Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag

mandag den 1. april 2013

2. påskedag 2013 - Sløv

Hvad vi skal have sommertid for, når det beviseligt er minimalt, hvad der spares, og det griber forstyrrende ind i en masse ting, går over min forstand.

Det er nu ikke, fordi jeg føler mig personligt ramt. Min døgnrytme bliver ikke forstyrret, for jeg står op, når det passer mig. Det er vel en halv snes år siden, at jeg satte mit vækkeur fra bestillingen.

Ikke desto mindre har det været en ualmindelig sløv dag.

Uden påviselig grund har jeg ikke kunnet sparke mig selv i gang med noget som helst fornuftigt, og det var mig, der skulle være aktiv i dag. Er det mon bare derfor? Jeg har det jo med at miste interessen for næsten hvad som helst, så snart det er blevet bestemt.


Det er rigtig irriterende.

lørdag den 30. marts 2013

Langfredag 2013 - Et par minusser og et stort plus


Jeg skal lære at læse bøger i bidder.

Det er ikke praktisk, at man ikke kan slippe en bog, før man har læst den færdig - medmindre man ikke synes om den og ret omgående belemrer en anden med den eller smider den ud - når der også er andre ting, man bør tage sig af. Især ikke, hvis bogen er på mere end 200 sider. Med andre ord: I går læste jeg  Dinosaurens fjer færdig og forsømte en masse andet. Men det er en god bog.

Ved middagstid holdt jeg alligevel en pause og kunne selvfølgelig ikke holde fingrene fra computeren. Det viste sig at blive dagens plus, for jeg fandt det Børge Mogensen-spisebord, som jeg har drømt om længe, et foldebord  af den slags, som har dobbelt plade og derfor bliver dobbelt så langt, når det åbnes og drejes. Sammenfoldet måler pladen 90 x 90 cm. Ideelt, når man kun er én person til daglig og ikke ligefrem har plads tilovers.

Bordet er designet i midten af 1940'erne og udgået af produktion, men jeg havde set det et par steder på nettet til henholdsvis dobbelt så meget og fire gange så meget, som denne sælger forlangte. Altså måtte jeg en tur ind på Frederiksberg og kigge på det.

Det var i virkelig god stand. Et par små mærker, som let ville kunne slibes væk, det var det hele.

Måske var prisen sat så lavt på grund af træsorten. De tilsvarende, meget dyrere borde, jeg har set på nettet, har været af lakeret bøg. Dette her var af teak og aldeles ikke lakeret.

Jeg ved godt, at der er dem, der vil korse sig: teaktræ!

I min ungdom var teak højeste mode med det resultat, at der blev fremstillet myriader af møbler i teak, og en hel del af dem var af ikke særlig kønt træ. Til sidst var vi mange, der var godt trætte af at se på det. Det ændrer bare ikke, at teak i modsætning til bøg er en ædel træsort - som i øvrigt kan se meget forskellig ud. For eksempel  havde min onkel arvet et elegant skrivebord i teak, der var næsten så lyst som eg. Dette her bord var ret mørkt, nærmest som mit mahogniskrivebord, og finishen var smuk.

Jeg slog til med det samme, og jeg er sikker på, at jeg har gjort et fantastisk godt køb.

Derfor var det et meget lille minus, at forhandlingerne pr. telefon kom til at foregå lige på det tidspunkt, hvor jeg skulle have været til Valby for at høre Caldaras Stabat mater. Men hvad, den kan vel lånes på biblioteket.


Forresten har jeg lige fundet ud af, at teaktræer i det hele taget er ret fantastiske. De har ikke blot en smuk form og får - ganske vist først efter 20 år - hvide, velduftende blomster og spiselige frugter, men de har også mange medicinske anvendelser i de områder, hvor de gror. Wikipedias liste er temmelig imponerende:

  • Frøolien: eksem og skurv
  • Frøene: udrensning og mod svækkelse, feber og hævelser
  • Frugterne: vanddrivende
  • Blomsterne: vanddrivende
  • Blomstersaft: som forfriskning, som appetitvækker, mod hovedpine og mavesyre
  • Bladene: homøostatisk udrensning og sårbehandling
  • Barken: mod bronkitis, hyperventilering, dysenteri, spedalskhed og hudsygdomme
  • Veddet: mod diabetes, hudsygdomme, indvoldsproblemer, trøske, mundbetændelse, halsbrand
  • Rødderne: vandladningsproblemer

torsdag den 28. marts 2013

Skærtorsdag 2013 - Spirende planer

Det er vel forår, og noget spirer - trods alt :-)

Jeg bliver ikke særlig omkringfarende i dag. Det var jeg nemlig i går for to dage, i alt fald efter den målestok, der har været gældende for mig i alt for lang tid.

A propos skærtorsdag, som skulle betyde noget med renselse, hjemførte jeg for den formidable sum af kr. 19,95 en bog om en udrensningskur med juicer. Selv om jeg skulle bestemme mig for at kaste mig ud i hele kuren, kan det ikke blive lige nu, for den kræver forberedelse i form af en speciel kost, men jeg har tænkt mig, at jeg skal prøve mindst en af de sundeste juicer i løbet af påsken som en slags kosttilskud.

Og så skal jeg læse reolfundet ude til venstre. Jeg kan godt huske, at jeg læste den i sin tid, men alt for hurtigt. Den skulle læses igen, når jeg fik bedre tid. Det kan den sagtens tåle. Jeg er ellers temmelig forsigtig med at anbefale bøger, men denne gang tør jeg godt.

Den anmeldelse, jeg nu har læst, påstår, at det er en femikrimi, og det havde været nok til at afskrække mig, hvis jeg havde læst det først.

Den 25. november 2005 afholdt Center for Kønsforskning et seminar med temaet Den skandinaviske femikrimi? Jeg citerer fra en artikel i Information

På seminaret [Center for Kønsforskning den 25. november 2005] blev det slået fast, at betegnelsen femikrimi er kommet for at blive, men at det er vigtigt at præcisere, hvad der kan komme ind under denne betegnelse; en af betingelserne må være, blev det understreget, at den skal være skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson, og at det desuden er karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og lægger vægt på hovedpersonens liv og konflikter.

De kriterier opfylder Dinosaurens fjer, men den beskriver også i høj grad andre vigtige personers liv og konflikter. Det gælder for eksempel den mandlige detektiv, der bliver sat på sagen, og den canadiske biolog, som er den myrdede biologs argeste modstander. Derfor mener jeg heller ikke, at bogen er en egentlig krimi; den er en kriminalroman. Det er vistnok min egen opfindelse at skelne på den måde. Jeg kan også godt lide krimier, men altså ikke femikrimier. De få af dem, jeg har læst, har været nok til at afskrække mig fra at købe en hvilken som helst bog, der havde fået den betegnelse hæftet på sig.

Sissel-Jo Gazan er selv biolog, og det spiller en stor rolle i bogen. Derudover får man en del at vide om fugle og dinosaurer, og hun forstår at forklare, så det bliver både interessant og til at forstå. Ikke nogen dårlig bonus.

For resten findes der også kriminalromaner med en mand med personlige konflikter som hovedperson. Det vil sige, jeg har læst én: Leif G.W. Persson: Den døende detektiv. Den afviger også en hel del fra de almindelige krimier. Der må være flere. Hvad mon man ville kunne finde på at kalde sådan en subgenre? Machokrimi?

Men det var de spirende planer.

I påsken er jeg næsten nødt til at høre Stabat mater. Der findes mange udgaver, og den mest kendte på disse breddegrader lader til at være Pergolesis. Den indeholder tre alt-arier, som jeg selv har prøvet at arbejde med, da jeg gik til sangundervisning, og jeg synes, den version er flot, men jeg kender den jo så godt og har den desuden med June Anderson og Cecila Bartoli, så jeg tror, jeg vil gå efter Caldaras version i år. Den bliver opført i Johannes Døbers Kirke i Valby klokken 15 i morgen. Valby er heller ikke så langt væk.