Kørt fast

Jeg har ikke glemt mit operaprojekt.

Det har bare vist sig at være meget sværere at håndtere, end jeg havde ventet.

Vanskeligheden er ikke, at jeg ikke ved nok om musikken. I alt fald ikke direkte. Næh, det drejer sig om, hvordan den nye genre udviklede sig hvor og hvornår. Det er svært at få nogenlunde samling på, fordi jeg bliver ved med at støde på detaljer, som andre skribenter eller værker ikke har med. De lærde strides måske ikke ligefrem, men de har det med ikke at være helt enige.

På et tidspunkt bliver jeg selvfølgelig nødt til beslutte, at nu må det være nok, men så langt er jeg ikke helt nået endnu.

Det lyder, som om den tidlige historie bliver meget omfangsrig, men det gør den ikke, for det er detaljer, det drejer sig om, men det er jo dem, der skal ende med at danne det billede, der skal være udgangsunkt for resten.

Det kan næsten ikke undgås, at det kommer til at gå hurtigere med tiden.

Operaens historie - 2: En misforståelse

Det var ikke Corsi og Peri, der havde gjort forarbejdet.

Æren for det tilfalder Camerata de' Bardi, som var en gruppe humanister, musikere, digtere og intellektuelle, der mødtes hos Grev Bardi for at diskutere kulturelle emner, i særdeleshed drama. Gruppen havde sin storhedstid mellem 1577 og 1582.

Tidens førende ekspert i antik græsk kultur var Girolamo Mei, som især interesserede sig for musik og blandt andet mente, at det oldgræske drama snarere havde været sunget end talt. Han baserede det på, at den græske filosof Aristoxenos af Tarent i et af sine skrifter gjorde sig til talsmand for, at sang skulle efterligne tale. Aristoxenos påstod netop ikke, at at tragedierne blev sunget. Ikke desto mindre begyndte man at teoretisere om, hvordan det bedst lod sig gøre at synge et drama.

Man fandt frem til, at tonerne skulle følge sætningen og fremhæve de vigtige ord, og at følelser skulle udtrykkes i en melodi. Her har vi altså oprindelsen til recitativ og arie.

Men Camerataen ville åbenbart hellere teortetisere end omsætte teorierne i praksis. Her var det så, at gruppen omkring grev Corsi vandt stort over konkurrenterne i Camerataen ved faktisk at producere en opera, nemlig Dafne.

Det er ikke altid, at misforståelser er af det onde - selv om jeg synes, at Euridice ganske vist er smuk, men i længden søvndyssende musik. Det var i alt fald en begyndelse.

Operaens historie - 1: Det var de operaer ...

Problemet er at finde ud af, hvordan eller i det mindste hvornår det hele egentlig begyndte.

Hvis man skal tro Wikipedia, begyndte det i Italien, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen.

Den angiveligt første opera var et resultat af renæssancens begejstring for antikken; man ville genskabe den græske tragedie. Ophavsmændene var komponisten og musikmæcenen Jacopo Corsi og Jacopo Peri, som var sanger (tenor), musiker og komponist. De skrev musikken i fællesskab og fik digteren Ottavio Rinuccini til at skrive teksten. Det var i Firenze, det foregik - som så meget andet på den tid, der havde med kunst og kultur at gøre.

Emnet var Dafne, som også var titlen på operaen, der blev opført i 1597 for en lille, kulturel elite og blev modtaget med begejstring. Desværre er det stort set kun teksten, der er bevaret, og de få stumper af musikken, der har overlevet, er der ikke nogen, der har været så venlige at lægge ud på YouTube.

Peri havde fået blod på tanden og skrev flere operaer. Den første efter Dafne var Euridice, også med libretto af Rinuccini, som blev opført i 1600 i anledning af brylluppet mellem Henrik IV af Frankrig og Maria de' Medici. Den er bevaret og opføres undertiden af specialister - som på klippet her:

Man kan vel roligt gå ud fra, at den kun tre år ældre Dafne ikke lød så meget anderledes.

Men hvordan nåede de frem til det?

Lidt mindre træt

... men jeg har også lavet tæt på absolut ingenting hele dagen. Knap nok spist. Jeg gad simpelthen ikke, for jeg var ikke sulten. Ret besynderligt, men det drejer sig nok om, at hele systemet i den grad har brug for at hvile, og der er jo også nok at tære på.

Pludselig vidste jeg, hvordan jeg ville gribe mit såkaldte projekt an.

Min vage idé gik nemlig ud på, at jeg ville have styr på kulturhistorien. Ikke så lidt af en mundfuld.

Uden nogen direkte anledning kom jeg pludselig i tanker om, at jeg havde læst et sted, at hvis man vil spise en elefant, må man begynde med snablen.

For mig er kulturhistoriens snabel opera.

Det betyder ikke, at alt, hvad jeg skriver herefter, kommer til at handle om opera - kun, at jeg efterhånden vil arbejde mig igennem operaens historie.

Uden deadlines!