Klipper, skibe, himmel og hav

I fredags sejlede jeg fra København med Oslobåden klokken 16.30 og ankom til København med den samme båd kl. 10.00 i formiddags.

Min ryg er ikke i en forfatning, der egner sig til, at jeg går rundt i Oslo eller nogen som helst anden by det meste af en dag, så jeg havde booket en highlights-tur på fire timer.

Rejsen havde flere formål. To af dem var at komme på sikker afstand af mit skrivebord og at danne mig en forestilling om, hvad jeg eventuelt kunne have lyst til at se nærmere på, når jeg engang bliver mere mobil.

Jeg fik set Holmenkollen og Vikingskipshuset, men blev siddende i bussen, mens resten af selskabet så på Vigelandsparken, selv om jeg efter guidens beskrivelse faktisk havde lyst til at se den. Det indebar nemlig at gå op ad 100 trin og derefter igennem parken på en halv time. Med krykker kunne jeg have klaret det, men dem havde jeg med vilje ladet blive hjemme i Hvidovre. Det var tilstrækkeligt at skulle håndtere almindelig bagage. Jeg var ikke så ked af det, for den halve time må alligevel have været alt for lidt.

Udsigten fra Holmenkollen var fantastisk, simpelthen. Jeg hører ellers ikke til dem, der falder i svime over naturen. Her var virkelig et sted, hvor det ikke er nok at have set billeder – men det er ikke derfor, jeg ikke tog nogen. Jeg egner mig ikke til at fotografere; det ødelægger oplevelsen for mig. Den berømte skihopbakke kunne jeg personlig godt have undværet, selv om den nyeste udgave er dansk design og sikkert ikke kunne have været meget kønnere, når det nu endelig skal være. Jeg synes, det er synd, at man i sin tid fandt på at belaste det naturskønne område med den.

Det var noget andet med Vikingskipshuset.

Skibene er ret små i forhold til det, der var udstillet rester af i København, men det mener man jo også er verdens største, fordi et langskib på over de 37 meter ikke ville være navigerbart. Osebergskibet og Gokstadskibet er kun henholdsvis 21,5 og 23 meter. Men de er hele og flotte, og det er meget smukke ting, der er fundet sammen med dem. Der er bare det ved det, at jeg havde set det hele på billeder mange gange før, hvor i alt fald jeg meget bedre kan se detaljerne.

Der stod på et af skiltene, at flere af  tingene, for eksempel et par pragtfuldt udskårne slæder og en lige så pragtfuldt udskåret vogn, havde haft kraftige farver, da de blev fundet, men at man ikke havde kunnet konservere træet og samtidig bevare farverne. Det må man jo bøje sig for, men jeg undrede mig over, at der ikke i det mindste var en eller anden form for gengivelse af genstandene med farver. Det hele var så sort/sortbrunt og gjorde et dystert indtryk, der må være ganske misvisende.

Træ gør sig ikke nær så godt uden farver som marmor. Jeg tænker på de klassiske hvide marmorstatuer, som oprindelig aldeles ikke var hvide. Dem har jeg til gengæld set billeder af farverekonstruktioner af, og det er efter min mening ikke noget kønt syn. Jeg synes meget bedre om de farvefri originaler – selv om de giver lige så forkert et indtryk som de sortbrune vikingefund.

Der er sikkert et eller andet galt med mig.

Rundturen sluttede med en sejlads på fjorden. Det bedste var båden, som var et ægte træskib med sejl og det hele, for det var ikke mange oplysninger, man fik. Selvfølgelig var jeg forberedt på, at den tur ikke kunne sammenlignes med en havnerundfart i København, men jeg havde godt nok ventet, at der ville være noget at fortælle, selv om der ikke var så meget at se.

Næste gang bliver det altså Holmenkollen igen og Vigelandsparken. Hvad mere? Jo, måske Rådhuset, hvor man overrækker Nobels Fredspris, og så en tur ad hele Karl Johan, som jeg ikke vidste faktisk hedder Karl Johans gate. Men ellers fik jeg ikke det indtryk, at der er ret meget at se på deroppe. Det kan selvfølgelig være, at det ændrer sig, hvis jeg giver mig til at læse om Oslo. Det bliver bare ikke lige nu.

(Jeg har ikke glemt Edvard Munch og anden moderne kunst, men det har jeg slet ikke lyst til at bruge tid på.)

Hvorfor så allerede beslutte at tage af sted igen?

Fordi hovedformålet var at komme ud på en længere sejltur.

Det hænger sammen med, at jeg har noget med hav og skibe, som jeg ikke rigtig kan forklare. Jeg er ikke søstærk, jeg kan ikke svømme, og der er ingen sejlsportsfolk eller andre søfolk i min slægt på nogen af siderne. Det vil sige, så vidt jeg ved. Ifølge min stamtavle i alt fald ikke på min fars side efter sekstenhundrede og et eller andet (materialet i landsarkivet i Viborg fra før den tid er brændt). Hvordan det forholder sig med min mors slægt, ved jeg ikke. Min morbror forsøgte engang at finde ud af det, men kørte fast – så hvem ved?

Jeg nød i den grad øverste dæk, der var delvis møbleret med polyrattansofaer med bløde puder. Der kunne man så sidde og skiftevis kigge ud på og over havet og på en aldeles lyseblå himmel med snehvide skyer eller læse i sin medbragte bog om The Age of Shakespeare, alt imens man nippede til lækkerier i fast eller flydende form; hvilket 'man' gjorde begge veje, så længe det var lyst.

Men næste gang vil jeg have mine store hovedtelefoner med, så jeg kan lukke den rædsomme musik ude, som man åbenbart mener, at folk gider høre på selv under de forhold. Efter min mening komplet absurd.