de andre meget kendte arier med ham - og blev lidt træt af ham, for det viste sig at være en facon, men man kan i alt fald ikke beskylde ham for at mangle udtryk.

Efter at have tilbragt en temmelig stor del af natten i berømte tenorers selskab har jeg ikke følt mig særligt energisk i dag, så jeg har holdt lørdag. I morgen er det fredag her i huset.