Fredag den 2. december
Krimier
En yderst afslappet dag med diverse småaktiviteter og en bid af min nye krimi af Lotte & Søren Hammer: Ensomme hjerters klub. Jeg har meldt mig ind i Gyldendals krimibogklub.
Moderne skønlitteratur har jeg stadig ikke lyst til. I lang tid havde jeg heller ikke lyst til moderne kriminalromaner, efter at genren eksploderede i mere end én forstand for ikke særlig mange år siden. Der udkom jo pludselig et hav af nye krimier. Jeg læste et par af dem og brød mig absolut ikke om dem. Blodbade, lemlæstede lig og psykopatiske mordere er uinteressante. Splatterromaner!
Jeg var jo vant til at læse Agatha Christie og Dorothy L. Sayers og på det seneste også P.D. James, selv jeg ikke synes, hun kommer på højde med de to endnu ældre damer. Hvorfor ved jeg egentlig ikke rigtig; det må jeg finde ud af ved lejlighed. - Det vigtige er opklaringen af et mysterium, som i en rigtig god kriminalroman giver anledning til interessante miljø- og personskildringer. Egentlig behøver det ikke at dreje sig om mord. Jeg har en samling Hercules Poirot-noveller, hvor det ikke er mord, der opklares, og det skulle ikke undre mig, om konceptet kunne bære en hel roman.
Nå, men da jeg var kommet mig lidt over chokket, forsøgte jeg igen, for jeg kan nu engang godt lide krimier, og selv om jeg sagtens kan læse mine gamle krimier flere gange, skal de indimellem have en pause. Jeg udsøgte mig nogle af de mindst blodige og fandt ud af, at et par af dem var til at holde ud. Derfor Krimibogklubben, hvor man får forfatterne og deres bøger præsenteret uden at behøve at læse avis.
Jeg er ikke færdig med min nyerhvervelse, så jeg vil vente med at fortælle om den - hvis den skulle vise sig at være værd at fortælle om.
Før og nu
3 dage siden

Ingen kommentarer:
Send en kommentar