Lørdag, den 20. juni 2015

Jeg havde ikke regnet med, at titlen på A.J. Kazinskis nyeste krimi skulle tages bogstaveligt. Spændende er den, men så langt ude, også i en anden retning, at jeg nok ikke læser den igen.

Efter den omgang trængte jeg til lindring og tilbragte nogle timer på YouTube med at sammenligne tenorer.

Det startede med da capo-interviewet med Peter Schreier. Desværre var der noget ganske alvorligt galt med synkroniseringen efter det første kvarters tid, så jeg måtte nøjes med at lytte.

Jeg har aldrig brudt mig særligt om hans stemme, som jeg synes er lidt kedelig. Det viste sig, at det er manden ikke, selv om han er en yderst afdæmpet person.

Det kommer ikke bag på en, at han føler sig mere hjemme i en koncertsal end på en operascene. Ikke desto mindre hører han til dem, der ikke mener, at Don Ottavio i Mozarts Don Giovanni er en svag mand, og en kritiker var så begejstret for hans fremstilling af rollen, at han mente, at operaens navn burde ændres til Don Ottavio:



Til sammenligning:



Hvem er bedst, og hvorfor?

 Jeg blev klar over, at Peter Schreier er en virkelig fremragende lied-fortolker. Det var undgået min opmærksomhed, fordi jeg jo ikke har interesseret mig for lieder ret længe.

Først, da han fyldte 70 - for ti år siden - trak han sig tilbage som sanger. Tenorstemmer er normalt ikke så holdbare, så det siger noget om hans teknik. Så vidt jeg kan se, er han stadig aktiv som dirigent.

 I 2005 udkom hans selvbiografi, som jeg absolut må have fat i.

Mit påskeæg

har også i år med opera at gøre.

Jeg havde et indlæg om hver af mine basyndlinge, allerede før jeg valgte bassangere som emne. De to - Franz Crass og Karl Ridderbusch - er så forskellige, at det ville være mig umuligt at udnævne en af dem til min nummer et, men det behøver jeg jo heller ikke.

Til min store fortrydelse forsvandt interviewet med Karl Ridderbusch efter nogen tid. Det var ikke blot det mest underholdende af alle de da capo-interviews, jeg har set, men det indeholdt også nogle virkelig gode klip, som ellers ikke findes på YouTube, og netop dette interview kan ikke længere købes hos House of Opera.

Ærgerligt.

Nu er der endelig en, der har forbarmet sig og lagt det ud igen. Det kan varmt anbefales - også, selv om man ikke interesserer sig specielt for opera:

Han var længe om at nå frem, ham Thor

... men nu er han her.

Sjovt nok startede han sin rundtur her på egnen, som han ikke er helt færdig med endnu, samtidig med, at jeg var nået til det sted i August Everdings interview med den herlige, gamle heltetenor Hans Hopf, hvor der bliver afspillet et videoklip fra hans rolle som Siegfried, der passer virkelig godt til tordenvejr.

Det starter på 48:58. Billederne er fra Hopfs forskellige Wagner-roller, men lyden er hele tiden den arie, Siegfried synger, mens han smeder stumperne af sværdet Notung sammen igen. Det er nu flot musik!



Jeg søgte efter et klip, som kun indeholdt arien, men der var ikke noget med Hopf, og den eneste udgave, som jeg syntes kom op på siden af Hopfs, var en meget gammel indspilning med Lauritz Melchior. Derfor har jeg holdt mig til interviewet, selv om det er mere besværligt at skulle finde stedet.

Den herligste bas

Mit seneste da capo-fund er bassen Karl Ridderbusch.

Før jeg overhovedet havde hørt den imponerende Wagner-kæmpe synge en tone, kunne jeg lide ham.

Ridderbusch er ganske og aldeles ukrukket og afslappet hele vejen igennem interviewet. Desuden har han en ualmindeligt behagelig udstråling og en udpræget sans for både humor og dramatik, som han helt naturligt demonstrerer, når han fortæller anekdoter fra sin karriere. Han kan simpelthen ikke lade være.

Det var slet ikke meningen, at han skulle være sanger. Hans far ville have, at han skulle være ingeniør og drive familiefirmaet videre. Hans eget største ønske var at blive skovfoged, og han fik så som en slags kompromis lov til at læse til dyrlæge. Heldigvis havde hans svoger sin egen mening om den sag og meldte ham til en sangkonkurrence for amatører, der blev afholdt i forbindelse med premieren på en film med Rudolf Schock. Han vandt konkurrencen, der havde 170 deltagere. Ikke nok med det:  Den berømte tenor var selv til stede og blev så imponeret, at han betalte halvdelen af Ridderbuschs sangeruddannelse.

Resten af pengene tjente han ved at tage et job i August Thyssen-Hütte. Da Everding nævner, at han jo tjente 1000 DM om måneden hos Thyssen, men kun fik 400 DM om måneden, da han blev ansat som operasanger i Münster, er hans kommentar:

Ja, men det var skønt! Det var skønt!

Han fortæller så om, hvordan han og hans første kone klarede sig igennem på den lille løn, og beskriver fællesskabet mellem alle teatrets ansatte uanset kunstart. Det er tydeligt, at han nød den tilværelse i fulde drag.

Man kan undre sig noget over, at en mand med Karl Ridderbuschs sans for humor blev Wagner-sanger og det af overbevisning og begejstring, for uanset Wagners andre kvaliteter er der nu engang ikke meget grin ved ham. Det var sikkert derfor, at Ridderbusch supplerede sine berømte Wagner-partier med nogle buffo-roller af andre komponister, for eksempel Falstaff i Otto Nicolais Die lustigen Weiber von Windsor og Baron Ochs i Richard Strauss’ Rosenkavaleren.

Han var af natur en munter mand, men han var også dybt seriøs med hensyn til sin kunst. Det var vigtigt for ham at forstå teksten - ikke bare for sin egen skyld, men så sandelig også for publikums, for han mente, at hvis sangerne ikke forstod teksten til bunds, ville publikum heller ikke forstå, hvad der foregik på scenen. For eksempel tilbragte han og Everding to hele aftener med at diskutere, hvad der helt nøjagtigt lå i en Wagner-sætning på fem (5) ord.

Da jeg havde set klippet fra Die lustigen Weiber von Windsor, var jeg solgt. Stemmen er helt fantastisk klangfuld! Jeg er absolut ikke alene om at synes, at den var noget ganske særligt; for eksempel citerer Everding Karajan for, at Karl Ridderbusch havde Tysklands smukkeste basstemme.

Desværre havde han også en ryglidelse, som gjorde, at han forholdsvis tidligt var nødt til at opgive at synge de store Wagner-roller, som han elskede, fordi han ikke kunne stå og gå så meget, som de kræver. Stemmen fejlede ikke noget, så han fortsatte med at indspille plader og synge koncerter i det omfang, ryggen tillod det. Imponerende nok mistede han åbenbart ikke humøret.

Jeg vil mene, at man ikke behøver at være særlig god til tysk for at få noget ud af interviewet, fordi begge parter taler meget tydeligt. (Ridderbuschs glimrende parodi på den vidtberømte dirigent Karl Böhm er desværre noget sværere at forstå, fordi Böhm talte dialekt og i tilgift havde en gnæggende stemme.)

04:56   Daland (Sentas far) 

              – Richard Wagner: Der fliegende Holländer

12:58   Falstaff 

              – Otto Nicolai: Die lustigen Weiber von Windsor

20:06   En bid af en lied

              – Carl Löwe: Tom der Reimer

21:46   Om Karl Böhm

26:39   Rocco (fangevogter)

              – Ludwig van Beethoven: Fidelio

30:15   General Ollendorf

              – Carl Millöcker: Der Bettelstudent

35:38   Erdgeist 

              – Werner Egk: Die Zaubergeige

41:23   Baron Ochs
              – Richard Strauss: Der Rosenkavalier

Rasmines julekalender 2013 - 24. december

Mozart skrev kun 22 musikdramatiske værker, men jeg har sneget mig op på 23 indlæg i min kalender. Han døde den 5. december, så jeg fandt det passende at højtideligholde dagen ved at lade indlægget handle om hans requiem.

I dag vil jeg gå lidt videre med Tryllefløjten for at komme op på de 24 - og fordi jeg har lyst.

Jeg synes, at Karajans udgave af ouverturen er lovligt bombastisk og kan bedre lide for eksempel Mutis:



Taminos berømte arie Dies Bildnis ist bezaubernd schön med Anton Dermota tager jeg med her, selv om det også er ham, der synger Tamino i Karajan-versionen, simpelthen fordi jeg synes, han gør det uovertruffent. Århundredets Mozart-tenor debuterede i en af de mindste roller i Tryllefløjten og sang Tamino i sin afskedsforestilling.



Der er udbredt enighed om, at Hermann Prey var den bedste Papageno, men han var ikke engang debuteret, da Karajans version af Tryllefløjten blev optaget i 1950. Jeg har hørt ham synge den flere gange, men har for nylig fundet en version af Der Vogelfänger bin ich ja, som jeg synes er hans bedste:



På YouTube ligger der en komplet amatøroptagelse af en opførelse i Geneve med Hermann Prey som Papageno. Den er ganske vist i 13 bidder, og sine steder er lyden forvrænget, men ikke ret længe ad gangen, så jeg synes nu alligevel, at den er værd at se.

1. del, 2. del, 3. del, 4. del, 5. del, 6. del, 7. del, 8. del, 9. del, 10. del, 11. del, 12. del, 13. del

Jeg har også for nylig fundet en version af Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen med Erika Köth, som jeg synes klinger smukkere end de andre, jeg har hørt. Man kan så sige, at netop den arie ikke skal være smuk, og det kan der være noget om, men ikke desto mindre vil jeg hellere lytte til denne version end nogen af de andre:



Erika Köth var en lille dame med en lille stemme. Lille i den forstand, at hun ikke ville have haft en chance i en duet med Birgit Nilsson. Men stemmen klinger, også helt oppe i de højder, hvor så mange andre bare skriger. Hendes da capo-interview er et af de mest underholdende. Hun har oplevet meget og fortæller gerne med udpræget humoristisk sans.

For resten ligger Ingmar Bergmans tv-udgave også på YouTube - på svensk med spanske undertekster.

God jul.

Rasmines julekalender 2013 - 20. december

Halvandet år efter Le nozze di Figaro havde Don Giovanni premiere i Prag.

Den hører ikke til mine yndlinge, men den indeholder en meget smuk arie - Il mio tesoro intanto:



Det er den slovenske lyriske tenor Anton Dermota, der synger. Jeg blev opmærksom på ham på grund af et af Everdings da capo-interviews. Hans udstråling og afdæmpede humor - foruden naturligvis den smukke stemme - er ikke til at stå for.  

Dermota gik så gruelig meget igennem, før han blev wienerpublikummets unser Toni og blev kaldt århundredets Mozart-tenor. Han har beskrevet det hele i en selvbiografi, Tausendundein Abend. Mein Sängerleben, som selvfølgelig også giver et interessant billede af tiden. Jeg slugte den.

Rasmines julekalender 2013 - 18. december

Mens Mozart var optaget af at arbejde på Le Nozze di Figaro, var Kejser Joseph II så ufin at udskrive en slags konkurrence mellem tysk og italiensk opera. Ikke så underligt, at ouverturen til Mozarts bidrag minder en del om ouverturen til Le nozze di Figaro. Det var i 1786.

Mystisk konkurrence i øvrigt. Det ser ud til, at der kun var to deltagere i konkurrencen, nemlig Mozart og Salieri, som var hofkomponist. Det lader til, at de to enaktere, som hver varer ca. 25 minutter, blev opført samtidigt i hver sin ende af Schönbrunns orangeri. Det er/var forhåbentlig et meget stort orangeri.

Mozarts bidrag var Der Schauspieldirektor (Teaterdirektøren):



Jeg er ikke imponeret, men Mozart havde måske for dårligt tid på det tidspunkt.

Det gør det jo heller ikke bedre, at der er to af sangerne i denne her version, hvis stemmer jeg ikke kan lide. Det er madame Herz og Teaterdirektøren, henholdsvis Reri Grist og Peter Schreier. De var begge to store navne, forstå det, hvem der kan. Reri Grist synger den første arie, som begynder på 05:25. Teaterdirektøren har ikke nogen arie, men blander sig indimellem, for første gang ca. 13:55.

I August Everdings interview med Hermann Prey, som selv havde den smukkeste lyriske baryton, spørger Everding, hvad der skal til for at blive operasanger. Preys svar (38:40) er 20 procent sangstemme, 20 procent albuer og 60 procent arbejde. Han bemærker - med stor respekt - at der findes sangere, som egentlig ikke har nogen smuk stemme, men har opnået en stor karriere, fordi de er arbejdsomme og musikalske. Det må gælde de to her. Jeg forstår det bare ikke, for hvor mange andre end musikfagfolk gider gå i teatret for at fryde sig over en perfekt teknik, når stemmen er kedelig? Man kan selvfølgelig altid blande de flittige og musikalske med nogle, der er værd at høre på ...

Salieris bidrag var Prima la musica poi le parole:



Jeg håber, han vandt!

Beklager i øvrigt, at jeg er et par dage bagefter. Det lader til, at folk skal have alt muligt oversat før jul. Her plejer ellers at være forholdsvis stille så tæt på jul. Forhåbentlig lykkes det mig at blive a jour i dag.

Rasmines julekalender 2013 - 4. december

Samme år - 1768 - skrev Mozart La finta semplice, som er en opera buffa i tre akter. På dansk hedder den Rosinas skælmsstykker eller Underfundig uskyld.

Familien Mozart havde været i Wien, hvor Leopold (Mozart senior) havde hilst på Kejser Joseph II, som havde foreslået, at junior skulle skrive en opera til det kejserlige operakompagni. Leopold satte Wolfgang i gang med at skrive La finta Semplice, men glemte at få en kontrakt. På grund af diverse intriger blev operaen slet ikke opført, og affæren satte mere eller mindre Wolfgangs karriere på standby. Uropførelsen fandt først sted i maj det følgende år i ærkebiskoppens palads i Salzburg.

Den indviklede handling kan læses på Wikipedia.

Her er den komplette opera, som varer 2 timer og 45 minutter. Det er måske i overkanten, når man har travlt. Jeg har i alt fald ikke haft tid til at høre det hele, men jeg kan anbefale en - temmelig lang - arie fra 1. akt, som synges af Rosina. Den starter på ca. 00:54.



Jeg har fundet en engelsk oversættelse af teksten:

Harken to the echo,
Wherever you wander,
Whispering through flowers and leaves.
But if you cry or sigh,
Echo gives only that answer
Which it hears you utter [first].

So it must be with lovers too:
Wish well the one who adores you,
Mock the one who mocks you,
Give nothing to him who will not give.

It is a fair and proper custom,
To do as you are done by,
And in love it cannot fail.

Rosina synges af den meget sympatiske amerikanske sopran Helen Donath.

En pragtfuld bas

Jeg kan få virkelig meget tid til at gå med at se/høre og gense/genhøre Everdings da capo-interviews.

For et par uger siden fik jeg lyst til at se et nyt interview. Jeg valgte Franz Crass af den yderst usaglige grund, at jeg syntes, han så temmelig pragtfuld ud. Det viste sig, at både stemme og personlighed levede op til det ydre.

Der bliver selvfølgelig spillet numre fra hans karriere:

5:25
 O Isis und Osiris
(Tryllefløjten - Mozart)

13:47
Hat man nicht auch Gold beineben
(Fidelio - Beethoven)

19:25
Und doch, ’s will halt nicht geh’n
(Mestersangerne i Nürnberg - Wagner)

26:00
O, wie will ich triumphieren
(Bortførelsen fra Seraillet - Mozart)

29:45
Als Büblein klein an der Mutterbrust
(Die lustigen Weiber von Windsor - Otto Nicolai)

33:35
Don Basilios bagtalelsesarie
fra 2. akt af Barberen i Sevilla (Rossini)

40:00
Spejlarien
fra 2. akt af Hoffmanns Eventyr (Offenbach)

Jeg er ellers ikke så begejstret for basstemmer, fordi jeg synes, de skratter i dybden.

Franz Crass' stemme 'skratter' selvfølgelig også lidt, når han når helt dybt ned, men ellers har han en meget smuk klang - og et stort omfang. Han kunne synge helt op til Gis, som ellers er barytonens gebet. Han kommenterer, at han nyder at synge høje toner - ganske vist ikke ligefrem det høje C, for manden er jo bas - at det giver ham en fornemmelse af at kunne flyve.

Som 52-årig trak han sig tilbage, fordi han var ved at blive døv på det ene øre. Man kan ikke synge med et høreapparat på grund af bilyde og forstyrrelser fra elektronikken. Han valgte at gå med værdighed. Stemmen fejlede ingenting, og han blev ved med at holde den vedlige, så han demonstrerer lige sit Gis til sidst i  interviewet. Med stor fryd. Da var han 65, hvad jeg i øvrigt synes, man hverken kan se, høre eller mærke på ham.

Det gode humør, han lægger for dagen, er smittende - og imponerende i betragtning af hans situation.

Man kan faktisk sige, at han også var godt rustet til at håndtere den. Uden at knytte de to ting sammen fortæller han nemlig, at han altid bevidst har dyrket glæden og begejstringen. Det var simpelthen en nødvendighed for ham, for han ville ikke have kunnet synge et parti udelukkende på teknikken. Desuden havde han brug for mindst ét smil fra dirigenten. Karl Böhm var noget gnavent anlagt, og derfor var Crass ikke så glad for ham. Engang mødte Böhm gnaven op til en prøve og rettede på Crass i en alt andet end gemytlig tone. Crass sagde så, at han ikke kunne synge videre, når Böhm så så vred ud. Böhm brast i latter, og derefter gik prøven rigtig godt.

Sjovt nok siger han, at de lidt sørgelige roller ligger bedst for ham.

Franz Crass døde i juni 2012  en alder af 84 år.

En herlig onsdag formiddag

Det var natten mellem tirsdag og onsdag, at jeg blev færdig med min hadeopgave.

Onsdag formiddag var jeg absolut ikke oplagt til at gå i gang med at arbejde, men heldigvis havde jeg ikke noget liggende, som ikke kunne udskydes en enkelt dag, uden at det ville resultere i en stress-situation.

Jeg var heller ikke oplagt til at være særligt aktiv i andre retninger, så hvad foretog jeg mig? Så et da capo-interview på YouTube, naturligvis.

Da capo var en række interviews med "det tyvende århundredes legendariske stemmer", som den svejtsiske fjernsynskanal kanal 3Sat sendte i 1980'erne og '90'erne. De legendariske stemmer blev interviewet af August Everding, som blandt meget andet inden for musikverdenen var en internationalt meget benyttet operainstruktør og selv havde instrueret mange af "stemmerne". Jeg synes, Everding gør det rigtig godt hver gang. Hvor mange interviews det blev til, ved jeg ikke, men i begyndelsen af interviewet med Franco Bonisolli fra 1998 nævner han selv, at det er nummer 64, og det var ikke det sidste. Mange af interviewene kan købes på dvd hos House of Opera til en særdeles rimelig pris.

I onsdags så jeg så et interview fra 1987 med den lyriske sopran Irmgard Seefried. Hun døde året efter som kun 69-årig, men i interviewet virker hun helt utroligt frisk og vital, og hun siger mange kloge og interessante ting.

Hun var meget glad for rollen som Zerlina, den lille bondepige, der på sin egen bryllupsdag næsten lader sig forføre af Don Giovanni, og nævner blandt sine Giovannier George London. Ham havde jeg aldrig hørt om før, så jeg måtte slå ham op. Det viste sig, at han var en canadisk basbaryton. Jeg fandt også den berømte duet Là ci darem la mano (her på tysk: Reich mir die Hand, mein Leben (på dansk: Ræk mig din hånd, du kære)) på YouTube med Seefried og London (duetten begynder først på 2:04):

I et andet da capo-interview siger Hermann Prey, som selv var lyrisk baryton og havde sunget Don Giovanni mange gange, at det fremgår af Mozarts partitur, at de fem mænd i operaen skulle dække hele spektret: Kommandanten - et af ofrenes far (basso profondo), Leporello - Don Giovannis tjener (basso comico), Masetto - Zerlinas tilkommende (baryton), Don Giovanni (lysere baryton - som Hermann Prey siger: næsten en baryton-Martin), Don Ottavio (tenor), og han synes, det er synd, at Don Giovanni ofte synges af en bas. Det kræver heller ikke nogen særlig fantasi at forestille sig, at det giver en anden klang, når man skifter den ene lyse stemme ud med en dybere, og det går ud over balancen.

I interviewet med Hermann Prey er der et klip, hvor Hermann Prey og Reri Grist synger Là ci darem la mano. Jeg synes, det er tydeligt, at den lysere baryton klinger bedre sammen med Zerlinas sopran - rent bortset fra, at Hermann Prey spiller rollen langt bedre end George London. 2. del af Prey-interviewet starter med klippet:



Jeg brød mig ikke særligt om den klang, Irmgard Seefrieds stemme har i de klip, der bliver vist i interviewet, men jeg syntes så godt om personen, at det måtte undersøges nærmere. På YouTube fandt jeg flere klip med hende, hvor hun lyder aldeles dejligt, for eksempel dette her: 

Mission

I dag fylder Cecilia Bartoli 47. Jeg synes, at hun har været der 'altid', men hun er alligevel ikke så forfærdelig meget ældre, end hun ser ud. så hendes publikum kommer sandsynligvis ikke til at skulle undvære hende foreløbig.



(Jeg ved desværre ikke, hvordan man centrerer videoen her på siden, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.)

CB's påklædning kan være temmelig mærkværdig, men denne gang er der absolut intet at udsætte på hendes kjole. - Arien er fra hendes seneste projekt, Mission, hvor hun synger musik af Agostino Steffani, en tidlig barokkomponist, som de fleste aldrig havde hørt om, før omtalen af CB's cd/dvd begyndte.

Den skælmske person, der synger arien, er tydeligvis sprudlende glad, så jeg synes, den passer til en fødselsdag, men jeg har haft og har mere end nok om ørerne, så jeg har endnu ikke taget mig tid til at læse den omfattende beskrivelse af musikken på Mission og ved derfor ikke præcist, hvad situationen er. Det kommer. Som August Everding siger et sted i sit da capo-interview med Franco Bonisolli: Mehr Wissen macht doch mehr Lust.

Steffani er ikke blot en spændende komponist, men havde også en spændende tilværelse som både diplomat og missionær for katolicismen i Europa. Den amerikanske forfatterinde Donna Leon, som er CB-fan, har skrevet en moderne thriller med titlen The Jewels of Paradise, hvor Steffanis liv og værker danner baggrund. Den udkom i 2012 samtidigt med Mission, men den har jeg heller ikke læst - endnu ...

Midt i april

Donizetti er en af mine yndlingskomponister. Det har han været, lige siden jeg så Elskovsdrikken i fjernsynet for et halvt århundrede siden.

Jeg vidste godt, at han havde skrevet en komisk opera, der hed Don Pasquale, men af en eller anden grund havde jeg ikke fået den hørt. Så for et års tid siden så jeg August Everdings da capo-interview med Hermann Prey. Det indeholdt et klip, som jeg straks syntes om, og det skyldtes ikke kun, at det var Hermann Prey, der sang. Jeg gik selvfølgelig på YouTube - og fandt netop den komplette tyske udgave fra 1972 med Hermann Prey. Den scene, jeg faldt for, starter på ca. 4:00. Her får Don Pasquale, som går i giftetanker, en beskrivelse af en kandidat:



Don Pasquale er Donizettis 64. opera, så han havde erhvervet sig ikke så lidt erfaring, da han skrev den. Jeg synes, det er helt igennem skøn musik, og kan ikke tage mig af, at mit gamle konversationsleksikon påstår, at han ikke var genial.

I tredje akt synger Don Pasquales nevø en serenade til sin elskede (ca. 1.30:00). Den starter med en lovprisning af nætterne i midten af april, så det må være tiden at høre den nu, hvis den skal høres ude af sammenhængen. I filmen spilles nevøen af Luigi Alva, som var den tids lyriske tenor par excellence, men minsandten om ikke jeg har fundet en italiensk udgave med en ung Franco Bonisolli, som absolut ikke giver ham noget efter:

Rasmines julekalender 2012 - 17. december

I dag skulle jeg have været til julekoncert inde i byen, men selv om jeg har haft det bedre, kom jeg ikke af sted. Jeg turde ikke løbe an på, at det holdt.

Til trøst har jeg set August Everdings interview med Ljuba Welitsch på youtube.

Everding, som døde i 1999, var operainstruktør og havde instrueret på alle de store operascener. Derfor havde han enestående forudsætninger som vært i udsendelsesrækken Da capo, hvor han talte med 'Vort (det 20.) århundredes legendariske stemmer'; han havde selv instrueret flere af dem.

Hvor mange programmer han nåede, ved jeg ikke, men i indledningen til programmet med Franco Bonisolli nævner han, at det er udsendelse nummer 64, og det var ikke den sidste. Et halvt hundrede af dem kan fås på dvd hos House of Opera. Indtil videre har jeg naturligvis Hermann Prey, Franco Bonisolli og Birgit Nilsson, men jeg har planer om flere, også nogle af de gamle stjerner, som jeg ikke anede eksisterede, før jeg så dem sammen med Everding på YouTube.

Ljuba Welitsch var en bulgarsk sopran, og hun var en oplevelse. Damen så ret forfærdelig ud – en særdeles velnæret 70-årig med ildrødt hår og en alt andet end diskret makeup. Når jeg ellers har set noget lignende, har jeg tænkt, at vedkommende da måtte have en skrue løs, men det havde Ljuba Welitsch så absolut ikke, så der blev jeg en fordom kvit. Hun var afgjort en interessant person, og hun havde et imponerende gåpåmod. Hun havde arbejdet hårdt for sine flotte resultater og forstået at sætte sig i respekt - og så havde hun et forrygende humør til trods for, at hun havde haft det svært privat. Det bliver kun nævnt i forbigående.

Hun havde drevet rovdrift på sin stemme, men var klog nok til at holde op med at synge, inden det blev pinligt. I stedet fik hun succes som skuespiller.

Ljuba Welitsch kan ses nedenfor. Desværre foregår alle Da capo-programmerne på tysk, og de er ikke tekstet.