Jeg havde ellers glædet mig til omvisningen på Glyptoteket i dag, som hed Etruskernes rige grave.
Det må have været i 2. g, at min historielærer tog os med på Glyptoteket til en omvisning i den etruskiske samling. Det var mit allerførste besøg. Sjovt nok kan jeg af en eller anden grund stadig huske, hvad min sidekvinde havde på, selv om det ikke var noget opsigtsvækkende; det er de underligste ting, man husker.
Læreren brød jeg mig ikke om, men det er ikke desto mindre hans fortjeneste, at jeg er kommet jævnligt på Glyptoteket lige siden. Han opfordrede os til at skrive os på en liste over modtagere af museets kalender. Jeg var en af dem, der gjorde det, og indtil for en halv snes år siden har jeg fået kalenderen tilsendt to gange om året. Nu er det ikke længere nødvendigt, for den ligger jo på websitet.
Jeg husker tydeligt, at jeg var ret optaget af, at her var et sprog, som man ikke var trængt til bunds i, og at jeg sagde til min sidekvinde, at det kunne jeg tænke mig at studere. Det endte med andre, nok så praktisk anvendelige sprogstudier. I dag blev der pirket til min gamle interesse, og hvem ved, måske tager jeg mig nu sammen til i det mindste at sætte mig ind i de resultater, man har nået.
Omviseren var stolt af samlingens smukke, nyindrettede lokaler i kælderen. De var også flotte. I sin tid var lokalerne i sig selv meget kedelige. Desværre var omvisningen i dag slet ikke på højde med omvisningen dengang, og i tilgift var der igen et problem med dårlig akustik. Jeg tror efterhånden, at det har noget at gøre med, at kvindestemmer af den lyse, lidt kvidrende slags gør sig meget dårligt i Glyptotekets lokaler. Når det runger, fremmer det heller ikke forståelsen at tale meget hurtigt.
Men som sagt var lokalerne flotte og samlingen er virkelig et besøg værd. For eksempel er der nogle kopier af gravmalerier, som Carl Jacobsen fik en kunstner til at udføre. Kunstneren ville gerne have udfyldt de steder, hvor der manglede noget, men Carl Jacobsen var så klog at insistere på, at malerierne skulle gengives nøjagtigt, som de så ud. I dag er originalerne yderligere nedbrudt eller helt forsvundet, så Jacobsens kopier er det mest originale, man har.
Jeg kiggede ind i museets boghandel bagefter for at finde en let indledning til mine kommende etruskiske studier, men desværre traf jeg et meget dårligt valg, så bogen er allerede havnet i en kasse med bøger, der skal ud.
Man kan som sagt ikke altid være lige heldig.
PS: Glyptoteket har en interessant blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar