Brønde og lindetræer

Jeg har lige fundet en operettemelodi til med Karl Ridderbusch.

Han havde jo været nødt til at trække sig tilbage fra de store Wagner-roller alt for tidligt på grund af et problem i rygsøjlen, som gjorde, at han ikke kunne gå og stå så længe ad gangen, som de kræver. Stemmen fejlede ikke noget, selv om der var nogle, der skød ham i skoene, at han havde ødelagt stemmen ved at synge for meget. De vanskeligheder, som han faktisk på et tidspunkt havde, skyldtes konstriktiv perikarditis (panserhjerte), der havde nedsat hjertets pumpeevne med 75 procent! Det blev afhjulpet med en operation.



Sangen må være skrevet for baryton, og man kan se, at han ikke har helt let ved de højeste toner. For at der ikke skal være tvivl om, at han faktisk er bas, demonstrerer han til allersidst sin imponerende dybde - efter et par gange at have demonstreret et lige så imponerede pianissimo, som ville have været umuligt, hvis stemmen havde været slidt.

Hvorfor mon brønde og lindetræer har det med at dukke op i tyske sange? For eksempel også i denne her (kun en stump) med melodi af Schubert, som må være blandt de allerkendteste - sunget af en lys baryton:



Lindetræet var et yndet motiv i Romantikken, men Robert Stolz, som har skrevet den øverste melodi, var født i 1880 og skrev sin første operette i 1903, og jeg kan kun komme i tanker om en enkelt dansk sang, hvor lindetræet er nævnt, nemlig Morgendug, der sagte bæver, som Carsten Hauch skrev i 1861. Jeg kender ingen danske sange, hvor der optræder en brønd. Måske var (er?) der flere lindetræer og brønde i Tyskland, for teksten til Vor meinem Vaterhaus steht eine Linde er skrevet af Bruno Hardt-Warden, som var født tre år senere end Robert Stolz.

Mit påskeæg

har også i år med opera at gøre.

Jeg havde et indlæg om hver af mine basyndlinge, allerede før jeg valgte bassangere som emne. De to - Franz Crass og Karl Ridderbusch - er så forskellige, at det ville være mig umuligt at udnævne en af dem til min nummer et, men det behøver jeg jo heller ikke.

Til min store fortrydelse forsvandt interviewet med Karl Ridderbusch efter nogen tid. Det var ikke blot det mest underholdende af alle de da capo-interviews, jeg har set, men det indeholdt også nogle virkelig gode klip, som ellers ikke findes på YouTube, og netop dette interview kan ikke længere købes hos House of Opera.

Ærgerligt.

Nu er der endelig en, der har forbarmet sig og lagt det ud igen. Det kan varmt anbefales - også, selv om man ikke interesserer sig specielt for opera:

Rasmines julekalender 2014 - 14

A propos Den Flyvende Hollænder er her et lille uddrag med min anden bashelt, Karl Ridderbusch, som Sentas far, Daland. Jeg har ikke kunnet finde nogen rigtig god gengivelse på YouTube, efter at en eller anden skurk har fjernet da capo-interviewet med Ridderbusch, men jeg tror nu alligevel, man kan få en idè om den usædvanlige klangfylde, især hvis man holder ud til omkring 2:30:



Ridderbusch har også allerede et indlæg her på bloggen.

Grunden til, at jeg tager Dalands sang med, selv om gengivelsen ikke er så god, er, at der knytter sig en historie til rollen, som Ridderbusch fortæller i det forsvundne interview.

Tidligt i sin karriere blev han ringet op og spurgt, om han kunne synge Daland på La Scala i Milano. Det var alle tiders chance, så han sagde, at den rolle havde han sunget 75 gange. Hvilket var en lodret løgn. Han havde aldrig nogensinde sunget den, men han vidste også, at han ikke fik rollen, hvis han sagde sandheden. Altså fik han rollen og ankom til Milano, hvor dirigenten var den berømte og åbenbart velorienterede Wolfgang Sawallisch. Han vidste, at Ridderbusch aldrig havde sunget rollen før, men han må allerede have haft tillid til hans evner som sanger, for han holdt tand for tunge og arbejdede privat med Ridderbusch i to hele dage. Ridderbusch glemte ham det selvfølgelig aldrig.

Her er han som Falstaff i Otto Nicolais Die lustigen Weiber von Windsor:



Som det fremgår, havde han også et betydeligt skuespiltalent.

Den herligste bas II

Som nævnt var Karl Ridderbusch tvunget til opgive at synge de store Wagner-roller forholdsvis tidligt, fordi han fik en ryglidelse, som gjorde, at han ikke kunne gå og stå så meget, som de kræver, men fortsatte alligevel med at synge i det omfang, det kunne lade sig gøre.

Her er et klip, som viser, hvor svært han allerede havde ved at gå året før da capo-interviewet. Det viser også, at stemmen stadig er usædvanligt klangfuld, og han synger i basbaryton-lejet, så han havde heller ikke mistet den højde, som gjorde, at han kunne synge Hans Sachs i Die Meistersinger von Nürnberg.



Sangen stammer fra operetten Im Reiche des Indra af Paul Lincke. Teksten kan læses på YouTube, hvis man klikker på klippets titellinje.

Det er ikke for at skåne stemmen, som absolut ikke fejler noget, at han synger operette. Det havde han aldrig holdt sig for god til - se nummeret fra Der Bettelstudent i da capo-interviewet, hvor han går ganske eftertrykkeligt!

Den herligste bas

Mit seneste da capo-fund er bassen Karl Ridderbusch.

Før jeg overhovedet havde hørt den imponerende Wagner-kæmpe synge en tone, kunne jeg lide ham.

Ridderbusch er ganske og aldeles ukrukket og afslappet hele vejen igennem interviewet. Desuden har han en ualmindeligt behagelig udstråling og en udpræget sans for både humor og dramatik, som han helt naturligt demonstrerer, når han fortæller anekdoter fra sin karriere. Han kan simpelthen ikke lade være.

Det var slet ikke meningen, at han skulle være sanger. Hans far ville have, at han skulle være ingeniør og drive familiefirmaet videre. Hans eget største ønske var at blive skovfoged, og han fik så som en slags kompromis lov til at læse til dyrlæge. Heldigvis havde hans svoger sin egen mening om den sag og meldte ham til en sangkonkurrence for amatører, der blev afholdt i forbindelse med premieren på en film med Rudolf Schock. Han vandt konkurrencen, der havde 170 deltagere. Ikke nok med det:  Den berømte tenor var selv til stede og blev så imponeret, at han betalte halvdelen af Ridderbuschs sangeruddannelse.

Resten af pengene tjente han ved at tage et job i August Thyssen-Hütte. Da Everding nævner, at han jo tjente 1000 DM om måneden hos Thyssen, men kun fik 400 DM om måneden, da han blev ansat som operasanger i Münster, er hans kommentar:

Ja, men det var skønt! Det var skønt!

Han fortæller så om, hvordan han og hans første kone klarede sig igennem på den lille løn, og beskriver fællesskabet mellem alle teatrets ansatte uanset kunstart. Det er tydeligt, at han nød den tilværelse i fulde drag.

Man kan undre sig noget over, at en mand med Karl Ridderbuschs sans for humor blev Wagner-sanger og det af overbevisning og begejstring, for uanset Wagners andre kvaliteter er der nu engang ikke meget grin ved ham. Det var sikkert derfor, at Ridderbusch supplerede sine berømte Wagner-partier med nogle buffo-roller af andre komponister, for eksempel Falstaff i Otto Nicolais Die lustigen Weiber von Windsor og Baron Ochs i Richard Strauss’ Rosenkavaleren.

Han var af natur en munter mand, men han var også dybt seriøs med hensyn til sin kunst. Det var vigtigt for ham at forstå teksten - ikke bare for sin egen skyld, men så sandelig også for publikums, for han mente, at hvis sangerne ikke forstod teksten til bunds, ville publikum heller ikke forstå, hvad der foregik på scenen. For eksempel tilbragte han og Everding to hele aftener med at diskutere, hvad der helt nøjagtigt lå i en Wagner-sætning på fem (5) ord.

Da jeg havde set klippet fra Die lustigen Weiber von Windsor, var jeg solgt. Stemmen er helt fantastisk klangfuld! Jeg er absolut ikke alene om at synes, at den var noget ganske særligt; for eksempel citerer Everding Karajan for, at Karl Ridderbusch havde Tysklands smukkeste basstemme.

Desværre havde han også en ryglidelse, som gjorde, at han forholdsvis tidligt var nødt til at opgive at synge de store Wagner-roller, som han elskede, fordi han ikke kunne stå og gå så meget, som de kræver. Stemmen fejlede ikke noget, så han fortsatte med at indspille plader og synge koncerter i det omfang, ryggen tillod det. Imponerende nok mistede han åbenbart ikke humøret.

Jeg vil mene, at man ikke behøver at være særlig god til tysk for at få noget ud af interviewet, fordi begge parter taler meget tydeligt. (Ridderbuschs glimrende parodi på den vidtberømte dirigent Karl Böhm er desværre noget sværere at forstå, fordi Böhm talte dialekt og i tilgift havde en gnæggende stemme.)

04:56   Daland (Sentas far) 

              – Richard Wagner: Der fliegende Holländer

12:58   Falstaff 

              – Otto Nicolai: Die lustigen Weiber von Windsor

20:06   En bid af en lied

              – Carl Löwe: Tom der Reimer

21:46   Om Karl Böhm

26:39   Rocco (fangevogter)

              – Ludwig van Beethoven: Fidelio

30:15   General Ollendorf

              – Carl Millöcker: Der Bettelstudent

35:38   Erdgeist 

              – Werner Egk: Die Zaubergeige

41:23   Baron Ochs
              – Richard Strauss: Der Rosenkavalier