Grønt forårsdigt

Da jeg syntes, at Rastepladsen trængte til et forårsdigt for cirka tre uger siden, endte det med et af Carsten Hauch, fordi det havde et første vers, som passede til situationen dengang.

Jeg var ellers startet hos min yndlingsdigter, J.P. Jacobsen, men de grønne flammer i sidste vers af hans forårsdigt passede ikke så godt. Heromkring kunne man i alt fald ikke engang skimte dem på det tidspunkt, men nu er det høje træ uden for mit vindue blevet lysegrønt.

Vaar

Vær hilset sejervante Vaar

Med al din milde Vælde,

Der magtet har saa mangt et Aar

Den barske Vinter fælde!

Og Lærken har i Sang fortalt,

At og du nu vandt Slaget,

Og at din milde Aande alt

Har bort dens Taager jaget.

Glad skynder sig hver Blomst i Vang

Dit glade Bud at følge,

At bryde Dækket, der dem tvang

Den lyse Pragt at dølge.

Travl iler Bækken, nys gjort fri

Fra Vint'rens Lænker tunge,

Og spejler, rullende forbi,

De fagre Spirer unge.

Og Skovens Træ'r, som Stormens Magt

Har evnet ej at fælde,

De straale nu i nyfødt Pragt

Trods deres store Ælde.

Thi Livets Gnist, der ulmed' svag

I deres runkne Stammer

Sig hvirvler nu mod Himlens Tag

I tusind' grønne Flammer.

J.P. Jacobsen