Ad omveje

Det lader ikke til, at jeg kommer over min generelle ulyst til at læse ny litteratur. Om det er mig eller størsteparten af litteraturen, der er noget i vejen med, vil vel vise sig engang. Faktisk har jeg for nylig forsøgt igen. Jeg meldte mig ind i en læseklub, fordi jeg tænkte, at jeg vel så i det mindste fik bøgerne læst færdig. Men nej. Kun den tyndeste, og så var det slut. 

For et halvt års tid siden tog jeg mig endelig sammen til at melde mig ud af Gyldendals Bogklub, fordi jeg i den grad havde tabt interessen, at jeg fik et par bøger, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at købe, fordi jeg havde glemt at afbestille dem. Så en dag så jeg en anmeldelse af den ene: Brobyggerne af Jan Guillou. Det så da i det mindste ud til at være et interessant emne. Ikke bare en beskrivelse af den moderne tilværelses viderværdigheder.

Jan Guillou har sagt, at han vil skrive 1900-tallets historie, og Brobyggerne er første bind. Jeg kunne næsten ikke slippe bogen og besluttede straks, at jeg ville læse fortsættelserne, hvis de viste sig at holde niveauet. Man kan jo aldrig vide, om gassen går af ballonen.

Egentlig havde jeg tænkt mig at vente med at anskaffe næste bind, fordi jeg indtil videre ikke har ret meget energi og dermed ikke ret meget tid, men en dag for ikke så længe siden så jeg Dandy, som næste bind hedder, i Netto, så jeg tog den med hjem – og dyede mig faktisk! 

Indtil i går. Jeg havde glemt at tage piller og havde ret ondt, så jeg tog pillerne og lagde mig for at vente på, at de skulle virke. Så kunne jeg jo lige så godt læse et kapitel af Dandy imens.

Jeg går ind for at læse udenom på den måde, at hvis der nævnes noget fra den virkelige verden, som bogen ikke giver noget rigtigt indtryk af, for eksempel malerier eller musik, forsøger jeg at finde noget om det uden dog at bruge alt for meget tid på den slags research. En af seriens hovedpersoner er i Dandy meget begejstret for Tchaikovskys Pathétique, som jeg næsten selvfølgelig ikke kendte noget til, fordi jeg ikke er ret meget for musik for stort orkester, når det ikke lige drejer sig om opera eller ballet. Altså gik jeg på YouTube og fandt stykket, som absolut ikke fangede mig. Men så ...

Ud ad øjenkrogen fik jeg øje på navnet Sergiu Celibidache og var straks tilbage i min gymnasietid, hvor den berømte og berygtede dirigent opholdt sig i Danmark og fik sat skub i Radiosymfoni-orkestret. Orkestermusik interesserede mig heller ikke dengang, men man kunne ikke undgå at se mandens navn og kontrafej alle vegne. Jeg kan kun huske billeder, hvor han så yderst bister ud.

Alligevel klikkede jeg på videoen i et anfald af nostalgisk nysgerrighed – og fik noget af en overraskelse. Det var optagelser fra Celibidaches prøver med London Symphony Orchestra, og værket var Faurés Requiem. Det vil altså sige ikke bare orkester, men også kor, som heller ikke interesserer mig særligt. Ikke desto mindre så jeg videoen til ende, selv om den varer en hel time. Det viste sig nemlig, at Celibidache kombinerede engagement og en utrolig indlevelse med stor venlighed og megen humor.

Selv efter en time havde jeg ikke helt fået nok, og tænk, så fandt jeg en video, hvor han dirigerer Radiosymfoniorkestret i Ravels Boléro! Sikkert en fremragende opførelse, men det var Celibidache selv, der fangede. Cirka syv minutter inde i videoen begynder han at nærmest danse til musikken, som en russisk ballerina bestilte hos Ravel: