Tilbage til operaerne.
Den næste er Mitridate, re di Ponto, en opera seria, som Mozart skrev, da han var 14 år.
Endnu en opera, som jeg aldrig havde hørt om. Handlingen kan læses her.
På YouTube har jeg fundet klip fra en indspilning med Nikolaus Harnoncourt som dirigent og iscenesat af den fantsifulde franske instruktør Jean-Pierre Ponnelle. Lidt ekstra interessant blev det, da jeg fandt ud af, at to af de vigtigste roller synges af skandinaver.
Den svenske tenor Gösta Winbergh synger Mitridate, og en ret pragtfuld norsk alt ved navn Anne Gjevang, som jeg ikke engang havde hørt om, spiller bukserollen som Mitridates ældste søn, Farmace.
Det er en enormt svær arie, men Gösta Winbergh regnes blandt de store tenorer, så jeg undrer mig noget. Det lyder for mig, som om han ikke rigtig har tilstrækkeligt stemmeomfang og/eller ikke er tilstrækkeligt teknisk dygtig. Dybden er noget mudret, og et langt stykke ind i arien bliver stemmen ofte tynd og lyder nærmest som falset, når der skal springes helt op i højden. Med andre ord er jeg ikke imponeret, men det kan jo skyldes, at jeg ikke har forstand på det.
Jeg vil i alt fald meget hellere høre den arie sunget af Bruce Ford:
Anne Gjevang har en fantastisk flot, mørk klang, som gør hende forholdsvis troværdig som ung mand:
Før og nu
3 dage siden
