En western-opera af Puccini og endda en af de meget få af hans operaer, hvor heltinden ikke dør. Kan man forlange mere?
Man kan ikke just sige, at handlingen i La Fanciulla del West hæver sig over det banale, men det er ikke til at stå for, at heltinden Minnie (populær, bibellæsende barindehaverske) i sidste øjeblik kommer gallopperende med en pistol i hånden og befrier helten Dick Johnson (røver, men kun tvunget af omstændighederne) som allerede står med løkken om halsen - hvorefter de naturligvis sammen rider mod solnedgangen for at begynde en ny tilværelse.
Men lige inden bønfalder Dick Johnson sine bødler om, at de vil sige til Minnie, at han er rejst sin vej - hun skal ikke sørge over ham:
Det er værd at bemærke, at det er en live-optagelse og derfor ekstra imponerende.
I går aftes streamede jeg Tosca (Puccini) fra Wieneroperaen.
Jeg kan faktisk ikke fordrage den opera på grund af handlingen og havde egentlig bestemt, at de to gange, jeg allerede havde set den, måtte være mere end nok - men når jeg nu havde adgang, var det måske en idé, at jeg benyttede mig af chancen for at høre nogle sangere, som jeg ikke kendte det mindste til.
Både helten og heltinden var efter min mening ulidelige på grund af deres kraftige vibrato, men jeg holdt ud i håb om, at det blev bedre. Det gjorde det ikke, så en overgang spekulerede jeg på, om det måske havde noget med streamingen at gøre, men problemet var der jo ikke, da jeg streamede Simon Boccanegra sidste torsdag. Desuden har jeg fundet de to på youtube, og der er det nøjagtigt det samme.
En definition af vibrato: Vibrato betyder, at man kan høre en vibrerende effekt i stemmen. Lidt mere konkret betyder vibrato et udsving i tonen, der foregår i en regelmæssig pulsering. Når man laver vibrato kan man variere mellem hvor stort udsving man laver, og hvor hurtig denne pulsering er.
Opera kræver, at man synger med en smule vibrato. Som min afdøde sanglærerinde sagde til en af os: Du skal ikke synge så lige på. Du får ondt i halsen, og publikum får ondt i ørerne.
Men det skal helst ikke være noget, man lægger mærke til, medmindre der er brug for en særlig effekt.
Før Caruso dyrkede sangere fra Middelhavsområdet et kraftigt vibrato - som blev stærkt kritiseret længere nordpå. Den stil gjorde Caruso op med, hvilket sikkert var medvirkende til hans enorme popularitet. Jeg følger måske for lidt med. Er man mon ved at vende tilbage til tilstanden før Caruso? Man kunne få det indtryk i går. Hvis det er tilfældet, er det slut med mig og live opera!
Mario Cavaradossi (helten) blev sunget af Jorge de León, som er født på Tenerife og delvis uddannet i Italien.
Floria Tosca (heltinden) blev sunget af Anja Harteros, som er født i Tyskland og minsandten også uddannet i Tyskland. Hun var især slem.
De har begge to vundet flere priser, så publikum var naturligvis begejstret.
For en uges tid siden samlede jeg Metroxpress op i S-toget og fandt en notits om, at man kan streame Wieneroperaens forestillinger. Det er ellers ikke just den slags oplysninger, Metroxpress specialiserer sig i.
Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så jeg fandt siden, hvor der tilbydes flere muligheder. Jeg købte et årsabonnement. For de 180 euro, det kommer til at koste, når man bor i udlandet, får man adgang til sæsonens forestillinger - inklusive nogle balletter - efterhånden som de kommer op. Jeg får det til 41. Der er mulighed for undertekster, og man har også adgang til programmet for hver forestilling.
Jeg synes, det er ret fantastisk, især i betragtning af, at Wiener-operaen er det ene af verdens tre mest prestigefyldte operahuse - de to andre er Metropolitan og La Scala - og tiltrækker verdensstjernerne.
Operaen var jeg ikke specielt begejstret for, men jeg fik jo min operahorisont udvidet, og jeg fik hørt og set Ramón Vargas - som jeg ikke syntes var helt så fantastisk, som han har ry for at være, selv om han var glimrende - ligesom i øvrigt alle sangerne. Især syntes jeg godt om den italienske basbaryton Ildebrando d'Arcangelo (sikke et navn!).
Der var sørget for underholdning i den 20 minutters pause efter 2. akt i form af interviews med et par af de dem, publikum ellers ikke ser eller hører noget til: en påklæder og en instruktørassistent.
Jeg havde jo nok en anelse om, hvad påklæderne bestiller, men jeg havde ikke tænkt over, at det ikke er krukkeri eller forkælelse, at de optrædende ikke bare selv tager deres kostumer på. De er ofte så nervøse, at de ikke kan koncentrere sig om at gøre det rigtigt, og påklæderne har ofte også en terapeutisk virkning på de nervøse kunstnere.
Instruktørassistentens funktion havde jeg ingen anelse om, men det viste sig, at han/hun skal sørge for at holde sammen på alt det, der sker under prøverne, så forestillingen kan gennemføres, når instruktøren har forladt teatret. Funktionen er altså noget mere omfattende, end "assistent" lader formode.
Jeg glæder mig til resten.
Siden har jeg fundet ud af, at man kan streame en forestilling fra Metropolitan-operaen om ugen ganske gratis - men alle forestillingerne begynder klokken 18.25 eller 19.25 amerikansk tid. Man kunne jo nok arrangere sig med en optager - eller med et par gode hovedtelefoner, hvis man alligevel er vågen af en eller anden grund.
Jeg kender forsvindende lidt til fransk opera. Det er faktisk noget af det, jeg håber at få lidt mere styr på med mit sødeligt slumrende operaprojekt, men så langt kommer jeg ikke foreløbig.
Af Bizet har jeg kun hørt en enkelt hel opera, nemlig Carmen, som er fra 1875. Atmosfæren i arien her er meget anderledes, men den er også fra hans første større opera, som hedder Perlefiskerne og er skrevet allerede i 1863.
I sin tid var I templets lyse hal fra Perlefiskerne et ønskekoncerthit, og den var det eneste, jeg kendte til Perlefiskerne, indtil jeg faldt over en amatøroptagelse på YouTube fra en koncert med Franco Bonisolli i Barcelona i 1983. I dag fik jeg lyst til at høre den igen. Teksten kan læses her på fransk og engelsk.
Selv om det er en amatøroptagelse, er det ikke til at tage fejl af, at Franco Bonisolli er i absolut topform. For eksempel er den afsluttende diminuendo helt utrolig.
Jeg har modtaget Christa Ludwigs selvbiografi fra amazon.de. Den hedder Und ich wäre so gern Primadonna gewesen.
Forklaringen på titlen har jeg ikke endnu, for jeg er ikke begyndt at læse bogen, men hun har sans for humor - ellers havde hun jo nok heller ikke kunnet være gift med den herlige basbaryton Walter Berry i 13 år. Han var yderst charmerende - som det fremgår af hans da capo-interview - og populær, også blandt kolleger, og på en måde berygtet, fordi man aldrig kunne vide, hvad for spilopper han nu havde fundet på.
Christa Ludwig havde - eller har måske stadig - en meget smuk stemme, som jeg egentlig synes bedre om end Cecilia Bartolis, selv om jeg ellers er Bartoli-fan.
Af en eller anden grund kan jeg ikke finde en video, hvor hun kun synger den arie, som jeg gerne vil sammenligne med Bartolis version, men det er den første på videoen her:
Til sammenligning:
En af grundene til, at jeg ikke har haft tid til at begynde på bogen, er, at jeg fandt hele Den gamle mølle på Mols på YouTube. Her på min store skærm virker den lidt uskarp, men jeg så den på min iPad, og der var der ikke noget i vejen.
Her er traileren:
Jeg elsker en god folkekomedie, og de fås ikke bedre end denne her!
Jeg har fået en mail fra House of Opera om, at de har udsalg, og at det meste sælges til halv pris.
Det er jo ikke til at stå for, så jeg har bestilt 3 dvd'er og 5 cd'er.
Pris i alt: $ 38,15
Jeg vil helst have dvd'er, for - som Hermann Prey sagde i sit da
capo-interview: Det er utroligt, hvor meget man hører med øjnene. Desværre lagde min yndlingstenor sig jo ud med diverse selskaber (eller måske
snarere dirigenter og instruktører), så der findes ikke så meget med
ham på dvd, og så er cd'er da bedre end ingenting.
Forklaringen på den lave pris er, at det drejer om 30-40 år gamle optagelser, som man ellers ikke kan få. De fremstiller de kopier, man bestiller, men garanterer ikke for kvaliteten.
Det lyder jo lidt betænkeligt, men jeg har handlet hos dem et par gange før og tør godt igen. Kvaliteten er ikke helt som i nyt materiale - det gælder især billedsiden, men den er absolut acceptabel for mig, der ikke er superkræsen i den retning.
Det er bare en skam, at forsendelsen er så dyr: $ 22,99. Nå ja, det giver ca. 52 kroner i alt pr. stk., så det er stadig billigt. Det drejer sig jo om hele operaer.
Billedet er fra Wiener Staatsoper, hvor Franco Bonisolli sang i mange år.
Jeg har været der selv en enkelt gang. Det var i 1972 med Musik & Ungdom, og jeg kan ikke huske, hvad vi så, men det var med garanti ikke en af de store operaer. Jeg har en vag forestilling om, at det var en eller anden operette.
Jeg havde ikke regnet med, at titlen på A.J. Kazinskis nyeste krimi skulle tages bogstaveligt. Spændende er den, men så langt ude, også i en anden retning, at jeg nok ikke læser den igen.
Efter den omgang trængte jeg til lindring og tilbragte nogle timer på YouTube med at sammenligne tenorer.
Det startede med da capo-interviewet med Peter Schreier. Desværre var der noget ganske alvorligt galt med synkroniseringen efter det første kvarters tid, så jeg måtte nøjes med at lytte.
Jeg har aldrig brudt mig særligt om hans stemme, som jeg synes er lidt kedelig. Det viste sig, at det er manden ikke, selv om han er en yderst afdæmpet person.
Det kommer ikke bag på en, at han føler sig mere hjemme i en koncertsal end på en operascene. Ikke desto mindre hører han til dem, der ikke mener, at Don Ottavio i Mozarts Don Giovanni er en svag mand, og en kritiker var så begejstret for hans fremstilling af rollen, at han mente, at operaens navn burde ændres til Don Ottavio:
Til sammenligning:
Hvem er bedst, og hvorfor?
Jeg blev klar over, at Peter Schreier er en virkelig fremragende lied-fortolker. Det var undgået min opmærksomhed, fordi jeg jo ikke har interesseret mig for lieder ret længe.
Først, da han fyldte 70 - for ti år siden - trak han sig tilbage som sanger. Tenorstemmer er normalt ikke så holdbare, så det siger noget om hans teknik. Så vidt jeg kan se, er han stadig aktiv som dirigent.
I 2005 udkom hans selvbiografi, som jeg absolut må have fat i.
Jeg har længe ikke rigtig gidet høre på andre tenorer end Franco Bonisolli. Useriøst. Men jeg har jo advaret folk om, at jeg er useriøs.
For nylig så jeg så, at en anden blogger var temmelig begejstret for Lawrence Brownlee og faktisk havde indlejret Una furtiva lagrima med ham. Jeg benyttede mig ikke straks af det, men meget tidligt i dag - det vil sige temmelig kort efter midnat - gravede jeg den frem på YouTube, for jeg var alligevel blevet lidt nysgerrig:
Der er ingen tvivl om, at manden synger teknisk fremragende og har en god stemme - som jeg ikke synes er særlig spændende i sig selv, men det er jo en smagssag. Hvad værre er, får jeg ingen fornemmelse af nogen særlig sindsbevægelse i stemme eller mimik, og han synger trods alt dette her (i engelsk oversættelse):
A single furtive tear
from her eyes sprang:
Of those festive, young girls
envious she seemed to be.
What more need I look for?
What more need I look for?
She loves me! Yes, she loves me, I see it. I see it.
Just for an instant the beating of
her beautiful heart I heard!
And my sighs became as one
fleetingly with her sighs!
Her heart beating, her heart beating to hear,
our sighs confounded as one...
Heavens! Yes I could, I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Oh, heavens! Yes I could! Yes I could die!
More I can't ask, I can't ask.
Yes I could die! If I could die of love.
Det havde lidt af den samme virkning på mig som dengang, norske Mormor have indlejret O sole mio med de berømte tre tenorer. Jeg havde længe været irriteret over al den hype omkring dem og især Pavarotti - hvad Mormor selvfølgelig ikke kunne gøre for - så jeg gik på tenorsafari på YouTube og var så heldig at finde Franco Bonisolli, som har været min helt lige siden.
Denne gang gik jeg så på jagt efter forskellige tenorers fortolkning af Una furtiva lagrima, og syntes, det blev ret interessant.
Det var nærliggende at sammenligne med Three Tenors.
Domingo, hvis stemme jeg i øvrigt aldrig har brudt mig særligt om, bliver berømmet for sin fremstillingsevne, og han gør det da også bedre:
Men jeg synes, at Pavarotti, som vist aldrig har fået skyld for at være nogen stor skuespiller, gør det en hel del bedre end Domingo:
Carreras, som var min yndlingstenor, før jeg fandt Franco Bonisolli, har aldrig manglet udtryk:
Jeg synes nu, det er i overkanten - virker noget fortænkt.
Hvad så med Roberto Alagna, som er blevet kaldt det 21. århundredes
tenor? Jeg havde ikke rigtig noget indtryk af ham, for jeg har undgået
ham på grund af en aversion mod hans fysiognomi. Her er han så:
Det er en flot stemme, så måske skulle jeg bare lytte
til ham, i alt fald indimellem, men sikken en krukke! Der bliver ikke
sparet på noget, og jeg kan godt lide de forsiringer, som også Caruso synger. Om Caruso selv opfandt dem, eller det er Donizettis egne alternativer, ved
jeg ikke. Men altså, jeg får den fornemmelse, at Alagna synger mere som sig selv end som den person, som han skulle fremstille i en bestemt situation. Jeg synes ikke, det er så rart at se på.
Caruso har jeg ikke taget med, fordi optagelserne er for gamle til, at jeg kan høre, hvorfor han stadig er så berømt. Det er muligt, at man kan lytte sig ind til, hvordan han i virkeligheden har lydt, men jeg har ikke forudsætningerne. I sit da capo-interview fortalte Franco Bonisolli, at han mediterede over indspilninger med de gamle berømte tenorer, og han hævdede, at han havde lært af det, men han havde jo også alle forudsætninger.
Til sidst - ja, gæt en gang:
Efter at have hørt på de ovennævnte og flere til forstår jeg nu, hvad han mente i da capo-interviewet, da han sagde, at han var så afhængig af teksten, at han ikke kunne synge uden at have en tekst. Det var måske nok at sætte sagen på spidsen, men læg mærke til, hvor naturligt han synger. Han lyder, som om han virkelig mener hvert eneste ord - meget udtryksfuldt, men ikke på nogen måde fortænkt eller overdrevet. Stemmen - som ikke kommer til sin ret på grund af den dårlige optagelse, der var den eneste, jeg kunne finde, sandsynligvis fordi det ikke længere var Bonisollis fag - er overhovedet ikke til diskussion!
Og så til allersidst faldt jeg over ham her, som jeg aldrig før var stødt på:
Heller ikke noget krukkeri der, og han agerer virkelig med både kroppen og en stemme, der bestemt ikke er at kimse ad. Meget, meget italiensk - men det er der jo ikke noget galt i, især ikke i en italiensk opera, der foregår i Italien. Jeg fik lyst til at høre/se et par af de andre meget kendte arier med ham - og blev lidt træt af ham, for det viste sig at være en facon, men man kan i alt fald ikke beskylde ham for at mangle udtryk.
Efter at have tilbragt en temmelig stor del af natten i berømte tenorers selskab har jeg ikke følt mig særligt energisk i dag, så jeg har holdt lørdag. I morgen er det fredag her i huset.
Jeg havde et indlæg om hver af mine basyndlinge, allerede før jeg valgte bassangere som emne. De to - Franz Crass og Karl Ridderbusch - er så forskellige, at det ville være mig umuligt at udnævne en af dem til min nummer et, men det behøver jeg jo heller ikke.
Til min store fortrydelse forsvandt interviewet med Karl Ridderbusch efter nogen tid. Det var ikke blot det mest underholdende af alle de da capo-interviews, jeg har set, men det indeholdt også nogle virkelig gode klip, som ellers ikke findes på YouTube, og netop dette interview kan ikke længere købes hos House of Opera.
Ærgerligt.
Nu er der endelig en, der har forbarmet sig og lagt det ud igen. Det kan varmt anbefales - også, selv om man ikke interesserer sig specielt for opera:
Problemet er at finde ud af, hvordan eller i det mindste hvornår det hele egentlig begyndte.
Hvis man skal tro Wikipedia, begyndte det i Italien, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen.
Den angiveligt første opera var et resultat af renæssancens begejstring for antikken; man ville genskabe den græske tragedie. Ophavsmændene var komponisten og musikmæcenen Jacopo Corsi og Jacopo Peri, som var sanger (tenor), musiker og komponist. De skrev musikken i fællesskab og fik digteren Ottavio Rinuccini til at skrive teksten. Det var i Firenze, det foregik - som så meget andet på den tid, der havde med kunst og kultur at gøre.
Emnet var Dafne, som også var titlen på operaen, der blev opført i 1597 for en lille, kulturel elite og blev modtaget med begejstring. Desværre er det stort set kun teksten, der er bevaret, og de få stumper af musikken, der har overlevet, er der ikke nogen, der har været så venlige at lægge ud på YouTube.
Peri havde fået blod på tanden og skrev flere operaer. Den første efter Dafne var Euridice, også med libretto af Rinuccini, som blev opført i 1600 i anledning af brylluppet mellem Henrik IV af Frankrig og Maria de' Medici. Den er bevaret og opføres undertiden af specialister - som på klippet her:
Man kan vel roligt gå ud fra, at den kun tre år ældre Dafne ikke lød så meget
anderledes.
Mit oprindelige hovedformål med at skrive blog - at vænne
mig, som hadede dansk stil, til at skrive - er opfyldt, men måske har jeg
fundet et nyt. Det skal i alt fald afprøves.
For resten har jeg lige set, at DRK sender Tosca i aften. Puccini er
ganske vist en af mine yndlingskomponister, selv om hans handlinger gennemgående
er temmelig dystre, men lige netop Tosca med dens tortur, mord og selvmord kan
jeg ikke holde ud at se på.
Det er klokken 20, det foregår, hvis man er mindre sart.
Med Ulrik Cold kommer både kalenderen og jeg helt hjem til jul.
Jeg har oplevet ham både som en fantastisk Don Basilio i Baraberen i Sevilla, som oratoriesanger, som visesanger og som foredragsholder under HOF.
Han havde en flot basstemme, selv om visse skribenter endnu engang forsøger at gøre en bas til basbaryton.
Ligesom Boris Christoff var han jurist, men studerede sang allerede samtidig med juraen og debuterede på Den Jyske Opera som Sarastro i Tryllefløjten i 1968, samme år som han han blev færdig som jurist. Hos mig falder en sammenligning mellem de to stemmer absolut ud til Ulrik Colds fordel. Der var også meget hurtigt efter hans debut bud efter ham fra Tyskland.
I 1971 blev han ansat på Det kgl. Teater, hvor jeg så ham som Don Basilio, en dramatisk præstation, som fik fjernsynsomtale. Efter fire sæsoner på Det kgl. Teater blev han operachef, men det varede kun i to år af forskellige grunde, hvoraf den vigtigste nok var, at han meget hellere ville synge end administrere. Han var stadig meget efterspurgt i udlandet.
Ulrik Cold var yderst alsidig, ikke blot med hensyn til operaroller; han var også oratorie- og liedsanger og jeg fulgte engang en foredragsrække om lieder med ham under HOF. Det var en oplevelse, både fordi han naturligvis selv leverede korte eksempler, og fordi han havde humoristisk sans. Jeg kom til at kunne lide ham som menneske - hvis man da kan det på så spinkelt et grundlag.
Derfor fik jeg pludselig meget travlt en gang, hvor jeg var på cykeltur fra Hvidovre til Skagen og opdagede, at han skulle synge i Vejgaard Kirke samme aften, som jeg var landet i Aalborg og havde fået mig installeret på vandrerhjemmet. Jeg nåede det, fordi jeg kendte vejen fra gamle dage. Vejgaard støder op til Aalborg lige i nærheden af, hvor jeg engang boede. Triumf!
Nogle år senere begyndte han at synge viser til Bodil Heisters harmonika-akkompagnement. Det foregik såmænd i Caféteatrets café. Stemningen var fantastisk.
I 1975 sang han Sarastro i Ingmar Bergmans svenske fjernsynsopsætning af Tryllefløjten, som gik verden rundt som film.
De fleste vil gerne hjem til jul, også min julekalender. Desværre har det vist sig at være svært at finde noget med danske bassangere, så jeg starter med et par stykker, som jeg længe troede var danske.
Den ene er Kim Borg, som var finne, men som danskerne tog til sig i en sådan grad, at jeg har hørt mine forældre nævne ham ganske naturligt, selv om deres interesse for klassisk musik kunne ligge på et temmelig lille sted.
Kim Borg uddannede sig først til kemiingeniør og arbejdede som forskningsingeniør, men sideløbende uddannede han sig i sang - delvis i København - og komposition.
På YouTube er han bas og på Wikipedia basbaryton, men jeg synes nu, han klinger tilstrækkeligt dybt til at tælle som bas, selv om han ikke var nogen sort bas.
Kim Borg sang sin første operarolle, som var Colline i Puccinis La Bohème, på Den Jyske Opera og fik siden stor succes rundt omkring i verden. For eksempel sang han Boris Gudonov på russisk på Bolsjojteatret med enorm succes:
På Metropolitan sang han Grev Almaviva i Figaros Bryllup. Desværre har jeg ikke kunnet finde ham som Greven, men jeg har selv hørt ham i den rolle på Det kgl. Teater.
Da han nu var finne, må han vel have lov at synge noget finsk. Sibelius ligger lige for, men jeg har aldrig brudt mig ret meget om noget, jeg har hørt af Sibelius, så det bliver en sang af Oskar Merikanto:
Fra 1972 til 1989 var Kim Borg professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han udgav flere sangpædagogiske værker.
I øvrigt mente han det alvorligt med uddannelsen i komposition. Det kunne selvfølgelig være interessant at høre nogle af hans kompositioner - han skrev både orkesterværker, kammermusik og sange.
Den tredje, sidste og bedste bulgarske bas er Nicola Ghiuselev. Det kan ikke undre nogen, at han vandt flere priser:
I 1978 giftede han sig med Pavarottis bysbarn Mirella Freni, som han traf under en opførelse af Gounods Faust. De bosatte sig i hendes hjemby, Modena, og ægteskabet holdt til hans død i 2004.
Da jeg nu var kommet i gang med Bulgarien, faldt jeg over Rafael Arie - pragtfuldt navn til en sanger - som bestemt heller ikke manglede dramatiske evner, og hvis stemme jeg synes bedre om::
Her er også han - for sammenligningens skyld - som Kong Filip i Skæbnens Magt.
Hans version af Mussorgskys sang om Loppen kan jeg slet ikke stå for:
Der må være nogle flere gode amerikanske basser, men de er åbenbart ikke sådan at finde, så jeg hopper tilbage til Europa, nærmere bestemt Bulgarien.
Da jeg i sin tid gik i gang med de russiske basser, troede jeg, at Boris Christoff var russer, men måtte opgive ham, fordi de viste sig, at han var bulgarer. Han er ellers den eneste østeuropæiske bas, jeg kendte navnet på i forvejen, bortset fra Chaliapin. Jeg havde hørt navnet i radioen.
Som barn sang han i kirkekor, og han fortsatte med at dyrke korsang i sin fritid, mens han studerede jura og selv efter, at han havde afsluttet studiet og var blevet dommer. Den succes, han havde i solopartierne, indbragte ham et statsstipendium til at studere sang i Italien i to år.
Stemmen fejlede selvfølgelig ikke noget, men det, der gjorde ham så kendt, at selv jeg havde hørt om ham, var hans ualmindelige dramatiske evner, som gjorde ham eftertragtet på operascenerne:
Man måtte så finde sig i, at han kunne være temmelig vanskelig uden for scenen.
Her er han under en optagelse, hvor selve stemmen også høres tydeligere:
Jeg vil til enhver tid hellere lytte til Rameys landsmand Giorgio Tozzi:
Der ligger heldigvis en del med ham på YouTube.
Han kunne have lært Ezio Pinza et og andet om at synge musical:
Ikke Rameysk sandpapir - nej, fløjl! Ikke underligt, at han vandt tre grammyer.
Tozzi skrev også en roman, The Golem of the Golden West, som udkom i 1997. Mon manden faktisk også kunne skrive? Jeg blev i alt fald nysgerrig og fandt ud af, at det er muligt at købe bogen på amazon. Den havde fået én anmeldelse:
The title caught my attention, and I asked myself, "what in the world is a
'Golem' and what has it to do with the 'Golden West'?" I glanced at the first
page and found myself being drawn into the story. The words flowed with such an
energetic stream of consciousness that after the first three pages I decided I
had to read on to the end. I purchased the book then and there, have found it to
be one to the most informative, exciting and entertaining books I have ever
read. I find it hard to believe that this is a first novel by this author. I
will eagerly look foreward to more of his works.
Men hvad mon den egentlig handler om? Det ender nok med, at jeg køber den, selv om den ikke findes som e-bog.
Efter Rameys sandpapirs-Giovanni kunne det være interessant at høre ham som Sarastro:
Sjovt nok får den version følgende kommentar på YouTube:
Ramey's voice is so beautiful here. He was a true basso cantante. The voice
had elegance, beauty, flexibility and agility, and an effortless quality that
have never been matched.
Jeg er aldeles ikke enig. Det må være en temmelig rabiat fan, der har skrevet det. Vedkommende burde lytte en hvilken som helst af tyskerne i den samme arie - for eksempel Kurt Moll:
.
Der er nu noget over Rameys fysiognomi, som egner sig til dæmoniske roller:
Her lyder han efter min mening noget bedre end som Sarastro - han lader til at befinde sig bedre i knap så dybe roller. Er han i virkeligheden en basbaryton, der har fundet det opportunt at dyrke den dybere del af sit stemmeomfang? Jeg synes, det lyder sådan.
Kurt Moll er lidt yngre end de to sidste og stadig i live, men gammel nok til at have trukket sig tilbage. Efter min mening er han gennemgående noget mindre spændende at høre på end de to foregående, men hans stemme er smuk og endnu dybere. Hør engang hans talestemme:
Derfor var han selvskreven som Kommandanten i Mozarts Don Giovanni. Kommandanten er far til en af de kvinder, som Don Juan har svigtet, og Don Giovanni har dræbt ham i en duel. Don Giovanni har i spøg indbudt statuen af Kommandanten til middag, og nu kommer den for at give Don Giovanni en sidste chance for at forbedre sig - ellers ender han i helvede:
Bassen Samuel Ramey synger Don Giovanni, selv om Mozart faktisk havde skrevet partiet til en lys bariton, som Hermann Prey forklarede i sit da capo-interview. I betragtning af forklaringen er det mærkeligt, at det blev almindeligt at lade Don Giovanni være bas i stedet.
Ramey fandt jeg for første gang, da jeg havde brug for en sammenligning med Chaliapin som Don Quijote, og dengang syntes jeg ret godt om hans stemme. Her synes jeg, at der er for meget sandpapir. Mon det er en tilsigtet effekt?
Det må undersøges, så i næste indlæg hopper jeg en tur over Atlanterhavet og ser, hvad jeg kan finde om Ramey og amerikanske basser i øvrigt.
A propos Den Flyvende Hollænder er her et lille uddrag med min anden bashelt, Karl Ridderbusch, som Sentas far, Daland. Jeg har ikke kunnet finde nogen rigtig god gengivelse på YouTube, efter at en eller anden skurk har fjernet da capo-interviewet med Ridderbusch, men jeg tror nu alligevel, man kan få en idè om den usædvanlige klangfylde, især hvis man holder ud til omkring 2:30:
Grunden til, at jeg tager Dalands sang med, selv om gengivelsen ikke er så god, er, at der knytter sig en historie til rollen, som Ridderbusch fortæller i det forsvundne interview.
Tidligt i sin karriere blev han ringet op og spurgt, om han kunne synge Daland på La Scala i Milano. Det var alle tiders chance, så han sagde, at den rolle havde han sunget 75 gange. Hvilket var en lodret løgn. Han havde aldrig nogensinde sunget den, men han vidste også, at han ikke fik rollen, hvis han sagde sandheden. Altså fik han rollen og ankom til Milano, hvor dirigenten var den berømte og åbenbart velorienterede Wolfgang Sawallisch. Han vidste, at Ridderbusch aldrig havde sunget rollen før, men han må allerede have haft tillid til hans evner som sanger, for han holdt tand for tunge og arbejdede privat med Ridderbusch i to hele dage. Ridderbusch glemte ham det selvfølgelig aldrig.
