Jeg har modtaget Christa Ludwigs selvbiografi fra amazon.de. Den hedder Und ich wäre so gern Primadonna gewesen.
Forklaringen på titlen har jeg ikke endnu, for jeg er ikke begyndt at læse bogen, men hun har sans for humor - ellers havde hun jo nok heller ikke kunnet være gift med den herlige basbaryton Walter Berry i 13 år. Han var yderst charmerende - som det fremgår af hans da capo-interview - og populær, også blandt kolleger, og på en måde berygtet, fordi man aldrig kunne vide, hvad for spilopper han nu havde fundet på.
Christa Ludwig havde - eller har måske stadig - en meget smuk stemme, som jeg egentlig synes bedre om end Cecilia Bartolis, selv om jeg ellers er Bartoli-fan.
Af en eller anden grund kan jeg ikke finde en video, hvor hun kun synger den arie, som jeg gerne vil sammenligne med Bartolis version, men det er den første på videoen her:
Til sammenligning:
En af grundene til, at jeg ikke har haft tid til at begynde på bogen, er, at jeg fandt hele Den gamle mølle på Mols på YouTube. Her på min store skærm virker den lidt uskarp, men jeg så den på min iPad, og der var der ikke noget i vejen.
Her er traileren:
Jeg elsker en god folkekomedie, og de fås ikke bedre end denne her!
Desværre er formatet for smalt til, at man rigtigt kan se klippene og danne sig et indtryk, medmindre man klikker på titellinjerne, så man kommer ud på YouTube.
Franco Bonisolli har indsunget to cd'er med napolitanske folkesange. Den ene indeholder La Danza, som er skrevet af Rossini, der aldeles ikke var napolitaner:
Jeg kunne godt have tænkt mig at se ham synge den ...
Melodien er en tarantel, så det er ikke så underligt, at den straks mindede mig om 3. akt af Napoli:
Jeg
tror for resten ikke, at der er andre lande, der har en nationalballet -
i det mindste ikke en, de ikke er blevet påtvunget. Sjovt, at vores
foregår i Italien, uden at der indgår så meget som en eneste dansker i
handlingen.
Der ligger selvfølgelig mange andre
versioner af La Danza på YouTube. Jeg orkede ikke dem alle sammen, men
jeg måtte lige høre, hvad Cecilia Bartoli får ud af den:
Jeg
tror ganske vist ikke, at Rossini forestillede sig, at der skulle
danses til La Danza, men jeg tror, at man skulle få en fornemmelse af
dansen, så jeg mener, at hun øver vold mod komponistens hensigt. Der
kommer et virtuost nummer ud af det, men det ville være umuligt at danse
til den udgave. Og dog; CB har jo dyrket flamencodans. Den
vanvittigt hurtige rytme kunne sikkert markeres med hæle og
kastagnetter.
Hvad så med det tyvende århundredes mest hypede tenor?
Det er åbenbart en meget alvorlig sag! James Levine, der akkompagnerer, har en mimik, der passer meget bedre.
Et
par steder synes jeg, det lyder, som om han har svært ved at følge med.
For mig ser det også ud og lyder, som om han kæmper med den afsluttende
høje tone og så til sin lettelse til sidst får rigtigt fat i den, men
det kan da godt være, at intentionen er et crescendo. - Man kan undre
sig over, hvorfor han synger den sang. Måske på opfordring fra publikum.
Hvad med den næste generation?
Optagelsen her er fra lige før Rolando Villazóns
meget omtalte halsoperation, der skulle være et resultat af en
mangelfuld teknik, men jeg synes, han klarer det ret godt, måske bortset
fra, at stemmen indimellem og især til allersidst ligesom mangler
"glans". Det kan jo skyldes gengivelsen. Under alle omstændigheder er
mandenden fødte performer, og han leverer et formidabelt nummer til både publikums og sin egen åbenlyse fryd.
Det er gået op for mig, at påsken er forbi, men nogle påskeæg holder længere end andre, og mit er ekstremt langtidsholdbart.
Hos min sidste sanglærerinde plejede jeg at synge de
tre mezzo-arier i Pergolesis Stabat materfra 1736. Derfor ingen påske uden
Stabat mater, bortset fra i år. Det var en lidt underlig påske, hvor ingenting
rigtig blev til noget - hvilket overhovedet ikke er interessant.
Men dét var en Google Alert om Franco Bonisolli. Linket var til en arie fra Pergolesis anden opera, Lo Frate 'nnamorato fra 1732.
Jeg syntes, der var noget bekendt ved arien, samtidig med, at jeg var sikker på, at jeg
aldrig havde hørt den før. Måske ikke så underligt, for på den tid lånte komponister jo ofte hos både sig selv og hinanden. Så gik det op for mig, at grunden til mit dejà-ecouté var, at der var "citater" fra de to af mine tre Stabat mater-arier, som jeg synes bedst om:
De to arier i Stabat mater, som er skrevet til Langfredag, er altså en slags musikalsk videreudvikling af en fire år ældre buffo-opera.
Så så jeg ud ad øjenkrogen, at arien også fandtes på YouTube med Janet Baker, hvor videoen viste noder og tekst parallelt med det, der blev sunget.
Hvor spændende! Janet Baker er jo nemlig mezzosopran ligesom
jeg (sans comparaison i øvrigt). Her fik jeg minsandten en sanglektion forærende!
Det er ikke, fordi den ligefrem glimrer ved sin variationsrigdom, og Dame Janets udgave er lidt kedelig, selv om den er god at lære efter. Franco Bonisolli forstår at variere den med forskellig betoning og stemmestyrke.
Senere gav jeg mig tid til at læse om Lo Frate ’nnamorato og
fandt ud af, at Ascanio ifølge Wikipedia blev sunget af en sopran, men dengang skelnede man ikke så skarpt. Bukseroller synges normalt af en mezzosopran, og arien her går jo ikke særlig højt.
Lidt interessant er det også, at librettoen er skrevet på
napolitansk – som Franco Bonisolli nærmest var ekspert i. Han tjente i sin
tid til studierne ved at synge napolitanske folkesange om sommeren og være ski-instruktør om vinteren. Der har været en bemærkning på YouTube om hans
perfekte napolitanske udtale fra en indfødt napolitaner, som må formodes at
vide, hvad han taler om. Det er måske netop den baggrund, der har fået FB til at tage arien op i sin tid.
Det faldt mig pludselig ind, at det var temmelig længe siden, jeg
havde hørt noget nyt med Philippe Jaroussky, så jeg kiggede ind på hans
website. Der fandt jeg ud af, at han i september sidste år udgav et Farinelli-album med musik af Porpora, der havde været Farinellis sanglærer.
Underligt. Jeg må være gledet ud som
nyhedsbrevmodtager.
Jaroussky skriver, at han har været betænkelig ved at
tage Farinellis numre op, men at han nu endelig føler, at han har nået et punkt,
hvor han kan gøre det. Noget tyder på, at han har ret.
Albummet indeholder heldigvis også to duetter med Cecilia Bartoli.
Der er ikke så mange muligheder på ÝouTube, hvis man gerne vil have et klip med en enkelt arie, men her er hele operaen:
Heller ikke denne gang har jeg haft tid til at høre det hele, men Cecilio, Sillas rival, synges af den svenske mezzosopran Kristina Hammarström, og hun er i høj grad værd at lytte til. Man skulle tro, at enhver straks ville give op over for en rival, der kan synge sådan. Cecilio kan høres på 14:24, 16:40, 41:27, 1:04:34, 1:26:58 og 2:04:12. Jeg kan anbefale den arie, der starter på 16:40.
Jeg kan nu engang bedre lide mezzosopraner end sopraner. Måske er der noget i vejen med mine ører.
Egentlig synes jeg, at ham Mozart nu godt snart kunne tage sig sammen til at skrive noget, som ikke-supermusikalske folk som jeg faktisk kan huske noget af bagefter. Selv om han kun er 15 på dette tidspunkt, kan man jo ikke ligefrem sige, at han mangler øvelse. Men det lyder da nydeligt, mens det står på.
I dag fylder Cecilia Bartoli 47. Jeg synes, at hun har været der 'altid', men hun er alligevel ikke så forfærdelig meget ældre, end hun ser ud. så hendes publikum kommer sandsynligvis ikke til at skulle undvære hende foreløbig.
(Jeg ved desværre ikke, hvordan man centrerer videoen her på siden, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.)
CB's påklædning kan være temmelig mærkværdig, men denne gang er der absolut intet at udsætte på hendes kjole. - Arien er fra hendes seneste projekt, Mission, hvor hun synger musik af Agostino Steffani, en tidlig barokkomponist, som de fleste aldrig havde hørt om, før omtalen af CB's cd/dvd begyndte.
Den skælmske person, der synger arien, er tydeligvis sprudlende glad, så jeg synes, den passer til en fødselsdag, men jeg har haft og har mere end nok om ørerne, så jeg har endnu ikke taget mig tid til at læse den omfattende beskrivelse af musikken på Mission og ved derfor ikke præcist, hvad situationen er. Det kommer. Som August Everding siger et sted i sit da capo-interview med Franco Bonisolli: Mehr Wissen macht doch mehr Lust.
Steffani er ikke blot en spændende komponist, men havde også en spændende tilværelse som både diplomat og missionær for
katolicismen i Europa. Den amerikanske forfatterinde Donna Leon, som er CB-fan, har skrevet en moderne thriller med titlen The Jewels of Paradise, hvor Steffanis liv og værker danner baggrund. Den udkom i 2012 samtidigt med Mission, men den har jeg heller ikke læst - endnu ...
I am like a ship that, agitated (Son qual
nave ch'agitata) by
many rocks among the waves, (da più scogli in mezzo all'onde) gets
confused and, scared, (si confonde e, spaventata,) sails
in the middle of the sea, (va solcando in alto mar,) but
when sees the beloved shore (ma in veder l'amato lido) leaves
the waves (lascia l'onde) and
the perfidious wind (e il vento infido) and
goes to the port to
rest. (e va in porto a riposar.)
Videoen stammer fra en koncert på The Barbican i London. Det skulle være et da capo-nummer, så hun har altså lige sunget den seriøse udgave, som findes på videoen Sacrificium(2010).
For mig er nummeret et passende farvel til 2012 og goddag til 2013 - også, fordi CB forvandler den seriøse arie til en - ganske vist ekstremt krævende - joke. Humor skal der undertiden til for at overleve.
Det er efterhånden temmelig længe siden, jeg har givet mig tid til at lytte til Cecilia Bartoli, selv om hun er min absolutte yndlingssangerinde. Hendes nyeste album har jeg ikke engang åbnet endnu. Jeg har været alt for optaget af August Everdings Da capo-udsendelser.
For at få rettet lidt op på det har jeg forsøgt at finde en eller anden form for julemusik med hende på YouTube. Det lykkedes ikke, men jeg fandt denne her optagelse fra en koncert i 2008:
Er den fantastiske kjole ikke nærmest julerød?
Titelrollen i Rossinis La Cenerentola (Askepot) har Cecilia Bartoli sunget lige siden begyndelsen af sin karriere i slutningen af 1980'erne. Allerede dengang vakte hun opsigt, men hun har naturligvis udviklet partiet i årenes løb.
Den rød(håred)e præst var selv violinvirtuos og skrev de allestedsnærværende Le Quattro Stagioni (De Fire Årstider) og sandelig også en ledsagende sonet til hver årstid. Alle fire kan læses her på italiensk og engelsk. Le Quattro Stagioni var utroligt nok stort set glemt indtil begyndelsen af forrige århundrede, men det bliver de aldrig igen.
Vivaldi var enormt produktiv. Han skrev over 500 koncerter - 23o af dem ikke så sært for violin. Desuden skrev han efter eget udsagn 94 operaer, selv om det 'kun' har været muligt at finde ca. 50. Dertil kommer kammermusik, symfonier og næsten 100 sonater.
Det eneste, jeg kender til operaerne, er de arier, som jeg har fundet på youtube - indtil videre. Jeg har nemlig en boks med 100 cd'er eller deromkring, vistnok med alle Vivaldis værker, som jeg ikke kunne stå for, og som jeg ikke har fået spillet endnu. Pinligt. Men jeg har jo snart en god, lang juleferie.
Her er en arie fra operaen Griselda. Librettoen er delvis genbrug, men tilpasset af selveste Carlo Goldoni. Handlingen er baseret på den tiende og sidste fortælling i Boccaccios Decameron, og det er en ganske indviklet historie, selv om den ikke kan hamle op med arien i den retning. Jeg synes, arien bærer tydeligt præg af, at den er skrevet af en violinvirtuos:
Man forstår jo godt publikums begejstring, for det er en helt utrolig præstation. Selv om man måske ikke bryder sig særligt om så overbroderet en stil, er det ret fascinerende at se Cecilia Bartoli synge den. Hun lader til at more sig.
Vivaldi er også ophavsmand til operaen Bajazet. Det vil sige, de gode personers arier skrev han selv og huggede så resten fra andre operaer - hvad der var helt legitimt på den tid. Ni af de 16 (!) lånte er dog fra hans egne operaer. Her er en af dem, som han skrev specielt til Bajazet, og som jeg synes er utroligt smuk:
Denne her er fra Giustino, en anden af hans eklektiske operaer med en indviklet handling. Jeg har ikke kunnet finde teksten, men jeg gætter på, at det er lykkens gudinde, der synger, fordi jeg har læst, at hendes arier antyder et drejende hjul:
Til sidst en koncert for lige at understrege, at selv om Vivaldi skrev mange operaer, skrev han mindst fem gange så mange koncerter, og dem var han alene om. Denne her er for cello og fagot og altså en af det godt og vel kvarte tusind, som ikke er for violin:
Romantikken var det 19. århundredes stil - stort set.
Man dyrkede geniet, følelserne, naturen, folklore, det overnaturlige, historien. På en måde var det i begyndelsen en næsten eskapistisk periode. Det var heller ikke så underligt, hvis man trængte til at lægge oplevelserne under den franske revolution og Napoleonskrigene bag sig.
Jeg tror godt, man kan forsvare at påstå, at det 19. århundrede var operaens storhedstid.
Som nævnt under Operette var det et nummer fra Donizettis berømteste opera, Lucia di Lammermoor fra 1835, der gjorde mig til operafan i en tidlig alder, og før det blev moderne. Tre år tidligere havde han skrevet L'Elisir d'amore (Elskovsdrikken), der indeholder arien Una furtiva lagrima, som alle tenorer elsker højt. Af de tre berømte tenorer synes jeg, at José Carreras har den smukkeste klang, så her er hans version:
Og så lever han rollen - i modsætning til Pavarotti, der stort set bare står og synger løs på de klip, jeg har fundet med ham. Selv om man er god til det, er det ikke nok i sådan en rolle. Desværre er lyden her lidt 'fjern', men af en eller anden grund har de andre klip med Carreras et underligt, dybt ekko, så man ikke får det rigtige indtryk af Carreras' stemme. Det mener jeg, at man trods alt får her. Jeg har nemlig en gang for en del år siden oplevet ham live i København.
Hvornår den syngestil startede, som Rossini, Bellini og Donizetti er de kendteste repræsentanter for - belcanto - er der meget delte meninger om, men den nåede i alt fald et højdepunkt i det tidlige 19. århundrede. Belcanto betyder simpelthen skønsang, men anvendes altså som betegnelse for en bestemt stil. Meget kort fortalt skal der synges flydende og sammenhængende, ikke deklameres. Samtidig komponeres der med mange forsiringer. Det kræver en ekstremt fleksibel stemme og i det hele taget en fantastisk teknik at synge belcanto-repertoiret.
Bellini blev kun 36 år, men nåede alligevel at skrive 10 operaer. En af de kendteste er Norma. Her er Cecilia Bartoli med en særlig udgave af en af arierne fra den, som hun synger, efter at vi har fået forklaringen på, at hendes version er anderledes end dem, man ellers hører:
Der er dem, der påstår, at Hermann Prey er den bedste Figaro. Jeg tror dem gerne!
Tyskeren Giacomo Meyerbeer skal absolut også med her. Han er specialist i det, der kaldes grand opera. Det vil sige opera i den store stil med med 4-5 akter, lange rollelister, stort orkester og kor, indlagte balletter, special effects, overdådig scenografi og med en handling med en eller anden tilknytning til historiske begivenheder. Det er dyrt at producere den slags, så det er måske derfor, han ikke opføres så meget. Jeg opdagede ham kun, fordi jeg lånte en vinylplade på biblioteket med Frederica von Stade, hvor hun synger arier fra forskellige operaer, blandt andre Cherubinos Voi che sapete fra Figaros Bryllup, som jeg skulle lære. - Her er min opdagelse:
Jeg syntes straks, at den var utroligt flot, og det synes jeg stadig, at den er. For resten igen en mezzosopran i en bukserolle - i alt fald delvis. Denne person er en adelsdame, som på dette sted optræder forklædt som page. Operaen hedder Les Huguenots (Huguenotterne) og er fra 1839.
Men et helt århundrede er lang tid, og naturligvis er der forskel på begyndelsen og slutningen af perioden. Ganske vist holder jeg mest af de tidligere romantiske operaer, men jeg har da for eksempel ikke noget særligt imod Rigoletto eller Aïda fra henholdsvis 1851 og 187i af Verdi. En af de største operaschlagere nogensinde er fra Rigoletto, og denne gang synes jeg, at Pavarotti gør det bedst:
Her er der liv i hans mimik. Jeg morer mig lidt over, at selv om han faktisk agerer ret godt, falder han ud af rollen til allersidst, fordi han skal koncentrere sig om de sidste, høje toner, hvad der er forståeligt, og så, så snart han har afsluttet arien, ligner han grangivelig en sportsmand, der lige har sat verdensrekord; hvad han vel også på en måde er, men alligevel! Jeg har set det endnu tydeligere på andre klip, men slet ikke på klip med andre sangere.
Omkring 1890 startede verismen med sin krasse realisme. Ikke lige min kop te. Ikke desto mindre holder jeg meget af Puccinis musik, selv om jeg nægter at se den ekstremt grumme Tosca mere. Tre gange må være rigeligt.
Der er ganske vist senere operaer, som jeg gerne ser eller lytter til, men ikke mange. Holder man af opera, er man nødt til at høre noget forskelligt, om ikke for andet, så for at holde sig a jour med udviklingen, selv om det ikke sker så ofte, at man falder over noget nyere, som man faktisk synes om - hvis man er mig.
Jeg kunne skrive meget om mit forhold til sang og sangere, men må nok hellere holde mig nogenlunde til emnet og koncentrere mig om at vise, hvad det er for en type roller, mezzosopraner synger. På engelsk siger man witches, bitches and britches - hekse, harper og (unge) herrer. Britches eller, mere korrekt, breeches betyder (knæ)bukser; på dansk har man udtrykket bukseroller.
De tre arier, jeg har valgt som eksempler, har jeg et særligt forhold til, fordi jeg selv har arbejdet med dem. Jeg trøster mig med, at de professionelle har brugt al deres tid og energi på at nå de flotte resultater.
En ganske almindelig harpe har jeg ikke været, men jeg har været en heks:
(Advarsel: Optagelsens lydkvalitet er sine steder elendig)
Arien er fra Verdis Maskeballet på det sted, hvor heksen Ulrica påkalder "afgrundens konge".
Den er interessant at synge, også fordi den går meget dybt. Så dybt, at re bliver til rA og silenzio til silAnzio i de fleste af de udgaver, jeg har fundet, og altså også her. Jeg har valgt klippet til trods for den dårlige lydkvalitet, fordi jeg synes, at man alligevel får en oplevelse af en både sangligt og dramatisk flot præstation. Sangerinden hedder Heather McFadden, og andet kender jeg ikke til hende, men jeg synes som sagt, at hun gør det eminent.
Jeg var MULIGVIS nævnt det før: Min absolutte yndlingssangerinde er mezzosopranen CeciliaBartoli, ikke "kun" på grund af stemmen og teknikken, som er lige utrolige, men også på grund af hendes interesse for og arbejde med ældre og glemt musik og kastrat-sangernes repertoire, en interesse, som hun i øvrigt deler med kontratenoren Philippe Jaroussky, og endelig på grund af det humør og den livsglæde, hun udstråler. Det er måske også derfor, jeg synes, hun er en fryd at se på, selv om hun ikke ligner en fotomodel.
Cecilia Bartoli leverer de to sidste eksempler, som begge er bukseroller.
Først den første arie, jeg fik at arbejde med, da jeg for alvor startede på sangundervisning - sikkert, fordi den er kort og derfor i alt fald i én forstand overkommelig. Melodien er meget kendt som "Händels largo", men det er altså oprindelig en arie fra operaen Serse, og det er Xerxes, der synger om, hvor skønt der er i platanens skygge:
Teksten og mere om det berømte stykke kan læses her. Den første del er et recitativ og er ikke taget med i Cecilias meget smukke udgave.
Fra barok til wienerklassik: Mozarts Figaros Bryllup. Her synger pagen Cherubino om, hvor svært og dejligt det er at være en letfængelig teenager:
Indrømmet, den tid er forbi, hvor Cecilia rent fysisk kunne være troværdig som ung page. Ikke desto mindre synes jeg, at hun spiller rollen meget charmerende. En bedre udgave har jeg ikke hørt, og jeg har hørt mange. Det er jo ikke ligefrem nogen ukendt arie.
Det er svært at slutte, men sluttes skal der. Nu var jeg ellers lige kommet godt i gang :-)
