Det kunne jeg have sparet mig

Man kan ikke være heldig, hver gang man besøger et museum.

Jeg havde ellers glædet mig til omvisningen på Glyptoteket i dag, som hed Etruskernes rige grave.

Det må have været i 2. g, at min historielærer tog os med på Glyptoteket til en omvisning i den etruskiske samling. Det var mit allerførste besøg. Sjovt nok kan jeg af en eller anden grund stadig huske, hvad min sidekvinde havde på, selv om det ikke var noget opsigtsvækkende; det er de underligste ting, man husker.

Læreren brød jeg mig ikke om, men det er ikke desto mindre hans fortjeneste, at jeg er kommet jævnligt på Glyptoteket lige siden. Han opfordrede os til at skrive os på en liste over modtagere af museets kalender. Jeg var en af dem, der gjorde det, og indtil for en halv snes år siden har jeg fået kalenderen tilsendt to gange om året. Nu er det ikke længere nødvendigt, for den ligger jo på websitet.

Jeg husker tydeligt, at jeg var ret optaget af, at her var et sprog, som man ikke var trængt til bunds i, og at jeg sagde til min sidekvinde, at det kunne jeg tænke mig at studere. Det endte med andre, nok så praktisk anvendelige sprogstudier. I dag blev der pirket til min gamle interesse, og hvem ved, måske tager jeg mig nu sammen til i det mindste at sætte mig ind i de resultater, man har nået.

Omviseren var stolt af samlingens smukke, nyindrettede lokaler i kælderen. De var også flotte. I sin tid var lokalerne i sig selv meget kedelige. Desværre var omvisningen i dag slet ikke på højde med omvisningen dengang, og i tilgift var der igen et problem med dårlig akustik. Jeg tror efterhånden, at det har noget at gøre med, at kvindestemmer af den lyse, lidt kvidrende slags gør sig meget dårligt i Glyptotekets lokaler. Når det runger, fremmer det heller ikke forståelsen at tale meget hurtigt.

Men som sagt var lokalerne flotte og samlingen er virkelig et besøg værd. For eksempel er der nogle kopier af gravmalerier, som Carl Jacobsen fik en kunstner til at udføre. Kunstneren ville gerne have udfyldt de steder, hvor der manglede noget, men Carl Jacobsen var så klog at insistere på, at malerierne skulle gengives nøjagtigt, som de så ud. I dag er originalerne yderligere nedbrudt eller helt forsvundet, så Jacobsens kopier er det mest originale, man har.

Jeg kiggede ind i museets boghandel bagefter for at finde en let indledning til mine kommende etruskiske studier, men desværre traf jeg et meget dårligt valg, så bogen er allerede havnet i en kasse med bøger, der skal ud.

Man kan som sagt ikke altid være lige heldig.

PS: Glyptoteket har en interessant blog.

Bytur en ganske almindelig torsdag I

Før i tiden var det ikke nogen begivenhed, at jeg tog til byen (det vil ’naturligvis’ sige Københavns centrum). Det er det uheldigvis blevet. At jeg overhovedet holdt til det, jeg foretog mig i går, burde fejres. Og dog; det var egentlig en fejring i sig selv.

Det startede med, at jeg tog en taxa ind til Ny Vestergade, som er den gade, hvor Nationalmuseets indgang befinder sig, men det var nu ikke, fordi jeg havde så travlt med at nå frem til museet. Jeg havde en aftale på en hudklinik længere inde mod Christiansborg, men jeg kom alligevel for meget for sent og måtte gå med uforrettet sag.

Nåja, tingene er (næsten) aldrig værre, end at de er godt for noget. Nu var jeg jo kommet hurtigt til byen, og jeg havde længe haft planer om at se den meget omtalte vikingeudstilling på Nationalmuseet, så jeg gik det par skridt længere væk fra Christiansborg og købte en billet til rundvisningen, selv om jeg først kunne få en til klokken tre. Da var klokken halv tolv.

Jeg havde også i et stykke tid haft planer om at deltage i en af omvisningerne i Degas' metode på Glyptoteket, som heller ikke ligger mange skridt fra Nationalmuseet. De omvisninger starter klokken et, så det lå lige for at få afprøvet cafeen i Glyptoteket, som har skiftet ejere eller forpagtere, eller hvordan det nu er ordnet juridisk, siden jeg var der sidst.

Beliggenheden i museets palmehave er uden konkurrence, men det var menukortet ikke. At der bruges 'overvejende økologiske og bæredygtige råvarer', er udmærket, men ikke nok til at gøre det spændende. Jeg valgte morgenmaden, som var rigeligt til mig, og kvaliteten var der ikke noget i vejen med - men hvorfor er der altid kun én pakke smør til sådan noget? De forskellige etablissementer burde da efterhånden have fundet ud af, at der går en pakke til to stykker brød, og her var der tre. Jeg kunne også godt drikke mere af den udmærkede grønne earl grey-te, end der var i den nydelige porcelænskande, så jeg hentede en kande til og fik da en ekstra pakke smør gratis.

Omvisningen var som næsten altid glimrende. Det vil sige, det, jeg kunne høre af den. Jeg er absolut ikke tunghør, men det rungede så meget i lokalet, at jeg delvis måtte gætte mig til indholdet af det, der blev sagt. Udstillingen er arrangeret i den nye tilbygning, så jeg undrede mig en del over, at man ikke havde sørget for en ordentlig akustik, når man nu var i gang med at bygge.

Omvisningen varede kun en halv time og var ment som en indledning til et nærmere studium af den ekstraordinære udstilling, der også omfatter de små bronzeskulpturer, som ganske vist tilhører museet, men normalt ikke er udstillet, og interessante lån fra udenlandske museer. Jeg havde set nogle af de små skulpturer før i forbindelse med en Degas-omvisning, men dengang blev der ikke redegjort nærmere for dem. Det viste sig, at de ikke er færdige skulpturer, men afstøbninger af voksskulpturer, som Degas fremstillede for at bruge dem som en slags mere medgørlige modeller; de rørte sig jo ikke!

Degas udstillede kun én eneste skulptur, nemlig den berømte lille danserinde, og den var også af voks. Ellers holdt han sig til billedkunsten. Glyptoteket har en af de bronzekopier, som er fremstillet efter hans død. Figuren stod midt i en sal og var snedigt omgivet af en cirkulær bænk, så værket kunne betragtes i ro og mag fra alle vinkler, uden at nogen kunne komme til at røre ved dragten, som er af stof.

Som sagt var omvisningen kun en slags indledning og appetitvækker, men jeg havde ondt i ryggen og brug for at hvile den før omvisningen i vikingeudstillingen. Derfor investerede jeg i et årskort til 200 kroner, så jeg ud over at komme tilbage for at se nærmere på udstillingen bare kan droppe ind til hvad som helst i et helt år, når det passer mig, uden at skulle betale 75 kroner hver gang, medmindre det er søndag. Det kan være, at jeg tager omvisningen en gang til i håb om, at der næste gang ikke í tilgift til den elendige akustik er andre besøgende, der partout skal tale meget højt, mens omviseren taler, eller håndværkere, der skal forbi med klaprende metalstiger.

Ventetiden tilbragte jeg med at læse i den medbragte Mystikkens Danmark på en af de monumentale bænke uden for museet. 

Fortsættelse følger.

Som vinden blæste

Det blev ikke regn, men blæst, der kom til at bestemme over min søndag.

Hvis nogen skulle finde på at påstå, at jeg er søstærk, har han eller hun dermed mindst kvalificeret sig til semifinalen i konkurrencen om titlen som årets største løgnhals. Hvis den ellers findes, men hvorfor ikke - der afholdes jo efterhånden konkurrencer om næsten hvad som helst.

Derfor skulle jeg aldeles ikke på nogen totimers sejltur til Sluseholmen i blæsevejr. Glyptoteket, hvor man kan regne med både læ og fast grund under fødderne, var ikke så lidt mere tillokkende. Denne gang var det som sagt en omvisning med titlen Guldalderens landskaber. Landskabsmaleriets betydning for Guldalderens nationalfølelse. Omviseren var meget ung og lidt nervøs, men også meget velforberedt, og det var helt tydeligt, at hun var engageret i sin opgave. Det er altid et stort plus.

I Guldalderen trængte man til at få den nationale selvfølelse stivet af efter katastroferne i begyndelsen af århundredet. N.L. Høyen, tidens mest indflydelsesrige kunstkritiker og grundlæggeren af faget kunsthistorie i Danmark, ville derfor gerne have kunstnerne til at male nationale motiver. Dermed mente han ikke blot historiske bygninger og begivenheder, men også folkeliv og landskaber, som før hans tid ikke havde været regnet for så meget. Hvad Høyen ønskede, var ikke uden betydning, for han var inspektør ved og senere direktør for Den Kongelige Malerisamling, det senere Statens Museum for Kunst.

Igen blev Lundbyes udsigt fra Bjerresø mark fremhævet. Det indeholder alle de elementer, som Høyen satte pris på. Det må være derfor, det næsten altid er med i en guldalderomvisning. Jeg har længe undret mig over det, for jeg synes, det er det absolut kedeligste værk, Glyptoteket har af Lundbye.

J. Th. Lundbye: Sjællandsk landskab. Udsigt fra Bjerresø mark mod Vejrhøj og Dragsholm Slot

I museets grundige redegørelse (under linket) for alle detaljerne, som man ikke kan se i det lille format, står der blandt meget andet: Et mildt og bredt sommerlys hviler over sceneriet ..., og det er også et virkelig smukt lys, der er over det - på fotoet! Det er bare besynderligt, at man ikke rigtig kan se det, når man står over for maleriet, som jeg efterhånden har gjort det en hel del gange. Det hjælper også på det, at fotoet ikke viser den mærkelige originalramme med en flad bue foroven, som jeg synes virker trykkende, nærmest som en meget mørk sky. Maleriet ville jeg ikke have hængende, men gerne fotoet.

Bagefter var der som næsten altid optaget i cafeen. Jeg kunne nu ellers godt have brugt en kande te, men måtte uvederkvæget begive mig af sted med retning mod Mariakirken i Istedgade nummer 20 for at høre en kammerkoncert med musik fra overgangen mellem renæssance og barok. Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke havde lyst til lieder i Bakkehusets gård i blæsevejr.

Egentlig tror ikke, jeg nogensinde har gået i Istedgade; kun kørt igennem den med linje 10 uden at se ret meget. I betragtning af gadens status undrede jeg mig over de flotte huse, der ligger på det ret korte stykke mellem Hovedbanegården og kirken. Gad vidst, hvordan Istedgade i den grad er blevet lavstatusgade. Det var ikke nogen udpræget behagelig oplevelse at spadsere det forholdsvis korte stykke.

Mariakirken er ret enkelt udstyret, og det kan jeg generelt godt lide, men den gjorde et lidt underligt, sammentrængt indtryk, og det så også ret mærkeligt ud, at tårnet ligesom stod ved siden af. Bagefter fandt jeg ud af, at kirken oprindelig havde haft plads til 1050, men senere er ombygget til at kun at kunne rumme halvdelen, og det er jo nok forklaringen på begge dele.

Ensemblet bestod af sopranen Marianne G. Nielsen, Lone Ekstrand på gambe, Vibeke Tofft Evald på orgel og Finn Evald på zink. De har specialiseret sig i den periodes musik, og jeg havde nydt at høre dem tidligere på året i Hvidovre Kirke. De fleste af teksterne stammede fra Højsangen, og Finn Evald fortalte ligesom sidst om baggrunden for musikken og havde igen selv komponeret et stykke, som jeg syntes rigtig godt om.

Vi fik et ekstranummer, som blev spillet lige neden for alter-forhøjningen, hvor den lille skare tilhørere sad. Underligt nok var der ikke nær så mange, som der havde været i Hvidovre kirke, der ganske vist er lille, men var propfuld.

Jeg skyndte mig tilbage gennem Istedgade til Hovedbanegården og mit tog hjem.

Ikke øl, men kunst og kage

Øldrikker bliver jeg aldrig. Jeg har efterhånden smagt den uforståeligt populære drik tre gange i mit liv og lader mig ikke overtale til at gentage fiaskoen.

Men jeg er Carlsberg-fan.

Det er min historie- og oldtidskundskabslærers skyld. Jeg tror, det var i 2. g, han anbefalede os at tage ind på Ny Carlsberg Glyptotek og høre et foredrag om et eller andet, som var relevant for hans fag, men som jeg ikke længere kan huske hvad var. Jeg skrev mig på en liste og har indtil for ganske nylig fået tilsendt et smukt program to gange om året. Imponerende! Nu kan det downloades fra sitet, men uden det flotte, store billede fra museets samlinger, der var på papirudgaven og skiftede fra gang til gang.

Så jeg har altså haft stedet med mig det meste af mit liv. Takket være en lærer, som jeg ikke brød mig om. Makes a girl think!

Det var der, jeg var, da Kennedy blev skudt - til et foredrag om Venedig, som blev holdt af en amerikansk specialist. Vi fik det at vide på vej ud.

Om søndagen betaler man ikke entré, og omvisningerne klokken to - der er altid to at vælge imellem - er også gratis.

For et par år eller fem siden kom jeg til at nævne Glyptoteket for Sanne, der gik med af nysgerrighed – og straks blev hooked, så jeg fik en at følges med. I dag havde vi valgt den omvisning, der hed Borgeridentitet og selvopfattelse i dansk guldalder. Den levende og engagerede guide trak nogle forbindelseslinjer til resten af Europa, fx til Rousseau, som jeg ikke havde sat de ret velkendte malerier i forbindelse med, selv om det egentlig er indlysende - nu bagefter.

Efter omvisningerne er det undertiden lykkedes os at tilkæmpe os en plads i Cafe Glyptoteket, som har god te, lækre kager og - fra de yderste borde - en smuk udsigt over den fantastiske palmehave. Desværre er cafeen alt for lille om søndagen, og man kan ikke bestille bord. I dag var vi enige om, at det gad vi ikke mere, og spadserede op til Conditori La Glace, som jeg lige havde opdaget har søndagsåbent om vinteren, endda helt til klokken fem.

Vi valgte konditoriets egen teblanding, som viste sig at være rigtig lækker, og et stykke H.C. Hat, som bestemt levede op til anmeldelsen. Desværre var der også stopfuldt, så selv om vi var så heldige at få et bord i løbet af nogle minutter, gentager vi nok ikke eksperimentet. Man sad så tæt, og der var så mange mennesker, der ventede, at opholdet ikke var nogen nydelse til trods for sublim te og kage. Vi gik ret hurtigt igen.

Men det er virkelig lækre sager. Man kan selvfølgelig nøjes med at købe tingene med hjem; det var bare ikke lige det, vi havde brug for i dag.