Skærtorsdag 2013 - Spirende planer

Det er vel forår, og noget spirer - trods alt :-)

Jeg bliver ikke særlig omkringfarende i dag. Det var jeg nemlig i går for to dage, i alt fald efter den målestok, der har været gældende for mig i alt for lang tid.

A propos skærtorsdag, som skulle betyde noget med renselse, hjemførte jeg for den formidable sum af kr. 19,95 en bog om en udrensningskur med juicer. Selv om jeg skulle bestemme mig for at kaste mig ud i hele kuren, kan det ikke blive lige nu, for den kræver forberedelse i form af en speciel kost, men jeg har tænkt mig, at jeg skal prøve mindst en af de sundeste juicer i løbet af påsken som en slags kosttilskud.

Og så skal jeg læse reolfundet ude til venstre. Jeg kan godt huske, at jeg læste den i sin tid, men alt for hurtigt. Den skulle læses igen, når jeg fik bedre tid. Det kan den sagtens tåle. Jeg er ellers temmelig forsigtig med at anbefale bøger, men denne gang tør jeg godt.

Den anmeldelse, jeg nu har læst, påstår, at det er en femikrimi, og det havde været nok til at afskrække mig, hvis jeg havde læst det først.

Den 25. november 2005 afholdt Center for Kønsforskning et seminar med temaet Den skandinaviske femikrimi? Jeg citerer fra en artikel i Information: 

På seminaret [Center for Kønsforskning den 25. november 2005] blev det slået fast, at betegnelsen femikrimi er kommet for at blive, men at det er vigtigt at præcisere, hvad der kan komme ind under denne betegnelse; en af betingelserne må være, blev det understreget, at den skal være skrevet af en kvinde med en kvinde som hovedperson, og at det desuden er karakteristisk for femikrimien, at den beskriver moderne kvindeliv og lægger vægt på hovedpersonens liv og konflikter.

De kriterier opfylder Dinosaurens fjer, men den beskriver også i høj grad andre vigtige personers liv og konflikter. Det gælder for eksempel den mandlige detektiv, der bliver sat på sagen, og den canadiske biolog, som er den myrdede biologs argeste modstander. Derfor mener jeg heller ikke, at bogen er en egentlig krimi; den er en kriminalroman. Det er vistnok min egen opfindelse at skelne på den måde. Jeg kan også godt lide krimier, men altså ikke femikrimier. De få af dem, jeg har læst, har været nok til at afskrække mig fra at købe en hvilken som helst bog, der havde fået den betegnelse hæftet på sig.

Sissel-Jo Gazan er selv biolog, og det spiller en stor rolle i bogen. Derudover får man en del at vide om fugle og dinosaurer, og hun forstår at forklare, så det bliver både interessant og til at forstå. Ikke nogen dårlig bonus.

For resten findes der også kriminalromaner med en mand med personlige konflikter som hovedperson. Det vil sige, jeg har læst én: Leif G.W. Persson: Den døende detektiv. Den afviger også en hel del fra de almindelige krimier. Der må være flere. Hvad mon man ville kunne finde på at kalde sådan en subgenre? Machokrimi?

Men det var de spirende planer.

I påsken er jeg næsten nødt til at høre Stabat mater. Der findes mange udgaver, og den mest kendte på disse breddegrader lader til at være Pergolesis. Den indeholder tre alt-arier, som jeg selv har prøvet at arbejde med, da jeg gik til sangundervisning, og jeg synes, den version er flot, men jeg kender den jo så godt og har den desuden med June Anderson og Cecila Bartoli, så jeg tror, jeg vil gå efter Caldaras version i år. Den bliver opført i Johannes Døbers Kirke i Valby klokken 15 i morgen. Valby er heller ikke så langt væk.

Genopdagelse

I weekenden var jeg i Odense. Transporten tog mig godt og vel to timer hver vej, hvoraf den ene time mellem Høje Taastrup og Odense Station var uden skift. Da jeg kom hjem, sagde en af mine venner, at det måtte have været en dejlig tur sådan at kunne sidde og se landskabet glide forbi, for det havde jo været godt vejr.

I sin begejstring havde han åbenbart glemt, at det er bælgmørkt klokken fem her i januar, og at jeg skulle rejse efter klokken fem begge veje. Jeg ville nu under ingen omstændigheder have spildt så meget tid på at kigge på det velkendte danske landskab.

Næh, jeg havde væbnet mig med en bog. En roman, sandelig. Jeg er muligvis ved at skyde mig ind på grunden til, at jeg i flere år ikke rigtig har gidet skønlitteratur, bortset fra gammeldags krimier. Jeg havde spredt mig for meget.

Giv mig en ridderroman, og jeg er tabt for omverdenen. Sådan var det, da jeg var barn, og sådan er det åbenbart stadig.

Genopdagelsen kan jeg takke Netto for. Blandt de bøger, de havde som spotvarer, da jeg besøgte min lokale Netto-butik på afrejsedagen, faldt mit blik på en, der hed Den sidste tempelridder.

Jeg var omgående tilbage til min barndom, hvor jeg på et tidspunkt – jeg må have været ni år – overtog en masse gamle bøger efter noget af min mors familie. Nogle af dem var faktisk så gamle, at de var trykt med gotiske bogstaver, som jeg af den grund tidligt lærte at læse. Det gjaldt nu ikke den allerbedste: Ivanhoe.

Jeg slugte den. Min morbror, der som officer var i branchen, forærede mig et splinternyt eksemplar i en mere moderne oversættelse. Selvfølgelig så jeg også filmatiseringen med Robert Taylor og Elizabeth Taylor engang i 1950’erne. Meget senere så jeg en mere spændende filmatisering på tv med Anthony Andrews som Ivanhoe. Den har jeg nu bestilt på amazon.co.uk. Der ligger flere bidder af den på YouTube. Her er en af dem:



Mine helte behøver nu ikke altid at være fra middelalderen. Den røde pimpernel hører også til de yndlinge, som jeg faktisk havde glemt, men jeg blev mindet om den på amazon.co.uk, fordi den findes i en fremragende filmatisering med Anthony Andrews i titelrollen, som jeg også har set på tv og nu bestilt. Den ligger på YouTube i flere dele. Her er første del:

Jeg har aldrig læst nogen af bøgerne på originalsproget. Det må være ved at være på tide.

For resten foregår det meste af Den sidste Tempelridder i det 21. århundrede, men spændende er den nu alligevel, så det var godt, at jeg ikke læste omtalen bag på bogen, før jeg købte den. Siden har jeg læst, at den skulle ligne The Da Vinci Code. Der er også visse lighedspunkter, men den synes jeg absolut ikke om. Der er i alt fald ikke tale om en efterligning, for selv om romanen Den sidste Tempelridder er fra 2005, er den en omarbejdelse af et filmmanuskript, som forfatteren, Raymond Khoury, havde skrevet engang i 1990'erne.

Rasmines julekalender 2012 - 2. december

Fra 0:24 den perfekte sang til årets første rigtige snedag sunget af Sissel Kyrkjebø på næsten perfekt dansk.

1. december forsvandt af forskellige grunde. Jeg vil ikke sige desværre, for en af dem var, at jeg faldt over The House of the Vestals, som er en kriminovellesamling af Steven Saylor og nummer to i serien Roma sub Rosa, der spejler Rom på Cæsars og Ciceros tid gennem detektiven Gordianus the Finder. Jeg opdagede serien for nogle år siden. Til min store fryd, for jeg er i det hele taget historisk interesseret, og latin var mit yndlingsfag i gymnasiet. Siden er der sket en del ting i mit liv, som har gjort, at den slags tant og fjas er gledet noget i baggrunden. I mellemtiden er der udkommet fire bind, som jeg slet ikke har læst! Det skal indhentes i juleferien.

Ad omveje

Det lader ikke til, at jeg kommer over min generelle ulyst til at læse ny litteratur. Om det er mig eller størsteparten af litteraturen, der er noget i vejen med, vil vel vise sig engang. Faktisk har jeg for nylig forsøgt igen. Jeg meldte mig ind i en læseklub, fordi jeg tænkte, at jeg vel så i det mindste fik bøgerne læst færdig. Men nej. Kun den tyndeste, og så var det slut. 

For et halvt års tid siden tog jeg mig endelig sammen til at melde mig ud af Gyldendals Bogklub, fordi jeg i den grad havde tabt interessen, at jeg fik et par bøger, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at købe, fordi jeg havde glemt at afbestille dem. Så en dag så jeg en anmeldelse af den ene: Brobyggerne af Jan Guillou. Det så da i det mindste ud til at være et interessant emne. Ikke bare en beskrivelse af den moderne tilværelses viderværdigheder.

Jan Guillou har sagt, at han vil skrive 1900-tallets historie, og Brobyggerne er første bind. Jeg kunne næsten ikke slippe bogen og besluttede straks, at jeg ville læse fortsættelserne, hvis de viste sig at holde niveauet. Man kan jo aldrig vide, om gassen går af ballonen.

Egentlig havde jeg tænkt mig at vente med at anskaffe næste bind, fordi jeg indtil videre ikke har ret meget energi og dermed ikke ret meget tid, men en dag for ikke så længe siden så jeg Dandy, som næste bind hedder, i Netto, så jeg tog den med hjem – og dyede mig faktisk! 

Indtil i går. Jeg havde glemt at tage piller og havde ret ondt, så jeg tog pillerne og lagde mig for at vente på, at de skulle virke. Så kunne jeg jo lige så godt læse et kapitel af Dandy imens.

Jeg går ind for at læse udenom på den måde, at hvis der nævnes noget fra den virkelige verden, som bogen ikke giver noget rigtigt indtryk af, for eksempel malerier eller musik, forsøger jeg at finde noget om det uden dog at bruge alt for meget tid på den slags research. En af seriens hovedpersoner er i Dandy meget begejstret for Tchaikovskys Pathétique, som jeg næsten selvfølgelig ikke kendte noget til, fordi jeg ikke er ret meget for musik for stort orkester, når det ikke lige drejer sig om opera eller ballet. Altså gik jeg på YouTube og fandt stykket, som absolut ikke fangede mig. Men så ...

Ud ad øjenkrogen fik jeg øje på navnet Sergiu Celibidache og var straks tilbage i min gymnasietid, hvor den berømte og berygtede dirigent opholdt sig i Danmark og fik sat skub i Radiosymfoni-orkestret. Orkestermusik interesserede mig heller ikke dengang, men man kunne ikke undgå at se mandens navn og kontrafej alle vegne. Jeg kan kun huske billeder, hvor han så yderst bister ud.

Alligevel klikkede jeg på videoen i et anfald af nostalgisk nysgerrighed – og fik noget af en overraskelse. Det var optagelser fra Celibidaches prøver med London Symphony Orchestra, og værket var Faurés Requiem. Det vil altså sige ikke bare orkester, men også kor, som heller ikke interesserer mig særligt. Ikke desto mindre så jeg videoen til ende, selv om den varer en hel time. Det viste sig nemlig, at Celibidache kombinerede engagement og en utrolig indlevelse med stor venlighed og megen humor.

Selv efter en time havde jeg ikke helt fået nok, og tænk, så fandt jeg en video, hvor han dirigerer Radiosymfoniorkestret i Ravels Boléro! Sikkert en fremragende opførelse, men det var Celibidache selv, der fangede. Cirka syv minutter inde i videoen begynder han at nærmest danse til musikken, som en russisk ballerina bestilte hos Ravel:

Broder Jacob - boganmeldelse i utide

Det er vist efterhånden et års tid siden, jeg proklamerede, at jeg ikke længere gad læse nyere skønlitteratur. Det er ikke gået over - når man lige ser bort fra kriminalromaner, i det omfang jeg kan finde nogle, der er tilstrækkeligt ublodige.

Det bliver jo ikke ved med at gå, når man gerne vil holde sig nogenlunde orienteret. Anmeldelser er ikke nok, og man kan heller ikke altid stole på dem. Jeg har en hel del at indhente.

Derfor har jeg lagt forsigtigt ud med at melde mig ind i bibliotekets historiske romanlæseklub. Jeg tænkte, at siden jeg interesserer mig for historie, måtte jeg kunne komme igennem de tre bøger, der er på programmet her i foråret. Jeg syntes også, det var lidt interessant, at den første, der læses, er Broder Jacob af Henrik Stangerup, som jeg aldrig har læst noget af.

Jeg er ikke kommet ret langt. Altså, den er træls!

Broder Jacob var franciskanermunk og levede på den tid, hvor reformationen blev indført i Danmark. En periode, som kan give anledning til masser af betragtninger om religion, kultur og andre livsværdier, og det lever Stangerup naturligvis fuldt ud op til.

Der er mange interessante tanker og billeder, men det er den mest rodede bog, jeg nogensinde er begyndt på. Hvis det ikke var, fordi jeg 'har den for', ville jeg allerede være stoppet. Jeg har ellers det princip, at jeg ikke læser bøger færdig, hvis de ikke fanger mig nogenlunde hurtigt, men på grund af de særlige omstændigheder har jeg læst meget længere, end jeg normalt ville have gjort.

Det er irriterende at læse en passage og så finde ud af, at selv om man ved, at ens øjne faktisk har læst den, er det ikke trængt ind. Man læser så passagen en gang til med det faste forsæt at være mere opmærksom, kun for efter nogle linjer at finde ud af, at det heller ikke denne gang er ret meget, der bliver hængende. Man sætter derfor modvilligt sit normale læsetempo ned med to tredjedele og tvinger på den måde til sidst passagen igennem til sin bevidsthed.


'Rodet' skal uden tvivl afspejle den turbulente tid, som bogen beskriver, men når sådan et princip gennemføres i den grad, som det er tilfældet her, er det trættende. Forhåbentlig tager det af, efterhånden som Broder Jacob slipper bort fra de reformationshærgede områder.


Billedet er et træsnit af Albrecht Dürer

Er der nogen, der har læst Broder Jacob færdig?

Julekalender 2011

Fredag den 2. december

Krimier

En yderst afslappet dag med diverse småaktiviteter og en bid af min nye krimi af Lotte & Søren Hammer: Ensomme hjerters klub. Jeg har meldt mig ind i Gyldendals krimibogklub.

Moderne skønlitteratur har jeg stadig ikke lyst til. I lang tid havde jeg heller ikke lyst til moderne kriminalromaner, efter at genren eksploderede i mere end én forstand for ikke særlig mange år siden. Der udkom jo pludselig et hav af nye krimier. Jeg læste et par af dem og brød mig absolut ikke om dem. Blodbade, lemlæstede lig og psykopatiske mordere er uinteressante. Splatterromaner!

Jeg var jo vant til at læse Agatha Christie og Dorothy L. Sayers og på det seneste også P.D. James, selv jeg ikke synes, hun kommer på højde med de to endnu ældre damer. Hvorfor ved jeg egentlig ikke rigtig; det må jeg finde ud af ved lejlighed. - Det vigtige er opklaringen af et mysterium, som i en rigtig god kriminalroman giver anledning til interessante miljø- og personskildringer. Egentlig behøver det ikke at dreje sig om mord. Jeg har en samling Hercules Poirot-noveller, hvor det ikke er mord, der opklares, og det skulle ikke undre mig, om konceptet kunne bære en hel roman.

Nå, men da jeg var kommet mig lidt over chokket, forsøgte jeg igen, for jeg kan nu engang godt lide krimier, og selv om jeg sagtens kan læse mine gamle krimier flere gange, skal de indimellem have en pause. Jeg udsøgte mig nogle af de mindst blodige og fandt ud af, at et par af dem var til at holde ud. Derfor Krimibogklubben, hvor man får forfatterne og deres bøger præsenteret uden at behøve at læse avis.

Jeg er ikke færdig med min nyerhvervelse, så jeg vil vente med at fortælle om den - hvis den skulle vise sig at være værd at fortælle om.