Så er der noget ved det!

I mange år interesserede jeg mig ikke særligt for, hvem der havde instrueret en opera, selv om jeg alligevel engang lagde mærke til en ret festlig opsætning af Askepot på Det kongelige Teater og så efter, hvem der stod for den; det var John Price.

Selvfølgelig spiller det altid en rolle, men det gik først for alvor op for mig, da det blev moderne at aktualisere klassiske operaer. Den mode har sparet mig for en masse penge, for jeg gider ikke de der oversnedige fortolkninger med tilhørende grimme scenebilleder.

For et stykke tid siden faldt jeg over et gammelt tv-program, hvor Hermann Prey bliver interviewet af instruktøren August Everding. Der bliver selvfølgelig også vist et klip med Prey i hans glansrolle som Figaro i Barberen i Sevilla - det selvsamme, som jeg havde med i mit indlæg i ABCscandinavia 2 om romantiske operaer. Eine richtige Ponnelle-Inszenierung, bemærker Everding bagefter.

Uden nogensinde at have hørt om (Jean-Pierre) Ponnelle var jeg i forvejen ret begejstret for den opsætning, fordi den er opfindsom uden at ødelægge noget. Måske skulle man interessere sig lidt for den herre.

Nu er jeg så i besiddelse af en Ponnelle-opsætning af Rigoletto på dvd, og den er jeg rigtig glad for. Jeg vil mene, at den er værd at have alene for opsætningens skyld, men det gør nu heller ikke noget, at Ingvar Wixell spiller Rigoletto og Edita Gruberovà hans datter Gilda, eller at Pavarotti er Hertugen.

I mit gamle indlæg havde jeg også et klip med, hvor Pavarotti synger La donna è mobile, og hvor man kan se ham spille figuren. Jeg har ellers kun set ham synge enkeltnumre til koncerter, og der syntes han åbenbart, det var nok bare at synge løs. Egentlig har jeg altid undret mig over det, fordi han er ret livlig i de forskellige interviews, som jeg har set. Klippet valgte jeg, fordi det var det første, jeg fandt, hvor der er liv i han mimik, mens han synger. Det burde have været dette her fra Ponnelles opsætning, hvor han virkelig agerer:



Der er så lige det ved det, at han sandsynligvis mimer og derfor har mere overskud til at agere, men han kunne altså godt.

Jeg har for resten set Rigoletto to gange på Det kongelige Teater - Gamle Scene, naturligvis - med Ib Hansen i titelrollen. Det er ganske vist længe, længe siden, men jeg synes alligevel, jeg kan huske, at Ib Hansen spillede rollen mere virkningsfuldt end Wixell og sang mindst lige så godt ...

(Jeg har selvfølgelig også bestilt Ponnelles Barberen.)