Mission

I dag fylder Cecilia Bartoli 47. Jeg synes, at hun har været der 'altid', men hun er alligevel ikke så forfærdelig meget ældre, end hun ser ud. så hendes publikum kommer sandsynligvis ikke til at skulle undvære hende foreløbig.



(Jeg ved desværre ikke, hvordan man centrerer videoen her på siden, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.)

CB's påklædning kan være temmelig mærkværdig, men denne gang er der absolut intet at udsætte på hendes kjole. - Arien er fra hendes seneste projekt, Mission, hvor hun synger musik af Agostino Steffani, en tidlig barokkomponist, som de fleste aldrig havde hørt om, før omtalen af CB's cd/dvd begyndte.

Den skælmske person, der synger arien, er tydeligvis sprudlende glad, så jeg synes, den passer til en fødselsdag, men jeg har haft og har mere end nok om ørerne, så jeg har endnu ikke taget mig tid til at læse den omfattende beskrivelse af musikken på Mission og ved derfor ikke præcist, hvad situationen er. Det kommer. Som August Everding siger et sted i sit da capo-interview med Franco Bonisolli: Mehr Wissen macht doch mehr Lust.

Steffani er ikke blot en spændende komponist, men havde også en spændende tilværelse som både diplomat og missionær for katolicismen i Europa. Den amerikanske forfatterinde Donna Leon, som er CB-fan, har skrevet en moderne thriller med titlen The Jewels of Paradise, hvor Steffanis liv og værker danner baggrund. Den udkom i 2012 samtidigt med Mission, men den har jeg heller ikke læst - endnu ...

Farvel, 2012!

I am like a ship that, agitated (Son qual nave ch'agitata)
by many rocks among the waves, (da più scogli in mezzo all'onde)
gets confused and, scared, (si confonde e, spaventata,)
sails in the middle of the sea, (va solcando in alto mar,)
but when sees the beloved shore (ma in veder l'amato lido)
leaves the waves (lascia l'onde)
and the perfidious wind (e il vento infido)
and goes to the port to rest. (e va in porto a riposar.) 

Videoen stammer fra en koncert på The Barbican i London. Det skulle være et da capo-nummer, så hun har altså lige sunget den seriøse udgave, som findes på videoen Sacrificium (2010).

For mig er nummeret et passende farvel til 2012 og goddag til 2013 - også, fordi CB forvandler den seriøse arie til en - ganske vist ekstremt krævende - joke. Humor skal der undertiden til for at overleve. 

Ikke et ord om hendes kjole.

GODT NYTÅR!

Rasmines julekalender 2012 - 23. december

Det er efterhånden temmelig længe siden, jeg har givet mig tid til at lytte til Cecilia Bartoli, selv om hun er min absolutte yndlingssangerinde. Hendes nyeste album har jeg ikke engang åbnet endnu. Jeg har været alt for optaget af August Everdings Da capo-udsendelser.

For at få rettet lidt op på det har jeg forsøgt at finde en eller anden form for julemusik med hende på YouTube. Det lykkedes ikke, men jeg fandt denne her optagelse fra en koncert i 2008:



Er den fantastiske kjole ikke nærmest julerød?

Titelrollen i Rossinis La Cenerentola (Askepot) har Cecilia Bartoli sunget lige siden begyndelsen af sin karriere i slutningen af 1980'erne. Allerede dengang vakte hun opsigt, men hun har naturligvis udviklet partiet i årenes løb.

Potteplanteplaner og hvad deraf fulgte

Da jeg nu er ved at have styr på min stue, er jeg begyndt at overveje at anskaffe nogle potteplanter til at pynte lidt op med. Det skulle også være så sundt med sådan nogle, så da jeg var i Netto i formiddags for at hente et par ting, købte jeg det sidste nye nummer af Hendes Verden, fordi det havde et tillæg om potteplanter.

Bladet er ellers ikke noget for mig med sin begejstring for håndarbejde og anden husflid, men da jeg nu havde anskaffet det, kiggede jeg det igennem og fandt til min fryd en serie om unge kvinder, der stilmæssigt foretrak at leve i henholdsvis 1920'erne, 1950'erne og 1970'erne. Der er altså andre, der ikke er så gamle som jeg, der synes, at nutidens stil er for trist.

Jeg vil afgjort hellere gå til fest i sådan en kjole:


end det, man ser butikkerne lancere som festtøj nu til dags. Desuden er sådan en 50'er-kjole langt behageligere at have på. Man har sin fulde bevægelsesfrihed. Jeg ved det; jeg er jo meget gammel og har oplevet en tid, hvor den stil var helt almindelig. Den begyndte med Christian Diors New Look-kollektion i 1947 og holdt sig faktisk temmelig længe uden de helt store ændringer. Illustrationen er lånt fra Vogue Patterns, som har en Vintage-serie.

Engang sidste år begyndte bladene at skrive om, at 50'er-stilen var på vej tilbage, men jeg synes ikke, jeg har set meget til det. Ærgerligt.

Mig og moden

Uffes indlæg om sin Musk Ox fik mig til at bemærke, at jeg altid havde følt mig hævet over diverse modetrends. Det passer faktisk ikke helt, når jeg tænker nærmere efter. Jeg hopper naturligvis på, når der er noget, jeg synes specielt godt om.

Se bare her.

Den kjole er næsten min – det vil sige, min var flottere! Den havde pufærmer med festonkant, og der var også en bred festonflæse langs halsudskæringen - men ellers!

Det var Brigitte Bardot, der lancerede køkkentern med festoner. Ternene på billedet er ikke helt køkkentern, men tæt nok på. Og farven er den rigtige. Det vil sige, det var den farve, min ternede kjole havde. BB's tern var lyserøde, men moden foreskrev ikke, at ternene skulle have nogen bestemt farve. Jeg havde også sådan et kobberbælte. Så vidt jeg kan se, nøjagtigt sådan et.

Jeg kan stadig godt lide stilen. Den er ideel om sommeren - synes altså jeg.

Men det bliver sjældnere og sjældnere, at jeg har lyst til at følge moden. Det er ikke, fordi jeg ikke vil prøve noget andet, men det må ikke stride imod min æstetiske sans!