Øldrikker bliver jeg aldrig. Jeg har efterhånden smagt den uforståeligt populære drik tre gange i mit liv og lader mig ikke overtale til at gentage fiaskoen.
Men jeg er Carlsberg-fan.
Det er min historie- og oldtidskundskabslærers skyld. Jeg tror, det var i 2. g, han anbefalede os at tage ind på Ny Carlsberg Glyptotek og høre et foredrag om et eller andet, som var relevant for hans fag, men som jeg ikke længere kan huske hvad var. Jeg skrev mig på en liste og har indtil for ganske nylig fået tilsendt et smukt program to gange om året. Imponerende! Nu kan det downloades fra sitet, men uden det flotte, store billede fra museets samlinger, der var på papirudgaven og skiftede fra gang til gang.
Så jeg har altså haft stedet med mig det meste af mit liv. Takket være en lærer, som jeg ikke brød mig om. Makes a girl think!
Det var der, jeg var, da Kennedy blev skudt - til et foredrag om Venedig, som blev holdt af en amerikansk specialist. Vi fik det at vide på vej ud.
Om søndagen betaler man ikke entré, og omvisningerne klokken to - der er altid to at vælge imellem - er også gratis.
For et par år eller fem siden kom jeg til at nævne Glyptoteket for Sanne, der gik med af nysgerrighed – og straks blev hooked, så jeg fik en at følges med. I dag havde vi valgt den omvisning, der hed Borgeridentitet og selvopfattelse i dansk guldalder. Den levende og engagerede guide trak nogle forbindelseslinjer til resten af Europa, fx til Rousseau, som jeg ikke havde sat de ret velkendte malerier i forbindelse med, selv om det egentlig er indlysende - nu bagefter.
Efter omvisningerne er det undertiden lykkedes os at tilkæmpe os en plads i Cafe Glyptoteket, som har god te, lækre kager og - fra de yderste borde - en smuk udsigt over den fantastiske palmehave. Desværre er cafeen alt for lille om søndagen, og man kan ikke bestille bord. I dag var vi enige om, at det gad vi ikke mere, og spadserede op til Conditori La Glace, som jeg lige havde opdaget har søndagsåbent om vinteren, endda helt til klokken fem.
Vi valgte konditoriets egen teblanding, som viste sig at være rigtig lækker, og et stykke H.C. Hat, som bestemt levede op til anmeldelsen. Desværre var der også stopfuldt, så selv om vi var så heldige at få et bord i løbet af nogle minutter, gentager vi nok ikke eksperimentet. Man sad så tæt, og der var så mange mennesker, der ventede, at opholdet ikke var nogen nydelse til trods for sublim te og kage. Vi gik ret hurtigt igen.
Men det er virkelig lækre sager. Man kan selvfølgelig nøjes med at købe tingene med hjem; det var bare ikke lige det, vi havde brug for i dag.
Det står ned i tove
4 dage siden


Ingen kommentarer:
Send en kommentar