Jeg skulle være begyndt på mit årsregnskab i dag, for jeg har lovet min revisor materialet på mandag.
Regnskaber er noget af det værste, jeg ved, og jeg tror faktisk, at min ugidelighed i går havde mindre med torsdagens strabadser at gøre end med, at jeg for alvor begyndte at mærke, at jeg havde det regnskab hængende over hovedet.
I dag har jeg ikke engang fået begyndt, fordi en overspringshandling udviklede sig helt enormt.
Jeg kom pludselig til at tænke på Montserrat Caballé. Hun fyldte 82 den 14. april i år, og jeg fik lyst til at se, om hun stadig er aktiv.
Det er hun. Hendes publikum elsker hende, og hun elsker sit publikum, så hun synger stadig, hvad hun kan klare i det mindste hæderligt:
Hun har bestemt ikke mistet den humoristiske sans, som hun er kendt for, og hun mangler heller ikke moralsk mod.
Sidste år besøgte hun Nagorno-Karabakh, som er en demokratisk republik med overvejende kristen befolkning af armensk oprindelse, men som ikke er anerkendt af FN som en selvstændig stat. Officielt hører området til Aserbajdsjan, og den aserbajdsjanske ambassade i Spanien advarede Caballé mod at besøge området. Nu er hun blevet erklæret persona non grata i Aserbajdsjan - men det er formodentlig til at leve med.
Videoen er fra hendes besøg i Nagorno-Karabakh, og musikken er af Komitas:
Men på YouTube fører det ene det andet med sig, så regnskabet blev altså ikke til noget. Jeg får travlt i morgen.
Egentlig er det lidt for sent, for sangen hedder Længsel efter foråret, men jeg havde fået lyst til at høre den med Hermann Prey - og faldt så i stedet over og for en pragtfuld islandsk sopran, som oven i købet synger det sidste vers på islandsk:
Hendes navn er Thora Einarsdóttir, og jeg er aldrig før stødt på hende. Dronning Margrethe har åbenbart været heldigere, for hun har udnævnt hende til Ridder af Dannebrog.
Der er dem, der mener, at hun bør holde op, og det har de objektivt set ret i. Naturligvis kan hun ikke længere synge så krævende ting som dengang, men hendes publikum elsker hende stadig. Ikke kun for hendes sang, men også for hendes charme og humør. Og hun elsker sit publikum. Hvorfor skulle de ikke være sammen om det?
Jeg har forsøgt at finde en optagelse med hende fra i år. Desværre er det ikke lykkedes. Jeg fandt et klip fra sidste sommer, hvor hun synger sammen med sin datter, men det var ikke lige det, jeg var ude efter. Ganske vist er datteren også operasangerinde, men der er en grund til, at hun ikke er så kendt som sin mor.
Mozart skrev kun 22 musikdramatiske værker, men jeg har sneget mig op på 23 indlæg i min kalender. Han døde den 5. december, så jeg fandt det passende at højtideligholde dagen ved at lade indlægget handle om hans requiem.
I dag vil jeg gå lidt videre med Tryllefløjten for at komme op på de 24 - og fordi jeg har lyst.
Jeg synes, at Karajans udgave af ouverturen er lovligt bombastisk og kan bedre lide for eksempel Mutis:
Taminos berømte arie Dies Bildnis ist bezaubernd schön med Anton Dermota tager jeg med her, selv om det også er ham, der synger Tamino i Karajan-versionen, simpelthen fordi jeg synes, han gør det uovertruffent. Århundredets Mozart-tenor debuterede i en af de mindste roller i Tryllefløjten og sang Tamino i sin afskedsforestilling.
Der er udbredt enighed om, at Hermann Prey var den bedste Papageno, men han var ikke engang debuteret, da Karajans version af Tryllefløjten blev optaget i 1950. Jeg har hørt ham synge den flere gange, men har for nylig fundet en version af Der Vogelfänger bin ich ja, som jeg synes er hans bedste:
På YouTube ligger der en komplet amatøroptagelse af en opførelse i Geneve med Hermann Prey som Papageno. Den er ganske vist i 13 bidder, og sine steder er lyden forvrænget, men ikke ret længe ad gangen, så jeg synes nu alligevel, at den er værd at se.
Jeg har også for nylig fundet en version af Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen med Erika Köth, som jeg synes klinger smukkere end de andre, jeg har hørt. Man kan så sige, at netop den arie ikke skal være smuk, og det kan der være noget om, men ikke desto mindre vil jeg hellere lytte til denne version end nogen af de andre:
Erika Köth var en lille dame med en lille stemme. Lille i den
forstand, at hun ikke ville have haft en chance i en duet med Birgit
Nilsson. Men stemmen klinger, også helt oppe i de højder, hvor så
mange andre bare skriger. Hendes da capo-interview er et af de mest underholdende. Hun har oplevet meget og fortæller gerne med udpræget humoristisk sans.
I 1779 skrev Mozart Zaïde, et syngespil, som ikke blev opført i hans levetid, men først 100 år efter, at det er skrevet.
Det er her, jeg synes, Mozart begynder at kommunikere for alvor. Jeg har haft travlt, så jeg har ikke hørt alle de foregående værker i deres helhed. Det havde jeg nu nok alligevel taget mig tid til, hvis jeg havde syntes, at de prøver, jeg har hørt, var tilstrækkeligt spændende. For Zaïdes vedkommende kan det ikke lade sig gøre af den enkle grund, at Mozart aldrig skrev det færdigt.
Sultanen har forelsket sig i Zaîde, som desværre kommer til at se en tilfangetagen europæer, Gomartz (hvor mon han stammer fra - Spanien (Gómez)?), mens han sover. Hun forelsker sig på stedet i hans smukke udseende og efterlader et billede af sig selv. Ved den lejlighed synger hun en arie:
Mozart er for alvor blevet Mozart, men nu er han også 22 år gammel.
Det er simpelthen mesterligt sunget!
Jeg har lyttet til den samme arie med diverse andre berømtheder, men ingen af dem er åbenbart i stand til at synge de tilbagevendende kæmpespring, så de lyder som en naturlig del af arien, og så er det hele jo ødelagt. Det er jeg sikker på, at Mozart også ville have syntes. Måske skrev han den specielt til en samtidig sopran, som kunne have gjort Irmgard Seefried kunststykket efter. - Jeg har for eksempel kasseret Kiri Te Kanawa.
Det følgende år - 1772 - fik Mozart hele to operaer opført.
Den første var Il sogno di Scipione, hvis handling er baseret på en fortælling i Ciceros filosofiske værek om staten, De re publica, som i øvrigt kan læses i engelsk oversættelse på Nettet.
Scipio(ne) drømmer, at han skal vælge mellem den spændende, men ustabile Fortuna og den pålidelige Costanza.
Hun er aldeles imponerende i højden. Ikke desto mindre startede hun sin uddannelse som mezzosopran, men udviklede sit høje register enormt, og det endte med, at hun debuterede i Mozarts sidste opera, Tryllefløjten, som Nattens Dronning med den berømte arie med fire høje f'er:
Samme år - 1768 - skrev Mozart La finta semplice, som er en opera buffa i tre akter. På dansk hedder den Rosinas skælmsstykker eller Underfundig uskyld.
Familien Mozart havde været i Wien, hvor Leopold (Mozart senior) havde hilst på Kejser Joseph II, som havde foreslået, at junior skulle skrive en opera til det kejserlige operakompagni. Leopold satte Wolfgang i gang med at skrive La finta Semplice, men glemte at få en kontrakt. På grund af diverse intriger blev operaen slet ikke opført, og affæren satte mere eller mindre Wolfgangs karriere på standby. Uropførelsen fandt først sted i maj det følgende år i ærkebiskoppens palads i Salzburg.
Her er den komplette opera, som varer 2 timer og 45 minutter. Det er måske i overkanten, når man har travlt. Jeg har i alt fald ikke haft tid til at høre det hele, men jeg kan anbefale en - temmelig lang - arie fra 1. akt, som synges af Rosina. Den starter på ca. 00:54.
Jeg har fundet en engelsk oversættelse af teksten:
Harken
to the echo,
Wherever you wander,
Whispering through flowers and leaves.
But if you cry or sigh,
Echo gives only that answer
Which it hears you utter [first].
So it must be with lovers too:
Wish well the one who adores you,
Mock the one who mocks you,
Give nothing to him who will not give.
It is a fair and proper custom,
To do as you are done by,
And in love it cannot fail.
Rosina synges af den meget sympatiske amerikanske sopran Helen Donath.
Det var
natten mellem tirsdag og onsdag, at jeg blev færdig med min hadeopgave.
Onsdag formiddag var
jeg absolut ikke oplagt til at gå i gang med at arbejde, men heldigvis havde
jeg ikke noget liggende, som ikke kunne udskydes en enkelt dag, uden at det
ville resultere i en stress-situation.
Jeg var
heller ikke oplagt til at være særligt aktiv i andre retninger, så hvad foretog jeg mig? Så et da capo-interview på YouTube, naturligvis.
Da capo var
en række interviews med "det tyvende århundredes legendariske
stemmer", som den svejtsiske fjernsynskanal kanal 3Sat sendte i 1980'erne
og '90'erne. De legendariske stemmer blev interviewet af August Everding, som
blandt meget andet inden for musikverdenen var en internationalt meget benyttet operainstruktør
og selv havde instrueret mange af "stemmerne". Jeg synes, Everding gør det rigtig godt
hver gang. Hvor mange interviews det blev til, ved jeg ikke, men i begyndelsen
af interviewet med Franco Bonisolli fra 1998 nævner han selv, at det er nummer
64, og det var ikke det sidste. Mange af interviewene kan købes på dvd hos
House of Opera til en særdeles rimelig pris.
I onsdags
så jeg så et interview fra 1987 med den lyriske sopran Irmgard Seefried. Hun døde året efter som kun 69-årig, men i interviewet virker hun helt utroligt frisk og vital, og hun
siger mange kloge og interessante ting.
Hun var meget glad for rollen som Zerlina, den lille bondepige, der på sin egen bryllupsdag næsten lader sig forføre af Don Giovanni, og nævner blandt sine Giovannier George London. Ham havde jeg aldrig hørt om før, så jeg måtte slå ham op. Det viste sig, at han var en canadisk basbaryton. Jeg fandt
også den berømte duet Là ci darem la mano (her på tysk: Reich mir die Hand, mein Leben (på dansk: Ræk mig din hånd, du kære)) på YouTube med Seefried og London (duetten begynder først på 2:04):
I et andet da capo-interview siger Hermann Prey, som selv var lyrisk baryton og havde
sunget Don Giovanni mange gange, at det fremgår af Mozarts partitur, at de fem mænd i
operaen skulle dække hele spektret: Kommandanten - et af ofrenes far (basso profondo), Leporello - Don Giovannis tjener
(basso comico), Masetto - Zerlinas tilkommende (baryton), Don Giovanni (lysere baryton - som Hermann Prey siger: næsten en baryton-Martin), Don
Ottavio (tenor), og han synes, det er synd, at Don Giovanni ofte synges af en bas. Det kræver heller ikke nogen særlig
fantasi at forestille sig, at det giver en anden klang, når man skifter den ene
lyse stemme ud med en dybere, og det går ud over balancen.
I
interviewet med Hermann Prey er der et klip, hvor Hermann Prey og Reri Grist synger Là ci
darem la mano. Jeg synes, det er tydeligt, at den lysere baryton klinger bedre sammen med Zerlinas sopran - rent bortset fra, at Hermann Prey spiller rollen langt bedre end George London.
2. del af Prey-interviewet starter med klippet:
Jeg brød mig ikke særligt om den klang, Irmgard Seefrieds stemme har i de klip, der bliver vist i
interviewet, men jeg syntes så godt om personen, at det måtte undersøges nærmere. På YouTube fandt jeg flere klip med hende, hvor hun lyder aldeles dejligt, for eksempel dette her:
Her til morgen fik jeg pludselig lyst til finde ud af, hvordan det var gået med den koncert, som Montserrat Caballé skulle synge her i april.
Desværre havde hun været nødt til at aflyse. Den brækkede arm, som hun pådrog sig i Rusland i oktober sidste år, er ikke helt i orden og kræver stadig fysioterapi. Det er vel heller ikke så sært, når man er 79. Det er mere bemærkelsesværdigt, at hun dengang fastholdt, at hun hverken ville aflyse i april eller maj i år, og at hun stadig ikke havde tænkt sig at holde op med at optræde.
Der er dem, der mener, at hun har sunget lidt for længe. Det kan vel
diskuteres. Selvfølgelig har hun sunget bedre, end hun gør i dag, men hun har en fantastisk teknik, som gør, at hun for det meste stadig er værd at
høre på, fordi hun naturligvis nu synger et lettere repertoire, og så har hun charme og en veludviklet humoristisk sans. Hendes publikum elsker hende, og det er gensidigt.
_ _ _
Det var jo knap så gode nyheder, men samtidig fandt jeg ud af, at hun fyldte 80 den 12. april, og at Sony i den anledning har produceret et bokssæt med 6 cd'er, som de har kaldt The Diva.
Den må jeg have! tænkte jeg og gik på amazon.co.uk
Der fandt jeg en anmeldelse, som var alt andet end positiv. Det gjaldt ikke numrene som sådan, men den måde, de er præsenteret på - alt muligt blandet sammen uden nogen form for systematik og beskåret for indledninger, recitativer og afslutninger. Det er da helt utroligt, at kunstnerne er nødt til at finde sig i den slags fra de pladeselskaber, der har rettighederne! Jeg er åbenbart naiv, for jeg havde ikke forestillet mig, at pladeselskaberne bare kan maltraktere indspilningerne efter forgodtbefindende.
I stedet anbefalede anmelderen The Original Jacket Collection,
som udkom i anledning af hendes 75 års fødselsdag og indeholder 15
cd'er. Her var der ikke noget rod, fordi de 15 cd'er svarede til de
oprindelige lp'er, og så fik man dem også i de oprindelige omslag i
miniformat.
Jamen så måtte jeg da have den boks! Jeg har nemlig slet ingenting med Caballé.
Det er en limited edition, og amazon.co.uk selv havde kun ét eksemplar tilbage. Det viste sig, at der var et slight problem. Det tør siges! Den kunne ikke sendes til min adresse.
Nå, tænkte jeg, selv om det er en limited edition, kan det jo være, at der er andre, der har et eksemplar, som de gider sende til mig.
Jeg gav mig ikke til at undersøge, hvordan det forholdt sig med de andre forhandlere, der er tilknyttet amazon.co.uk, for der har jeg temmelig tit oplevet det såkaldte slight problem. Altså googlede jeg - og fandt jpc.de, som jeg ikke kendte, men der var absolut ikke noget problem, og desuden kostede boksen kun 19,99 euro hos dem. Det betyder, at det er samme pris som hos amazon, men inklusive forsendelse.
Jeg skal da holde lidt øje med jpc.de for fremtiden.
I dag skulle jeg have været til julekoncert inde i byen, men
selv om jeg har haft det bedre, kom jeg ikke af sted. Jeg turde ikke løbe an
på, at det holdt.
Til trøst har jeg set August Everdings interview med Ljuba
Welitsch på youtube.
Everding, som døde i 1999, var operainstruktør og havde instrueret
på alle de store operascener. Derfor havde han enestående forudsætninger som
vært i udsendelsesrækken Da capo, hvor han talte med 'Vort (det 20.) århundredes
legendariske stemmer'; han havde selv instrueret flere af dem.
Hvor
mange programmer han nåede, ved jeg ikke, men i indledningen til programmet med
Franco Bonisolli nævner han, at det er udsendelse nummer 64, og det var ikke
den sidste. Et halvt hundrede af dem kan fås på dvd hos House of Opera. Indtil
videre har jeg naturligvis Hermann Prey, Franco Bonisolli og Birgit Nilsson,
men jeg har planer om flere, også nogle af de gamle stjerner, som jeg ikke anede
eksisterede, før jeg så dem sammen med Everding på YouTube.
Ljuba Welitsch var en bulgarsk sopran, og hun var en oplevelse. Damen så ret forfærdelig ud – en særdeles velnæret 70-årig med
ildrødt hår og en alt andet end diskret makeup. Når jeg ellers har set noget
lignende, har jeg tænkt, at vedkommende da måtte have en skrue løs, men det havde
Ljuba Welitsch så absolut ikke, så der blev jeg en fordom kvit. Hun var afgjort
en interessant person, og hun havde et imponerende gåpåmod. Hun havde arbejdet hårdt for sine flotte resultater og forstået
at sætte sig i respekt - og så havde hun et forrygende humør til trods for, at hun havde haft det svært privat. Det bliver kun nævnt i forbigående.
Hun havde drevet rovdrift på sin stemme, men var klog nok til at holde op med at synge, inden det blev pinligt. I stedet fik hun succes som skuespiller.
Ljuba Welitsch kan ses nedenfor. Desværre foregår alle Da capo-programmerne på tysk, og de er ikke
tekstet.
Der kom en kunde i vejen for mine planer om at drage til
Lyngby for at høre Chili Turèlls foredrag om Dan Turèll i går middags (nåh nej, nu er det jo blevet i forgårs), men jeg
får nok chancen igen. De færreste gider forberede sådan et foredrag og kun
holde det en enkelt gang.
Hvidovre Hovedbiblioteks Puccini-aften fik jeg alligevel tid
til. Den blev noget anderledes, end jeg og sikkert de fleste havde forventet.
Det er operasangeren Susanne Lange, der står for programmet
i Musik-lytte-klubben – græsseligt navn!
Susanne Lange ville gerne vise, at de kendte operaer også er andet
end slagnumrene, og aftenens eksempler var faktisk interessante, men jeg ville nu alligevel godt have hørt nogle flere af de kendte arier; det er jo ikke kun
selve musikken, der er interessant, men også forskellige fortolkninger. I den retning blev vi desværre spist af med O mio
babbino caro med Angela Gheorghiu, som efter min mening slet ikke kan måle sig med Montserrat
Caballé.
Jo, hun hører til den ældre generation, og man skal også give
de yngre en chance, men det betyder vel ikke, at man skal se bort fra de ældre, hvis
man (forholdsvis) objektivt synes, de er bedre.
Montserrat Caballé er
helt utrolig. Hun er 79, så hun kan naturligvis ikke synge alt, hvad hun kunne
tidligere, men hun insisterer på at blive ved og er stadig værd at høre på i et
lettere repertoire efter internettet at dømme. Desværre fik hun et mindre slagtilfælde for nylig under et besøg i Rusland, så hun faldt og brækkede en arm, men hun har
det efter omstændighederne godt, så der skulle være en chance for, at hun kan
gennemføre de planlagte koncerter i april og maj 2013.
Tilbage til Musik-lytte-klubben.
Der manglede i det hele taget ikke kendte navne, og jeg kunne
fryde mig over at få næsten alle mine aversioner bekræftet; men kun næsten. Jeg
må høre noget mere med Jussi Björling, som jeg ellers ikke har syntes særligt
om. Det kan jo være, at jeg har været uheldig - eller at det, jeg hørte i går,
var en enlig svale. Det bliver spændende.
Der var også et uddrag af første akt af Turandot - den med
Nessun dorma - og det var med Pavarotti i rollen som Calaf, stykkets helt. Heldigvis
hører Nessun dorma til i sidste akt, for jeg er så træt af at
høre LP lege Calaf. Jeg synes, ikke, man kan høre på hans Nessun dorma, at Calaf er prins og kriger og synger om den sejr (ganske vist ikke i krig, men
alligevel!), han skal vinde, når dagen gryr; og så er der endda nogle, der
himler op om den fremragende fortolkning. Jeg har læst, at LP kun har optrådt i
rollen en enkelt gang, men ellers har begrænset sig til den ene arie, fordi han
udmærket godt vidste, at hans stemme ikke egnede sig til rollen. Jeg synes
egentlig, det er lidt tarveligt.
Jeg har kigget lidt på det, jeg har kunnet finde af underholdningsmusik, eller - hvis det ikke lige var, fordi jeg har brug for et ord, der begynder med U - popmusik med klassiske sangere.
Den muntre, spanske sopran Montserrat Caballé veg ikke tilbage for underholdningsbranchen - gør det vel stadig ikke, vil jeg tro. Hun har indspillet et album med Freddie Mercury, som jeg aldeles ikke kan fordrage, så det er en triumf for hendes musikalitet, at det fungerer så godt, at jeg nu efter at have hørt og set et par numre et par gange ligefrem overvejer at anskaffe mig albummet. Det lyder ikke som almindelig pop, fordi hun synger i så ekstremt højt at leje, men det lyder heller ikke af opera. Eller gør det og er bare anvendt så snedigt, at det fungerer alligevel?
Prøv at høre og se denne her. Når man nu mildt sagt ikke bryder sig om Freddie Mercury, kan man godt fristes til at tro, at det er chokket, der får hende til at vende ham ryggen lige, da han begynder at bræge; men så var det jo nok blevet klippet ud. Albummet indeholder også Barcelona, et rigtig flot nummer, hvor Caballé får mere plads.
Men hun kan alene. Her er en ballade, som først blev lanceret af den spanske gruppe Mecano og var en enorm succes:
Caballés protegé José Carreras er heller ikke helt dårlig til det. Her er han med et rigtigt popnummer:
Han gør et par ting, som viser lidt om, hvad han faktisk er i stand til, men jeg synes, han stort set holder sig pænt inden for genrens rammer.
Måske er der nogen, der har undret sig over, at jeg slet ikke har nævnt Plácido Domingo før. Det skyldes simpelthen, at jeg synes, hans klang er lidt kedelig. Han er ellers ikke bange for at kaste sig ud i lidt af hvert, men han kan åbenbart ikke abstrahere fra sin klassiske facon ret længe ad gangen. Her lyder han da rigtig behageligt til at begynde med, men så ødelægger han det hele (synes i alt fald jeg):
Det er ellers en sød, lille sang, men han kvaser den fuldstændig (ikke, fordi jeg bryder mig om John Denvers flade stemme alene).
Sjovt nok har jeg ikke fundet et brugbart eksempel med en klassisk mezzosopran. Det er ellers en stemmetype, der ville egne sig.
Men der er - eller var - en baryton, der var rigtig god til det:
Den mand kunne simpelthen synge alt muligt overbevisende. Jeg synes, det er utroligt, hvad han får ud af sådan en lille sang, uden at det virker det mindste anstrengt. Var der måske nogen, der genkendte Figaro?
Jeg synes ellers ikke, at en bas(baryton) egner sig særlig godt til at synge andet end klassisk, men jeg har et par gange været til en viseaften med den pragtfulde basbaryton Ulrik Cold og Bodil Heister. Han gjorde det virkelig godt, men jeg kan desværre ikke finde et klip med dem - kun et billede.
Hvis man ser bort fra den evindelige Ol' Man River - som i øvrigt hører hjemme i operetten Showboat - er det eneste nogenlunde egnede eksempel, jeg har fundet, Jacob Gades Tango Jalousie, som her har fået en tekst, der synges af Ib Hansen:
I flere retninger ikke rigtig heldigt, vel? For eksempel kan ingen et øjeblik være i tvivl om, at det er en operasanger, der synger, og så den der Reumert-udtale! Jeg plejede ellers at nyde ham for eksempel i titelrollen i både Gianni Schicchi og Rigoletto på Gamle Scene.
Den højeste kvindestemme. Sopranerne er heltinderne - primadonnaerne.
Jeg havde en faster, som var Maria Callas-fan. Egentlig tror jeg, at det mest var, fordi hun interesserede hende som person. Min faster forærede mig engang en lp, hvor Callas synger Puccini. På det tidspunkt havde jeg ikke hørt særlig meget, så jeg syntes, hun sang aldeles pragtfuldt, og sang lystigt med på alle arierne. Senere er jeg ligesom en hel del andre blevet klar over, at hendes stemme egentlig ikke var smuk, og det siges også, at hun ikke selv kunne lide den. Det er sikkert en del af forklaringen på, at jeg syntes, at jeg lød helt acceptabel i sammenligning. Derfor troede jeg i lang tid, at jeg var sopran. Siden er jeg blevet meget klogere.
Her er et af mine yndlingsnumre fra dengang:
Den er fra Gianni Schicchi, en komisk enakter af Puccini, som jeg så på Det kongelige Teater flere gange med Ib Hansen i titelrollen. Det har sikkert stået i programmet, at Gianni Schicchi var en historisk person, som er nævnt ganske kort i Dantes Inferno, men dengang havde jeg ikke forsøgt at læse Dante, så jeg hæftede mig ikke ved det. Jeg fik Gianni Schicchi på vinyl til min 17 års fødselsdag af mine klassekammerater - ikke med Callas som Lauretta, Gianni Schicchis datter, men med Victoria de los Angeles, som har en helt anderledes blød og rund stemme. Teksten til O mio babbino caro kan læses her.
I begyndelsen var det de høje toner, jeg gik op i, men efterhånden kom det til at dreje sig mere om klang. Det er selvfølgelig slet ikke dårligt, hvis man kan få begge dele. Derfor kunne man også altid finde mig i billetkøen til Birgit Nilssons årlige koncert i Tivoli, og derfor fik jeg engang en dobbelt-lp med hende som afskedsgave af nogle kolleger. Den indeholder bl.a. denne arie fra Tannhäuser:
Desværre er gengivelsen ikke så god, men jeg tror alligevel, man kan få et indtryk. - Jeg hører ikke til dem, der gemmer programmer, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg hørte til koncerterne i Tivoli – kun, at jeg nød dem intenst. Ellers ville jeg jo heller ikke have stået i den enorme kø år efter år. Det kan ikke have været Wagner alt sammen, selv om Birgit Nilsson først og fremmest var berømt som Wagner-sangerinde. Hun bestræbte sig faktisk på at synge så meget forskelligt som muligt, fordi det holdt stemmen fleksibel.
Jeg kom ved et tilfælde til at overvære Birgit Nilssons sidste koncert i Tivoli. Det vil sige, det var absolut ikke noget tilfælde, at jeg var der, men der var ingen, der vidste på forhånd, at det var meningen, at det skulle være den sidste. Hun sluttede af med at danse rundt på scenen og synge "Fjorton år tror jag visst att jag va' " - i sine sædvanlige camouflerende gevandter. Vild jubel!
Birgit Nilsson var altid fuldstændig ukrukket, og hun var kendt for sin humoristiske sans. Det er der en anden sopran, der også er, nemlig Montserrat Caballé:
Stemmen skratter lidt på vej ned, men jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt en smukkere udgave. Klippet er fra en koncert i München i 1990, hvor hun var 57 år gammel.
Det er ikke alle primadonnaer, der har primadonnanykker.
