Ugens digter er ikke repræsenteret i den berømte kulturkanon, til trods for at han i 1917 delte Nobelprisen i litteratur med Henrik Pontoppidan, som er repræsenteret i kanonen med Lykke-Peer.Gjellerup blev ganske vist cand.theol., men interesserede sig mere for bibelkritik, filosofi og litteratur end for teologi og blev aldrig præst. Han fik Universitetets guldmedalje for en filosofisk afhandling om Arvelighed og Moral, som han derefter udvidede så provokerende, at Universitetet 'ikke længere ville vedkende sig pristildelingen'. Det må vel betyde, at han mistede sin medalje.
Han havde det med at blive fanatisk begejstret for de forskelligste ideer for senere at blive en lige så fanatisk modstander af de samme ideer. En idealist, som havde det største besvær med at finde et ståsted. Han skrev romaner og skuespil, tilegnede Brandes en digtsamling og forelskede sig i en anden mands kone, som han til sidst blev gift med, hvorefter han emigrerede til Tyskland, hans kones hjemland. Med alderen blev han som så mange andre noget mere afdæmpet, men faldt vist aldrig helt til ro.
De allerfleste af digtene på Kalliopes liste over digte af Gjellerup har et oldnordisk motiv, men blandt alt det oldnordiske står også dette ganske charmerende lille digt:
Stille, — lad mig kysse dig paa Øiet,
inden Laagets Vipper
Taareperlen slipper;
ingen Graad iaften, Skat,
og intet Suk inat!
Hold dit Hoved fromt tilbage bøiet, -
Søde! jeg vil kysse dig paa Øiet!
Hold din Nakke stille baglængs bøiet!
Laagets vaade Vipper
mod min Læbe klipper
som Vingen af en dugget Fugl,
der fanges i sit Skjul.
Flyv, flyv ud! nu har jeg kysset Øiet;
hvor det ler! se, Sorgens Fugl er fløiet!
Jeg får en fornemmelse af, at det er oplevet; at han faktisk fik hende til at le. Det er da et skørt - og meget romantisk - påfund. I øvrigt sikkert ikke særlig behageligt for den, der måtte lægge øje til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar