lørdag den 20. december 2014

Rasmines julekalender 2014 -.15

Kurt Moll er lidt yngre end de to sidste og stadig i live, men gammel nok til at have trukket sig tilbage. Efter min mening er han gennemgående noget mindre spændende at høre på end de to foregående, men hans stemme er smuk og endnu dybere. Hør engang hans talestemme:



Derfor var han selvskreven som Kommandanten i Mozarts Don Giovanni. Kommandanten er far til en af de kvinder, som Don Juan har svigtet, og Don Giovanni har dræbt ham i en duel. Don Giovanni har i spøg indbudt statuen af Kommandanten til middag, og nu kommer den for at give Don Giovanni en sidste chance for at forbedre sig - ellers ender han i helvede:



Bassen Samuel Ramey synger Don Giovanni, selv om Mozart faktisk havde skrevet partiet til en lys bariton, som Hermann Prey forklarede i sit da capo-interview. I betragtning af forklaringen er det mærkeligt, at det blev almindeligt at lade Don Giovanni være bas i stedet.

Ramey fandt jeg for første gang, da jeg havde brug for en sammenligning med Chaliapin som Don Quijote, og dengang syntes jeg ret godt om hans stemme. Her synes jeg, at der er for meget sandpapir. Mon det er en tilsigtet effekt?

Det må undersøges, så i næste indlæg hopper jeg en tur over Atlanterhavet og ser, hvad jeg kan finde om Ramey og amerikanske basser i øvrigt.

Ingen kommentarer: