ABCscandinavia 2 - Tenor

Takket være De Tre Tenorer er der sikkert ikke mange, der ikke ved, at det er den højeste mandsstemme. Helten i en opera er næsten altid tenor.

Mit bekendtskab med en af de allerstørste tenorer går meget langt tilbage. Det skyldes en gammel lakplade, som jeg er sikker på, at vi havde med fra Aalborg, som vi flyttede fra, da jeg var 11.

Den tids største tenor var Beniamino Gigli. Som man kan høre, havde han ikke noget imod at lefle lidt - efter sigende undertiden også ikke så lidt - for publikum, f.eks. med småhulk, til trods for at han i andre retninger var yderst seriøs, som man kan læse i Wikipedia. Her er det vigtige, at mine forældre havde en lakplade med denne her indspilning af Santa Lucia:



De havde naturligvis købt den, fordi de kunne lide den, men det endte med, at jeg 'overtog' den. Der gik et stykke tid, før jeg begyndte at synes, at B-siden, som sikkert ellers kun havde været spillet en enkelt gang, var interessant:



Den ligger også på youtube med Gigli, men ikke i tilstrækkeligt god lydkvalitet, så jeg har selvfølgelig valgt et klip med min yndlingstenor. - Jeg havde ikke den fjerneste anelse om handlingen (den er et uddrag af Mascagnis Cavalleria Rusticana, som er et jalousidrama), men syntes alligevel, at det var værd at lytte til. På det tidspunkt er jeg ikke engang sikker på, at jeg var helt klar over, hvad en opera er.

Men ellers gik der ret lang tid, før tenorerne begyndte at interessere mig.

Da jeg mange, mange år senere begyndte at gå til sang og stemmedannelse, fandt min lærerinde på, at jeg skulle synge Panis Angelicus af César Franck. Der var et sted, som jeg ikke rigtig kunne få styr på, og da jeg ikke kan læse noder, gik jeg på biblioteket - og fandt den ved et rent tilfælde med Franco Corelli, som jeg aldrig havde hørt om:



Komponisten har sandsynligvis ikke tænkt sig, at den skulle synges som et stykke dramatik. Nok snarere sådan:



Franco Corelli var virkelig speciel. Han ville have været skibsingeniør, men så var der en ven, der udfordrede ham til at deltage i en sangkonkurrence, hvor han blev 'opdaget', selv om han ikke vandt. Han kasserede sine lærere; påstod, at de var farlige. Derfor lærte han i vid udstrækning sig selv at synge ved at lytte til f.eks. Gigli og flere andre af de største tenorer. Han havde i det hele taget sine egne ideer, så han var ikke lige populær hos alle kritikere. Her synger han Nessun dorma, Pavarottis 'kendingsmelodi', fra Puccinis Turandot på en noget anden måde, end vi er blevet vant til:



Man kan vel egentlig godt forsvare at opfatte Calaf som en rigtig helterolle og synge ham sådan. Det lyder i alt fald utroligt flot. - Som det fremgår, havde Birgit Nilsson titelrollen i den opførelse. Tænk at have oplevet den!

Ingen kunne tage fra ham, at han havde en utrolig stemmekontrol. Han var for eksempel i stand til at synge slutningen af Celeste Aida nøjagtigt, som Verdi har anvist, dvs. synge den samme, høje tone svagere og svagere, men samtidig beholde 'kernen' i stemmen:



Så det var i alt fald ikke, fordi han ikke var i stand til at dæmpe stemmen, at han sang Panis Angelicus, som han gjorde. - Om der overhovedet i nyere tid er eller har været andre, der har kunnet afslutte Celeste Aida på den måde, ved jeg ikke, men selv den ellers noget blidere Pavarotti kunne åbenbart ikke, eller han følger måske bare traditionen og giver publikum, hvad de vil have? I alt fald 'nøjes' han med at holde den høje tone med samme styrke hele vejen igennem, hvad der helt klart også kræver sin mand:



Egentlig er der noget rørende over, at Pavarotti så tydeligt næsten altid har brug for at komme til sig selv efter sådan en afslutning. Der er ingen tvivl om, at han giver alt, hvad han har i sig. Det kunne ligefrem se ud, som om han opsender en takkebøn. Det ville der faktisk også være grund til. En anden tenor - jeg kan ikke lige huske hvem - har sagt, at det er helt ligegyldigt, hvor smukt en tenor ellers har sunget en arie; hvis stemmen knækker på det høje C, kan han være sikker på, at det er det eneste, der interesserer publikum. Det gælder på det nærmeste en tenors liv som sanger. Jeg er helt enig med ham i, at det er bunduretfærdigt. Om det lige er den tone, det drejer sig om her, ved jeg ikke, men høj er den.

Til sidst en dansker, som jeg synes synger virkelig smukt, nemlig Wagner-tenoren Poul Elming. Som regel går der ikke ret lang tid, før Wagner keder mig, men Birgit Nilsson kunne, og nu kan Poul Elming få mig til at lytte lidt længere. Jeg synes, hans klang er meget flot og ikke så hård som mange andre Wagner-tenorers:



Det er Poul Elming yderst til højre. Ham har jeg set på Det Kongelige Teater, da han stadig var en egentlig ikke særlig spændende baryton. Sådan kan det gå.

ABCscandinavia 2