Det bliver jo ikke ved med at gå, når man gerne vil holde sig nogenlunde orienteret. Anmeldelser er ikke nok, og man kan heller ikke altid stole på dem. Jeg har en hel del at indhente.
Derfor har jeg lagt forsigtigt ud med at melde mig ind i bibliotekets historiske romanlæseklub. Jeg tænkte, at siden jeg interesserer mig for historie, måtte jeg kunne komme igennem de tre bøger, der er på programmet her i foråret. Jeg syntes også, det var lidt interessant, at den første, der læses, er Broder Jacob af Henrik Stangerup, som jeg aldrig har læst noget af.
Jeg er ikke kommet ret langt. Altså, den er træls!
Broder Jacob var franciskanermunk og levede på den tid, hvor reformationen blev indført i Danmark. En periode, som kan give anledning til masser af betragtninger om religion, kultur og andre livsværdier, og det lever Stangerup naturligvis fuldt ud op til.
Der er mange interessante tanker og billeder, men det er den mest rodede bog, jeg nogensinde er begyndt på. Hvis det ikke var, fordi jeg 'har den for', ville jeg allerede være stoppet. Jeg har ellers det princip, at jeg ikke læser bøger færdig, hvis de ikke fanger mig nogenlunde hurtigt, men på grund af de særlige omstændigheder har jeg læst meget længere, end jeg normalt ville have gjort.
Det er irriterende at læse en passage og så finde ud af, at selv om man ved, at ens øjne faktisk har læst den, er det ikke trængt ind. Man læser så passagen en gang til med det faste forsæt at være mere opmærksom, kun for efter nogle linjer at finde ud af, at det heller ikke denne gang er ret meget, der bliver hængende. Man sætter derfor modvilligt sit normale læsetempo ned med to tredjedele og tvinger på den måde til sidst passagen igennem til sin bevidsthed.

'Rodet' skal uden tvivl afspejle den turbulente tid, som bogen beskriver, men når sådan et princip gennemføres i den grad, som det er tilfældet her, er det trættende. Forhåbentlig tager det af, efterhånden som Broder Jacob slipper bort fra de reformationshærgede områder.
Billedet er et træsnit af Albrecht Dürer
Er der nogen, der har læst Broder Jacob færdig?

Ingen kommentarer:
Send en kommentar