Det viser sig, at Stuckenberg har skrevet et første maj-digt. Jeg syntes godt om første vers, men blev efterhånden noget irriteret, hvilket sandsynligvis er uretfærdigt, for det må jo næsten være skrevet som et lejlighedsdigt, og det er ganske flot, selv om tiden er løbet fra det:
Første Maj
Nu springer Vaaren fra sin Seng, slaar ud sit gyldne
Solskinshaar, nu drømmer Jorden Morgendrøm, som Klokker de smaa Kilder gaar!
Nu springer Livets Porte op, de Porte paa den store Stad, og den, som sad i armest Kaar, gaar ud at le sig rig og glad.
Der synger under Himlens Blaa en Lærkehær, et Jubelkor; der strømmer fra den store Stad en Skare ud, hvor Solskin bor!
Den kommer fra de lumre Rum, hvor Hjul og Rem for Lærke sang, hvor mødigt Slid og kunstigt
Lys fik gjort den skumle Dag saa
lang.
Der gaar de Mænd, hvis Mod blev
spændt i Sele for et Brød at faa, de Kvinder, som sled Barmen gold for Ild i Ovnen til de smaa;
der gaar de Mænd nu, da hvert
Straa, som traadtes ned, staar rankt og
rundt - at kræve det Par Timers Fred, der atter aander Blodet sundt;
der gaar de Kvinder — nu, hver
Blomst kærtegnes af den milde Vind - at kræve Hvile, at det Barn, de føde skal, faar Rosenkind!
Og over Stadens Skorstensskov, hvor tusinde Maskiner sang, der lyder for en enkelt Dag de frie Markers Fuglesang.
Se, det er Vaar, med Ret for
hver at fange Sol og sætte Frugt! den Stund, da mindste Puppe
faar et Vingepar til Sommerflugt!
Se, det er mer' end døgnkort
Vaar! det er den vide Fremtids Krav: Ret til at nyde Livets Sol for den, som Skæbnen Livet
gav!
Carl Nielsen har skrevet en melodi til digtet, så det kan altså synges:
Det er muligt, at musikkyndige vil mene, at den kompositorisk er i orden, men jeg synes, den er kedelig og ikke særlig forårsagtig, så jeg fik ikke engang lyst til at synge første vers.
Se, det er et efterårsdigt efter mit hoved! For mig betyder efteråret, at alting vågner op til dåd efter sommeren, som ikke er min yndlingsårstid og i år har været en af de værste i Rasmines minde.
Da jeg syntes, at Rastepladsen trængte til et forårsdigt for cirka tre uger siden, endte det med et af Carsten Hauch, fordi det havde et første vers, som passede til situationen dengang.
Jeg var ellers startet hos min yndlingsdigter, J.P. Jacobsen, men de grønne flammer i sidste vers af hans forårsdigt passede ikke så godt. Heromkring kunne man i alt fald ikke engang skimte dem på det tidspunkt, men nu er det høje træ uden for mit vindue blevet lysegrønt.
Det slog mig pludselig, at bortset fra salmer og sange kender jeg ingen juledigte. De måtte jo findes, så jeg googlede, men fandt længe ikke noget, der var værd at gengive. Som den ukuelige optimist jeg er, når det ikke lige gælder nye hofteled, fortsatte jeg alligevel min søgen. Til sidst fandt jeg en side, der hedder Gamle Danske Juledigte. De er alle sammen flere tænder for sentimentale for min smag, men jeg vil alligevel citere første vers af Et Juleminde:
Det var en sludfuld, mørk
decemberkvæld, en
hagelbyge faldt med hårde smæld, men festligt lyste storbyens facader i stråleglans med tusind lamper tændt
-- jeg havde ryggen nu
til glansen vendt og gik
i byens udkants mørke gader.
Især de to første linjer er ikke til at stå for, hvis man kender enten sin Nuser eller sin Bulwer-Lytton.
Et Juleminde er skrevet af Lili Hübschmann, som man ikke sådan uden videre finder nærmere oplysninger om.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
er alfabetets ærkeskurk nummer to. (Se eventuelt mit indlæg fra 27. juni.)
Retskrivningsordbogens indhold af ord, der begynder med første ærkeskurk begrænser sig til disse her, som for mig at se består af fagtermer og et enkelt egennavn, der har fundet anden anvendelse.xanthippesb., -n, -r (som proprium Xanthippe). xenofobisb., -en, -er. xenofobiskadj., itk.d.s. xenonsb., -en el. -et. xerograferevb., -ede. xerografisb., -en, -er.
Xanthippe, der i virkeligheden er et egennavn, kan man ikke lave om på, men de andre ord bliver jo udtalt, som om de begyndte med s, og jeg har googlet mig til senofobia. Derimod lader det til, at der ikke er nogen, der har fundet på at erstatte x'et med s i de andre. Mystisk!
Men jeg var jo kommet til Z.
Når man ser bort fra Zaire og Zambia og deres afledninger, har Retskrivningsordbogen kun to ord, der begynder med z:
zambosb., -en, -er (afkom af neger og indianer). zapningsb., -en, -er.
Da jeg var barn, læste jeg en bog, der hed Nybyggerne i Kanada, ikke Canada, men siden er vi blevet så høflige. Ikke desto mindre hedder Tyskland stadig ikke Deutschland på dansk, så hvordan mon man træffer den slags afgørelser?. Vi udtaler jo alligevel hverken de to afrikanske lande eller de to andre z-ord med stemt s af den enkle grund, at det ikke findes på dansk.
Kalliope indeholder et eneste digt, hvis første linje begynder med Z:Zaragoza saa jeg prange Med de røde Taarnes Pragt. Maurerslottets Buegange Genlød af de Kristnes Sange. Ridderskabets Flor holdt Vagt.
Der var Sejersfest i Staden; Stenpaladser var vor Lejr. Blomster faldt som Sne paa Gaden; Tæpper pryded Slotsarkaden. Blege Maurer saa vor Sejr.
Der, hvor Ebros Strøm sig kruser Under Marmorborgens Fod, Der, hvor Dag og Nat det bruser, Vandspring højt i Hallen suser, Der min store Kejser stod.
Gennem Guldorangers Haver Blaamænd til Paladset gik. Sorte skønne bragte Gaver; Konger bøjed Knæ som Slaver For den store Kejsers Blik.
Ved hans Side stod hans Frænder Hine tolv med Jævningsnavn. Verden deres Navne kender; De var Holger Danskes Venner: Alle tog de mig i Favn.
Spaniens Døtre os bekransed. Rolands Horn fik lystig Klang; Sejersglæden kun han sansed. I den høje Sal vi dansed, Hvor de friske Vande sprang.
Aldrig glemmer jeg hin Gammen I de stolte Maurers Hal. Sidste Gang ved Fakkelflammen Saa mit Øje glad tilsammen Dem, som faldt paa Ronceval.
Det stammer fra B.S. Ingemanns digtcyklus Holger Danske, og jeg synes, det er ganske flot, selv om jeg måske ikke ville have valgt det, hvis det ikke havde været det eneste på Kalliopes liste, der begynder med Z.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Heller ingen dansk digter, der begynder med Y; men jeg har fundet et ultrakort digt, hvis enkle elegance jeg omgående faldt for:
Ynde
Det yndigste jeg veed, er Rosens Knop,
Naar Solens Morgensmil den lukker op.
Man kan ikke sige, at det er repræsentativt for Baggesens produktion, for det er der vel egentlig ikke noget, der er. Ikke nok med, at samtiden havde svært ved at finde ud af, hvor han stod; det havde han også selv.
Det var nok også sin sag at finde et ståsted på overgangen mellem oplysningstid og romantik, så hvorfor bekymre sig om det.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
er den ene af de to ærkeskurke, der burde have været forment adgang til det danske alfabet. Det eneste nogenlunde fornuftige, det kan bruges til, er at markere en ubekendt, og det kan man bruge hvad som helst andet til, så hvorfor belaste alfabetet med det? Eller scrabble, for den sags skyld?
X- landene belaster jo heller ikke deres alfabeter og spil med de nordiske specialbogstaver, vel?
Der er da heller ingen danske digtere, der er så ufornuftige at have et fornavn eller efternavn, der begynder med X, selv om man ellers kan vente sig lidt af hvert af egennavne. Der er naturligvis heller ingen danske digtlinjer eller digttitler, der begynder med X - når man lige ser bort fra digtcyklusser, hvor digtene er nummereret med romertal, men ret beset er det så ikke bogstavet X, der er tale om.
Her er et digt af en ubekendt digter fra 1800-tallet - en af periodens utallige drikkeviser. Dengang var drikkeviser noget ganske andet end det, vi nu til dags forbinder med genren. Desværre vil denne her nok altid være aktuel:
Hvad plage de Folk på Guds yndige Jord
Hvad plage de Folk paa Guds yndige Jord?
de kives og klamres fra Syd og til Nord;
hist plukkes de Store, her pilles de Smaae,
hist bankede Trøier, her Øine saa blaa!
:|: Al Verden miskjender den salige Fred,
som svæved' elskværdig fra Himmelen ned. :|:
Hist skuer en Voldsmand det rygende Blod,
som sprudler ved Tronens den vaklende Fod;
dog raner han Lande fra Menneskers Ven,
som neppe har Navnet af Hersker igjen.
:|: Her svømme de Flaader med hvæssede Dolk,
at stødes i Barm paa blødende Folk. :|:
Og Smaakrige fylde selv fredeligt Land:
hist trættes en Hustru med skeyende Mand;
her flaaes Man for Æren med Kugler og Krudt;
hist skjær Man sig lidt for en maadelig Glut;
:|: Her bides de Lærde med galdesmuurt Pen,
og lade hinanden knap Kjødet igjen. :|:
O Venner! er ikke den Tvedragt en Spot, naar man kunde leve saa hjertelig godt?
O Held os, som Livet forundtes i Nord,
hvor trygt Man kan sidde ved velbesat Bord!
:|: Vi har kun det vigtigste Ønske endnu:
gid indbyrdes Venskab forene vor Hu! :|:
Maaskee skal da Jorden erkjende sin Feil,
see sig paa fromme Kjøbenhavner i Speil,
Top! lad os begynde! den Idræt er stor,
at fremstaae som Mønster for agtsomme Jord.
:|: Reis, Venskab! dit Alter, at vi ved dets Fod
kan ofre dig Druernes perlende Blod! :|:
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Nu skal det være!
Jeg har længe ledt efter et passende digt af en digter, der begynder med P.
Paludan-Müller ville have været selvskreven som ophavsmand, hvis det ikke havde været, fordi han skriver så frygtelig langt.
Carl Ploug har jeg det med ligesom med Christian Richardt: Jeg vidste, at der var en digter, der hed sådan, men hvad havde han skrevet?
Det viser sig, at han mere var politiker end digter: medlem af den grundlovgivende rigsforsamling i 1848, medlem af Folketinget 1853 til 1857 og næsten uafbrudt fra
1859 til 1890 medlem af Landstinget. Ikke desto mindre var han meget produktiv som digter.
Ligesom Christian Richardt blev han indfanget af studenterlivet. Han boede på Regensen og skrev regensviser og studenterkomedier, som ikke blev trykt. I det hele taget var hans produktion mest lejlighedsdigtning, selv om han også skrev fædrelandssange som Påskeklokken kimed mildtogBrat af slaget rammet og naturligvis også kærlighedsdigte.
Jeg vil benytte mig af min forsigtige temaformulering og vælge et digt, som er eller i alt fald har været lige så stort et hit som To, som elsker hinanden, men som jeg af en eller anden grund stadig synes om:
Lille Karen
Husker du i Høst, da vi hjemad fra Marken gik,
Vendte du imod mig et spørgende Blik;
Da faldt det mig paa Sind,
At jeg var hidtil blind.
:,: Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? :,:
Husker du i Vinter, vi sad omkring Arnens Ild,
Jeg fortalte Æventyr, du hørte til:
Tidt op paa mig du saae,
Saa jeg gik rent i Staa: 10:,: Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? :,:
Husker du i Julen ved Gigers og Fløjters Klang,
Mens vi over Gulvet os lystelig svang,
Saae jeg paa dig saa vist,
At du blev rød tilsidst; 15:,: Sig mig, lille Karen, hvad mente du da? :,:
Se nu er det Foraar, og Spirerne foldes ud,
Fuglen bygger Rede, og Skoven staar Brud,
Alt hvad af Liv her veed,
Drømmer om Kærlighed! 20:,: Sig mig, lille Karen, hvad mener du nu? :,:
Det er Peter Heise, der har skrevet melodien. I ønskekoncerten var det altid Johannes Wahl, der sang den. Mærkværdigvis kan jeg ikke finde den på nettet med ham, men derimod med Lauritz Melchior! En hel del operasangere burde holde sig fra den slags, også den gode hr. Melchior, som alligevel får lov at synge den her - i mangel af bedre.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Heller ingen dansk digter, der begynder med Y; men jeg har fundet et ultrakort digt, hvis enkle elegance jeg omgående faldt for:
Ynde
Det yndigste jeg veed, er Rosens Knop, Naar Solens Morgensmil den lukker op.
Man kan ikke sige, at det er repræsentativt for Baggesens produktion, for det er der vel egentlig ikke noget, der er. Ikke nok med, at samtiden havde svært ved at finde ud af, hvor han stod; det havde han også selv. Det var nok også sin sag at finde et ståsted på overgangen mellem oplysningstid og
romantik, så hvorfor bekymre sig om det.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther hed den stakkels mand, hvis hele sandheden skal frem - et navn, der passer bedre til en ærværdig præst end til en elegantier af en lyriker.
Han voksede op i en præstegård, og det var en selvfølge, at han skulle studere teologi. Det endte da også med, at han tog sin eksamen, fordi det var en betingelse for, at han kunne arve en større formue efter en onkel. Præst blev han dog aldrig.
Han var en ægte livsnyder, der færdedes som en fisk i vandet i det københavnske selskabsliv, hvor han charmerede alle med sit gode udseende, udsøgte manerer og sine musikalske og digteriske talenter.
Arven efter onklen, som var stor nok til, at han kunne have levet af den resten af sit liv eller i alt fald i mange år, formøblede han med lynets hast på en eneste, helt utroligt ekstravagant rejse til Italien.
På den baggrund kan det virke besynderligt, at han var ekstremt selvkritisk, når det gjaldt digtning. Han var meget produktiv allerede i studenterårene, men brændte sine digte i bunkevis. Hans to år ældre stedbror og livslange ven, Poul Martin Møller, reddede nogle af dem i sidste øjeblik, tog dem med sig hjem, læste dem igennem og erklærede, at dem kunne han meget godt være bekendt at lade trykke.
Winther var dybt fascineret af romantikkens ideer, men hørte til anden generation af romantiske digtere, som var mindre universelt og mere personligt orienteret.
Næsten uanset temaet er rammen eller baggrunden hos Winther hans skønne naturlyrik, der næsten kan fungere som camouflage. Det gælder også Versromanen Hjortens Flugtfra 1855, der indeholder kraftige både dæmoniske og erotiske understrømninger, men ikke desto mindre længe var på mode som konfirmationsgave til piger. Min mor fik et eksemplar.
Det var nu ikke alt sammen lige farligt. Som jeg har nævnt før, har jeg en svaghed for genrebilleder på vers, så her er et af Christian Winther:
Et Genre-Billede
Det sused i Lindenes glindsende Blad. Høit Gjøgen den kukked og Bogfinken qvad. Auriklerne dufted, Mildt Vaarvinden lufted, Mens Bien beruset paa Kløveret sad.
Paa Løvhyttens Mosbænk, saa yndigt i Løn Sad Møllerens Datter og Skovfogdens Søn. I dæmrende Bolig Hun læned fortrolig Sin Kind til hans Skulder og hørte hans Bøn.
Ved Huset paa Trappen sad Mutter og spandt. Hun lytted og vented, mens Tiden den randt: »Nu er her saa stille! Nys Han og min Lille Jo fyldte mig Øret med Skjemt og med Tant!«
Men Jægerens Hector, som hos hende laae, Han mæled: »Jeg hende i Lysthuset saae I Fryd og i Gammen Med Jægeren sammen, - Skjøndt sagtens jeg ikke forraade dem maa.«
Den næsvise, vindige, lille Hr. Stær Han læsped: »Nys var jeg dem begge saa nær, At grant jeg fik høre, Hvor han kunde føre Sin Sag, som det lod, ei til hendes Besvær.«
Frem sneg sig den hvide, den smidige Kat Med ringlende Hale, med krum Ryg og glat: »Jo, de er poliske, Jeg hører dem hviske Fra Haven og Vindvet hver evige Nat.«
Og Svalen, den fromme, den Nonne i Sort, Med hellig Fortørnelse mælede kort: »Jeg saae, hvor med Varme , Han trykked den Arme Til Brystet — og vendte undseelig mig bort.«
Fru Skade sad kjæk paa den duftende Stak: »Jeg veed, jeg er sikker, jeg fører ei Snak, Jeg lyver ei! Jøsses! Jeg saae dem jo kysses Saa sødt og saa blødt og saa høit, at det smak.«
Hr. Stork med de lange, lakerede Been, Han raabte fra Taget: »Den Sag er jo reen! Jeg glæder mig saare Til muntert ad Aare Her hjem i det Mindste at bringe dem Een!«
— Og før de det aned, stod Mutter dem næst, Og trued: »Nu veed jeg, hvad tjener Jer bedst! Snart vil I nok trænge Til Bord og til Senge, Til Gryde, til Vugge, til Degn og til Præst!«
Tankegangen er ikke ukendt. Her er den i en knap så munter version: Gute Nacht, der er et af de 24 digte af Wilhelm Müller, som Schubert har sat sammen til sin sangcyklus Winterreise (Das Mädchen sprach von Liebe, die Mutter gar von Eh' - dvs. Pigen talte om kærlighed, men moderen om ægteskab):
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Endnu en tilsnigelse, men større og af en enden slags.
Anders Sørensen fra Vejle var ikke selv digter, men historiker. Ikke desto mindre har han indlagt sig poetisk hæder ved at trykke Hundredvisebogen.
Dens rette navn er It Hundrede vduaalde Danske Viser, om allehaande merckelige Krigs Bedrifft, oc anden seldsom Euentyr, som sig her vdi Riget, ved gamle Kemper, naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer, aff arilds Tid indtil denne neruærendis Dag.
Det var meningen, at han skulle skrive en fortsættelse af Saxos danmarkskrønike, men han kom ikke så meget længere end til at skrive en ambitiøs betænkning på latin om den, som oversat til dansk hedder Om den danske krønike at beskrive.
Viserne er naturligvis en del af det materiale, han fik indsamlet, og jeg gætter på, at Hundredvisebogen, som han trykte på sit trykkeri i Ribe i 1591 og tilegnede Frederik II's dronning, Sophie, skulle tjene som bevis for, at der var gang i sagerne, selv om han ikke leverede varen.
Bogen er sikkert blevet vel modtaget, for i 1550'erne var det blevet mode blandt adelen at nedskrive viser i det, der senere blev kaldt adelsvisebøger. De indeholdt lidt af hvert: oversættelser af franske og tyske viser, nyskreven lyrik, men også temmelig mange ægte folkeviser, som det lader til, at man har været særligt interesseret i. Hundredvisebogen var den første trykte visebog, og den indeholdt kun folkeviser.
Som det fremgår af titlen, kunne viserne handle om næsten hvad som helst. Jeg kan godt lide denne her om Elverhøj, hvor det ikke går galt:
Jeg lagde mit hoved til Elverhøj,
mine øjne de finge en dvale,
Der kom to jomfruer gangendes frem,
de ville med mig tale.
Siden jeg hende først så.
Den ene klappede mig på kind,
den anden mig hvisked i øre:
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre".
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre,
min jomfru vil en vise kvæde,
om I lyster hende at høre".
Den ene begyndte en vise at kvæde
så favrt over alle kvinder,
og striden strøm den stilles derved,
som før var van at rinde.
Og striden strøm den stilles derved,
som før var vant at rinde,
de liden små fiske i floden svam,
de legte med deres finne.
Og alle de fiske, i floden svam,
de legte med deres hale,
alle de fugle, i skoven var,
begyndte at kvidre i dale.
"Og hør, du favren ungersvend,
og ville du hos os blive,
da ville vi kende dig bog og rune,
dertil at læse og skrive".
De dansed ud, og de dansed ind
alt i den elverfærd,
alt sad favren ungersvend
og støtted sig på sit sværd.
"Hør nu, du favren ungersvend!
Vil du ikke med os tale,
for vist skal sværd og hvassen kniv
dit hjerte lægge i dvale".
Havde Gud ikke gjort min lykke så god,
at hanen havde slaget sin vinge,
vist var jeg blevet i elverhøj
alt hos de elverkvinder.
Thi råder jeg hver dannis svend,
som ride vil i skove,
han ride ikke til elverhøj
og lægge sig der at sove.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Egentlig er navnet en tilsnigelse, for Leonora Christina tog aldrig sin mands navn. Hun var kongens (Christian IV's) datter, og det var hun stolt af.
Ligesom som sin far var hun begavet i mange retninger. Hun dyrkede tegning, maling, håndarbejde, musik, læsning, fransk, italiensk og latin, foruden jagt og boldspil - sideløbende med graviditeter og børnefødsler. På 14 år fødte hun ti børn, som hun tog sig mere af, end det var almindeligt i overklassen.
Hun skulle vise sig at være en meget, meget sej dame med en utrolig styrke, både fysisk og psykisk. Leonora Christina var længe rigets faktiske førstedame, men uheldigvis resulterede Ulfeldts politiske anskuelser i, at kongen blev vred, og det gik ud over parrets position. Værre blev det under Frederik III og hans ondskabsfulde dronning, Sophie Amalie. Til sidst søgte de andre græsgange i udlandet, hvor Ulfeldt optrådte som landsforrædder.
Hvor meget Leonora Christina selv havde deltaget, står ikke helt klart, men det betød mindre, for hun kom under alle omstændigheder i fængsel. Først sammen med sin mand på Bornholm, hvor hun under deres flugtforsøg nærmest bar sin 15 år ældre, syge mand og i tilgift reddede en tjener op af afgrunden. Senere havnede hun som bekendt i Blåtårn, hvor hun opholdt sig i næsten 22 år uden at komme ud i fri luft. På en eller anden måde fandt hun styrke til at stå det hele igennem uden at blive nedbrudt på krop eller psyke. Måske også, fordi hun aldrig mistede troen på, at Gud ville stå hende bi.
Leonora Christina var litterært begavet. Foruden sin berømte selvbiografi, Jammers Minde, skrev hun flere digte, for eksempel dette 'morgendigt':
Min Tunge skal med Stemme
En Morgen Dict paa den Thone: Ieg wil din Priiß vdsynge etc.
Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Siælens Act, Som ey i Dag wil glæmme At priiße Guds Almact Og tacke Skab'ren bliid, Som siine Wæctre sendte, Mit Leye de omspændte, Mig woctede med Fliid.
Med Sorrig ieg mig lagde,
Aff Graad war salt min Mund,
Ieg til mig selffwer sagde:
Du seer ey Morgenstund!
Men Herrens Goedheds-Krafft
Befalte Søffnen søde
Min tørre Hiærne bløde
Oc queege med sin Safft.
Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
Ieg Sorgen slippe kand.
Med Waaben mig vdryste
At striide som en Mand
Moed Satan, Synd oc Død,
Moed eget Kiød oc Wille
Oc alt, mig wil adskille
Fra dig i denne Nød.
Hielp, Hielper! Hielp mig Herre! Mit Kaarß er aff din Haand. Wilt tyngsten Ende bære Oc lindre hwaßen Baand? Ieg ellers wißelig Der vnder maa fortwiffle, Thi diine Skud oc Piile De sticker hart i mig.
Din Naade wilt vdøße Oc rundelig betee, Mod mine faderløße Din Mißgund lade see? Wær' derris Fader mild, I Nøden ey forglæmme Hoes fræmmede forfræmme Moed derris Fiinders Wild?
Ieg arme Støff oc Aske
Endnu et beder dig:
Mig icke att forraske
Henrycke plutzelig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornuft oc stille,
Med gott Taal oc goed Wille
Befale i din Haand.
Det er netop et morgendigt - ikke en egentlig salme. Dertil er det for personligt.
Da hun kom ud fra Blåtårn, indrettede man en fløj af det gamle birgittinerkloster i Maribo til hende, hvor hun boede, indtil hun døde 13 år senere.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Egentlig burde vi vel alle sammen kende ham som den, der har forfattet inskriptionerne på Frihedsstøtten. Jeg kendte ham ikke.
I sin ungdom skrev han digte, der skabte store forventninger - som han ikke indfriede. I november 1782 skrev Rahbek i et brev: Næppe har det nogen Tid set tyndere ud paa det danske Parnas: Ewald død . . . Wessel, som før sang til sin Drik, drikker nu til sine Sange, Pramsynger Aviser osv. . . . altsaa hviler det hele Haab nu paa Thaarup og kanske paa Hwiid, men Thaarup er for doven.
Måske havde 'dovenskaben' noget at gøre med, at Thaarup havde fået travlt med andre ting. I 1781 var han blevet udnævnt til lærer i historie, geografi, filosofi og 'de skønne videnskaber' ved Søkadetakademiet.
Det kom han over og skrev en række udmærkede, patriotiske sange, som gjorde ham selvskreven ved højtidelige lejligheder og dermed også til at forfatte teksten på Frihedsstøtten.
Han skabte en ny genre, 'den dramatiske idyl, det vil sige et skuespil med idyllisk handling og indlagte sange. I det mindste mener Wikipedia, at æren tilkommer Thaarup, selv om der havde været skrevet noget lignende tidligere.
Den første dramatiske idyl var Høst-Gildet fra 1790, der fik en begejstret modtagelse. En anmelder skrev: fra Tronen til Hytten, i Hovedstaden og paa Landet nynner og spiller og synger man Stykkets fortræffelige Sange. Baade Digtet og Musikken ere blevne en Nationalejendom. Fortsættelsen, Peters Bryllup fra 1793, indeholder denne sang med musik af J.A.P. Schulz:
I Dalens Skjød en Hytte laae,
Ved Bredden af en Kilde;
Dens Væg var Leer, dens Tag var Straa,
Dens Hægn var Roser vilde;
Dens Ejers Lod var Fattigdom,
Dog var han glad, thi han var from.
Kun ringe var hans Hjord og Land;
Hans Brud ei aatte Frende,
Hun var saa arm, saa god som han;
Og derfor tog han hende.
Kun Tak til Gud, ei Klage lød
Ved Kildevand og sparsomt Brød.
En Foraars Aften Hyrden sad
Ved Hytten med sin Qvinde;
Nu, Kone! sagde han saa glad,
Nu veed jeg Raad at finde,
Og vi kan lindre Brødres Nød,
Endskjøndt Gud gav os sparsomt Brød.
See hist den Vej i øde Sand,
Og trintom nøgen Hede;
Der maae den trætte Vandringsmand
Om Lye forgjæves lede.
Om vi kun plante der hvert Aar
Et gavnligt Træe hver Høst og Vaar?
Knap gryer den næste Morgenstund,
De froe til Arbejd ile.
Nu staaer en sval og løvriig Lund
Til trætte Vandrers Hvile;
Der lagde man og deres Been,
Men der er ingen Mindesteen.
Tanken er da smuk, men det er lidt for meget, ikke? Andre digtere har - næsten selvfølgelig - skrevet parodier, f.eks. Oehlenschläger og Vilhelm Bergsøe.
Det er lidt morsomt - eller måske netop ikke morsomt - at Thaarup, som var den blide idyls digter, selv var en temmelig bidsk og ligefrem hensynsløs person, hvad jeg i øvrigt synes, man kan se på ham. Søofficeren H.C. Sneedorf har givet denne karakteristik af ham: Hans Tale var hvas som Biens Brod - Hans Sange var som dens Honning.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt. Stuckenberg er i dag nok mere kendt for sit problematiske ægteskab med Ingeborg Stuckenberg, som på godt og ondt var inspirationskilden til en del af hans digte, end for digtene selv. Måske lige bortset fra ønskekoncert-megahittet To, som elsker hinanden, som også har leveret titlen til en tv-serie om deres liv.
Der er sikkert mange andre end mig, der er så grundigt trætte af det digt, at de er ude af stand til at tage stilling til dets kvalitet.
Men Stuckenberg er igen en digter, som godt kunne tåle at blive læst noget mere. Ganske vist kan han ikke helt måle sig med J.P. Jacobsen, som var et af hans forbilleder, men mindre kan vel også gøre det, for eksempel dette her, som jeg synes har mindelser om både Jacobsen og Aarestrup:
Følfod
Alle disse gule Blomster
i den Skaal i Vinduskarmen
stod i Formiddags paa Marken,
sprungne ud i Middagsvarmen,
rundt omkring dem havde Græsset
vaarligt kastet Vinterkjolen,-
alle vugged de i Vinden,
alle vendte de mod Solen.
Over dem sang Markens Lærker,
mellem dem løb blanke Biller,
straalende som selve Dagen
stod de under Lærkens Triller.
Og jeg brød dem, træt af Skovens
spinkle Anemonehvide,
for at eje, nu det aftnes,
solmæt Guld fra Middagstide.
Og nu staar de der i Skaalen,
mens det mørknes i mit Kammer,
og jeg veed, at jeg har fanget
gyldent Glimt af Vaarens Flammer.
Han var konstant i pengetrang, delvis på grund af dyre vaner, og kunne altså ikke tillade sig at være for kræsen med, hvad han fik udgivet. På den anden side bunder stort set alt, hvad han har skrevet, i hans eget liv, så måske havde en mere ansvarlig livsførelse fået hans åre til at tørre ind.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt. Jeg har ikke glemt, at jeg stadig mangler P, men det får vente lidt endnu.
Richardt havde en hel del med sig i bagagen hjemmefra. Faderen skrev viser, var en ivrig teater- og operagænger og lærte sønnen at spille klaver - så godt, at hans repertoire som pianist senere spændte fra H.C. Lumbye til Bach.
I sin ungdom deltog Christian Richardt med begejstring i studenterlivet og var medlem af Studenter-Sangforeningen. Her blev han opfordret til at skrive danske sange, som man kunne synge i stedet for de tyske, der var blevet voldsomt upopulære på grund af Treårskrigen. Og Christian Richardt skrev danske sange og vedblev at skrive danske sange!
Det var ikke så underligt, at han først fik sin teologiske embedseksamen i 1857 - som 26-årig. Derefter blev han meddirektør af Studenter-Sangforeningen og dens ledende dirigent. Hans forgænger som dirigent var skolekammeraten Peter Heise, der skrev operaen Drot og Marsk (1878), som Christian Richardt skrev en glimrende libretto til, og som nu er optaget i kulturkanonen.
Han fik sit første præsteembede i 1872. Inden da havde han været lærer på forskellige skoler og havde slået sit navn fast som digter og dramatiker. Som præst fortsatte han ufortrødent sin digter- og forfattervirksomhed.
En af hans bedste venner var besynderligt nok den 10 år yngre Georg Brandes til trods for deres helt forskellige livssyn. Brandes havde lige stor respekt for Christian Richardt som menneske og som digter. Det kom til udtryk i slutningen af hans nekrolog over vennen:
Kærnen i hans Væsen var Samvittighedsfuldhed. Han var samvittighedsfuld som Menneske, samvittighedsfuld som Kunstner
Men han var ingen tørvetriller. Jeg har en svaghed for genrebilleder på vers - som dette her af Christian Richardt:
Paa Badehuset
Her er den allersolideste Kursal: styrkende Strømme for Legem og Aand; her har Du og en moderne Figursal: Levende Modeller for Kunstnerens Haand! Her kan Du vaske Dig, boltre Dig, pjaske Dig, strække dine Muskler saa kjækt som en Eg; eller paa Sandbund, frisert à la Vandhund, lege Delphinernes Leg.
Hist seer Du en af Befolkningens Bryggere, saadan omtrent som til Verden han kom! Skaldet som da men betydelig tykkere, staar han som en Synder, der venter sin Dom: Langsomt forsvindende, maalende Trinene, plumper han paalangs i den grønlige Sø; klamrer sig snøftende, Graderne drøftende, tæt mod den gyngende Ø.
Her ser Du Taarerne bitterlig trille: Fader og Søn vil nu strax gaa tilsø's; ak, men det kniber saa haardt for den Lille, bedre han synes om Kjærtegn og Kys; ængstlig han skeler, de dryppende Seler han kun med en gysende Rædsel kan see; i ham det spjætter! Men Springet, det letter: Nu kan han magelig lee.
En sætter rask i de straalende Bølger, (ham falder Vandvejen slet ikke tung!) raaber til Fætter, som nølende følger: Faa Dig "en Gammel," saa bliver Du ung! Lystig han vugger sig, dristig han dukker sig, skyder tilbunds som en flygtende Sæl; eller han sætter flinkt over Fætter højt fra den tangede Pæl.
Ens Uniform har de Simple, de Rige: Bølgerne kjende til Mennesker kun! Havet det jævner, Havet gjør lige, kysser dem Alle med moderlig Mund; hvad end besværer Dig, Bølgen dog bærer Dig, løsner din Byrde og letter din Gang! Hvad end betynger Dig, Havet dog synger Dig altid en styrkende Sang!
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt.
Jeg har været temmelig længe om at beslutte mig til, om jeg skulle bruge Oehlenschläger som repræsentant for O, eller jeg skulle gemme ham til Ø. Han underskrev sig oprindelig Øhlenslæger, men ændrede det, da Digte 1803 gjorde ham kendt.
De indeholder blandt andet Guldhornene, som han viste Henrik Steffens, så snart han havde skrevet det, og som ifølge digterens egne Erindringer fik Steffens til at udbryde: Ei, min Bedste! [...] De er jo virkelig en Digter!
Men Guldhornene er både for kendt og for langt. Jeg kunne ikke stå for dette her, som i den grad er vand på min mølle:
Til min Søn (I et Exemplar af den latinske Grammatik)
En Gave her, min Hans! du fik, Som vel i første Øieblik Dig inderligt behager; Thi Bogen smukt er bundet ind I Glandspapir med gule Skind, Dens Ydre dig indtager.
Dog (modsat Mandelens Natur) Du Skallen sød, og Kiærnen suur Af denne Frugt vil finde; Og mensa, dominus, hic, hoc Vil giøre dig det broget nok. Du maa dig overvinde.
Thi naar du heller ud gad gaae, Du sidde maa i stille Vraa, Og læse paa din Lexe. Dog ei om liden Tvang dig bryd! Snart mærker du med megen Fryd, At denne Bog kan hexe.
Et Eventyr du jo har hørt Om ham, som blev i Bierget ført, Blot ved et Ord at fatte; Og nævned han det Trolddomsord, Da Tryllebierget strax opfoer, Og bød ham sine Skatte.
Her maa du sagtens lære fleer; Men, Hans! hvad siger det saa meer, Om du Fliden forøger? Naar denne Bog du først forstaaer, Da Nøglen pludselig du faaer Til hundred andre Bøger.
Studeer da nu med al din Flid! Tak Gud, du lever ei en Tid, Som revser strengt for en Tøddel; Hvor Barnet ikke længer fandt I en utaalelig Pedant Sin Afsky og sin Bøddel!
Men heller ei forføres du Af dovne Lapseri, som nu Kun følger Flaneskikken! Ei til det Slette declineer, Dig med det Gode conjugeer! Saa veed du Grammatiken.
Her var digterens ældste søn, som var opkaldt efter Goethe og egentlig hed Johannes Wolfgang, der blev født i 1813, altså gammel nok til at begynde at lære latinsk grammatik. Hans' lillebror hed William efter Shakespeare.
Måske kan jeg forsvare at genbruge Adam Gottlob under Ø, hvis jeg kan finde et ungdomsdigt af ham, som jeg synes passer ind.
TEMA: danske digte i alfabetisk digterrækkefølge. Ud over, at ugens digt skal være et, som jeg af en eller anden grund synes om, skal det så vidt muligt være et, jeg ikke kendte i forvejen, og så må det ikke være for langt. Sophus Michaëlis er endnu en digter, som kom fra små kår, men han var heldigere end Thøger Larsen. Han blev født i Odense, og en apoteker i byen sørgede for, at kan kom i latinskole og blev student. Odense Byråd støttede ham, så han kunne studere. Han dyrkede sprog og kunsthistorie, syslede med arkæologi og numismatik og endte med at blive cand.mag. i fransk, latin og tysk - det var dengang, man skulle have to bifag.
Michaëlis blev en agtet kritiker og skrev selv digte, romaner og librettoen til August Ennas lyriske opera Aucassin og Nicolette. Desuden skrev han et melodramatisk skuespil med titlen Revolutionsbryllup, der blev en kæmpesucces. Det blev spillet over hele verden og filmatiseret tre gange. Han var en af sin tids populæreste forfattere og blev Ridder af Dannebrog.
Gyldendal kan åbenbart ikke lide ham. Der står i opslaget, at han udgav en række digtsamlinger, ofte med eksotiske emner og altid skrevet i et særlig ciseleret og æstetisk stemningsfuldt kunstsprog, som i dag virker tomt og tungt.
Trist! Det vidner vel så om dårlig smag, at jeg synes ganske godt om for eksempel dette her:
Circe
Hør, Frøerne kvækker i festligt Kor — det grønneste Vildnis af Sumpen gror.
I Rødbøgens Rod har en Svamp bygget Tag — derunder en Edderkop spinder sit Flag.
En rustrød Grotte med sitrende Net, et Eventyr, spundet af Solens Spæt.
En kølig Kippe, et vinkende Bur, hvor Circe tryllende ligger paa Lur.
Snart sejler en tankeløs Flyver derind og spræller sig træt i det blinkende Spind.
Fru Circe kommer paa pilende Fod og tapper ham grisk for hans Hjerteblod.
Højt Frøerne kvækker i festligt Kor — der var ingen Vidner til dette Mord
i Grottens rustrøde, sitrende Net, hvor Solen naar ind med sit dansende Spæt.
Fru Circe bøder sit søndrede Slør, og Tryllegrotten er fin som før.
Det lader til, at Michaëlis havde et noget andet syn på edderkopper end Kaalund!
