I dag har jeg hentet tre par sko, som jeg havde købt på
udsalg i Eccos webshop. Tre par ens snøresko
i skind i forskellige farver. Ecco har nemlig udsalg (til i morgen med), så de to par i
sommerfarver, det vil sige et par hvide og et par lysegrå, fik jeg for 280 kroner pr.
par. Et par sorte betalte jeg de normale 700 kroner for. Jeg turde godt, fordi jeg før har
haft et par sorte Ecco-sko, som lignede de nye til forveksling, så jeg var sikker på størrelse og pasform.
Det var de to kup.
Jeg fandt en lang, hvid nederdel i et tyndt og let stof, som
jeg tror og håber er polyester og bomuld, for den ville være noget besværlig at
stryge. Den er i mange etager og måler cirka fem meter forneden. Tyve kroner kostede den. Cirka tredive skridt senere
fik jeg øje på en let og luftig Vera Moda-sweater i ramie med korte raglanærmer, også i hvidt, som jeg var sikker på ville koste i
nærheden af 100 kroner, selv på sådan et marked. Men nej, den kostede tredive kroner.
Det var helt tydeligt, at ingen af delene havde været brugt før.
Det var kup nummer tre og fire.
Egentlig ville jeg gå, men fik så øje på en bod med glas.
Jeg har en svaghed for ting i glas uden slibninger, så jeg styrede lige imod to eksemplarer af den mindste lysestage på billedet. Bodens indehaverske var ikke sen til at
nærme sig og oplyse, at de kostede 300 kroner. Egentlig syntes jeg, det var ganske rimeligt,
for der var ingen tvivl om, at stagerne var nye, men så sagde damen, at det var krystal. Det
troede jeg ikke på. For mig er krystal nemlig helkrystal, medmindre man gør opmærksom
på andet, og jeg kunne overhovedet ikke få dem til at synge. Det sagde jeg til
damen. Ikke for at få prisen ned; for jeg bryder mig slet ikke om ideen med
at tinge om priser, så det har jeg aldrig gjort. Det vil sige, det har jeg
måske nu uden at ville det, for pludselig kostede stagerne kun 250 kroner, og
det var jo ikke til at stå for. De er meget klare og blanke, og det er sikkert
halvkrystal, for de er også meget tunge, så prisen var i det mindste ikke for høj.
Måske er stagerne kup nummer fem og seks, måske ikke, men jeg er i alt fald glad for dem.
Det bliver måske ikke sidste gang, jeg kigger ind på et loppemarked.
Det bliver måske ikke sidste gang, jeg kigger ind på et loppemarked.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar