ABCscandinavia 2 - Sopran

Den højeste kvindestemme. Sopranerne er heltinderne - primadonnaerne.
Jeg havde en faster, som var Maria Callas-fan. Egentlig tror jeg, at det mest var, fordi hun interesserede hende som person. Min faster forærede mig engang en lp, hvor Callas synger Puccini. På det tidspunkt havde jeg ikke hørt særlig meget, så jeg syntes, hun sang aldeles pragtfuldt, og sang lystigt med på alle arierne. Senere er jeg ligesom en hel del andre blevet klar over, at hendes stemme egentlig ikke var smuk, og det siges også, at hun ikke selv kunne lide den. Det er sikkert en del af forklaringen på, at jeg syntes, at jeg lød helt acceptabel i sammenligning. Derfor troede jeg i lang tid, at jeg var sopran. Siden er jeg blevet meget klogere.

Her er et af mine yndlingsnumre fra dengang:

Den er fra Gianni Schicchi, en komisk enakter af Puccini, som jeg så på Det kongelige Teater flere gange med Ib Hansen i titelrollen. Det har sikkert stået i programmet, at Gianni Schicchi var en historisk person, som er nævnt ganske kort i Dantes Inferno, men dengang havde jeg ikke forsøgt at læse Dante, så jeg hæftede mig ikke ved det. Jeg fik Gianni Schicchi på vinyl til min 17 års fødselsdag af mine klassekammerater - ikke med Callas som Lauretta, Gianni Schicchis datter, men med Victoria de los Angeles, som har en helt anderledes blød og rund stemme. Teksten til O mio babbino caro kan læses her.

I begyndelsen var det de høje toner, jeg gik op i, men efterhånden kom det til at dreje sig mere om klang. Det er selvfølgelig slet ikke dårligt, hvis man kan få begge dele. Derfor kunne man også altid finde mig i billetkøen til Birgit Nilssons årlige koncert i Tivoli, og derfor fik jeg engang en dobbelt-lp med hende som afskedsgave af nogle kolleger. Den indeholder bl.a. denne arie fra Tannhäuser:


Desværre er gengivelsen ikke så god, men jeg tror alligevel, man kan få et indtryk. - Jeg hører ikke til dem, der gemmer programmer, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg hørte til koncerterne i Tivoli – kun, at jeg nød dem intenst. Ellers ville jeg jo heller ikke have stået i den enorme kø år efter år. Det kan ikke have været Wagner alt sammen, selv om Birgit Nilsson først og fremmest var berømt som Wagner-sangerinde. Hun bestræbte sig faktisk på at synge så meget forskelligt som muligt, fordi det holdt stemmen fleksibel.

Jeg kom ved et tilfælde til at overvære Birgit Nilssons sidste koncert i Tivoli. Det vil sige, det var absolut ikke noget tilfælde, at jeg var der, men der var ingen, der vidste på forhånd, at det var meningen, at det skulle være den sidste. Hun sluttede af med at danse rundt på scenen og synge "Fjorton år tror jag visst att jag va' " - i sine sædvanlige camouflerende gevandter. Vild jubel!

Birgit Nilsson var altid fuldstændig ukrukket, og hun var kendt for sin humoristiske sans. Det er der en anden sopran, der også er, nemlig Montserrat Caballé:

Stemmen skratter lidt på vej ned, men jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt en smukkere udgave. Klippet er fra en koncert i München i 1990, hvor hun var 57 år gammel.

Det er ikke alle primadonnaer, der har primadonnanykker.

ABCscandinavia 2