Vink med alt andet end vognstænger

Bornholm er i vælten her hos mig lige for tiden.

Jeg har kun besøgt øen to gange, og af forskellige grunde fik jeg ingen af gangene set ret meget.

Så pludselig skriver Mia om sin ferie på Bornholm, jeg bliver inviteret med til en forestilling i Bornholmergården på Frilandsmuseet om Pelle Erobrerens tid på Bornholm, og nu er jeg i gang med et reolfund med titlen Mystikkens Danmark - 100 mærkelige og mystiske steder i Danmark, hvor jeg lige har læst en masse interessante ting om Bornholm, fordi jeg simpelthen er startet fra en ende af, og bogen er disponeret alfabetisk

For resten kendte jeg alligevel til flere af de steder, der er beskrevet. Det kan jeg takke den for, som i sin tid forærede mig bogen her, hvor en troldunge ved navn Krølle-Bølle rejser rundt til interessante steder på Bornholm.

Jeg har ingen anelse om, af hvem eller i hvilken anledning jeg fik bogen, men den faldt i alt fald i god jord. Den må enten være ualmindelig godt fortalt, eller også må jeg have haft en speciel smag som barn, for den er den eneste børnebog, jeg kan huske noget om. Bortset naturligvis fra H.C. Andersens eventyr, men selv om de er fortalte for Børn, er det jo ikke børnebøger i samme forstand.

Jeg må hellere få kigget nærmere på den ø. I år er der ikke plads i min kalender. Måske til næste sommer; der skulle vel være en chance for, at øen bliver liggende, hvor den ligger, et stykke tid endnu.

Skærtorsdag 2013 - Spirende planer

Det er vel forår, og noget spirer - trods alt :-)

Jeg bliver ikke særlig omkringfarende i dag. Det var jeg nemlig i går for to dage, i alt fald efter den målestok, der har været gældende for mig i alt for lang tid.

A propos skærtorsdag, som skulle betyde noget med renselse, hjemførte jeg for den formidable sum af kr. 19,95 en bog om en udrensningskur med juicer. Selv om jeg skulle bestemme mig for at kaste mig ud i hele kuren, kan det ikke blive lige nu, for den kræver forberedelse i form af en speciel kost, men jeg har tænkt mig, at jeg skal prøve mindst en af de sundeste juicer i løbet af påsken som en slags kosttilskud.

Og så skal jeg læse reolfundet ude til venstre. Jeg kan godt huske, at jeg læste den i sin tid, men alt for hurtigt. Den skulle læses igen, når jeg fik bedre tid. Det kan den sagtens tåle. Jeg er ellers temmelig forsigtig med at anbefale bøger, men denne gang tør jeg godt.

Den anmeldelse, jeg nu har læst, påstår, at det er en femikrimi, og det havde været nok til at afskrække mig, hvis jeg havde læst det først.

Den 25. november 2005 afholdt Center for Kønsforskning et seminar med temaet Den skandinaviske femikrimi? Jeg citerer fra en artikel i Information: 

På seminaret [Center for Kønsforskning den 25. november 2005] blev det slået fast, at betegnelsen femikrimi er kommet for at blive, men at det er vigtigt at præcisere, hvad der kan komme ind under denne betegnelse; en af betingelserne må være, blev det understreget, at den skal være skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson, og at det desuden er karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og lægger vægt på hovedpersonens liv og konflikter.

De kriterier opfylder Dinosaurens fjer, men den beskriver også i høj grad andre vigtige personers liv og konflikter. Det gælder for eksempel den mandlige detektiv, der bliver sat på sagen, og den canadiske biolog, som er den myrdede biologs argeste modstander. Derfor mener jeg heller ikke, at bogen er en egentlig krimi; den er en kriminalroman. Det er vistnok min egen opfindelse at skelne på den måde. Jeg kan også godt lide krimier, men altså ikke femikrimier. De få af dem, jeg har læst, har været nok til at afskrække mig fra at købe en hvilken som helst bog, der havde fået den betegnelse hæftet på sig.

Sissel-Jo Gazan er selv biolog, og det spiller en stor rolle i bogen. Derudover får man en del at vide om fugle og dinosaurer, og hun forstår at forklare, så det bliver både interessant og til at forstå. Ikke nogen dårlig bonus.

For resten findes der også kriminalromaner med en mand med personlige konflikter som hovedperson. Det vil sige, jeg har læst én: Leif G.W. Persson: Den døende detektiv. Den afviger også en hel del fra de almindelige krimier. Der må være flere. Hvad mon man ville kunne finde på at kalde sådan en subgenre? Machokrimi?

Men det var de spirende planer.

I påsken er jeg næsten nødt til at høre Stabat mater. Der findes mange udgaver, og den mest kendte på disse breddegrader lader til at være Pergolesis. Den indeholder tre alt-arier, som jeg selv har prøvet at arbejde med, da jeg gik til sangundervisning, og jeg synes, den version er flot, men jeg kender den jo så godt og har den desuden med June Anderson og Cecila Bartoli, så jeg tror, jeg vil gå efter Caldaras version i år. Den bliver opført i Johannes Døbers Kirke i Valby klokken 15 i morgen. Valby er heller ikke så langt væk.