Operaens historie - 2: En misforståelse

Det var ikke Corsi og Peri, der havde gjort forarbejdet.

Æren for det tilfalder Camerata de' Bardi, som var en gruppe humanister, musikere, digtere og intellektuelle, der mødtes hos Grev Bardi for at diskutere kulturelle emner, i særdeleshed drama. Gruppen havde sin storhedstid mellem 1577 og 1582.

Tidens førende ekspert i antik græsk kultur var Girolamo Mei, som især interesserede sig for musik og blandt andet mente, at det oldgræske drama snarere havde været sunget end talt. Han baserede det på, at den græske filosof Aristoxenos af Tarent i et af sine skrifter gjorde sig til talsmand for, at sang skulle efterligne tale. Aristoxenos påstod netop ikke, at at tragedierne blev sunget. Ikke desto mindre begyndte man at teoretisere om, hvordan det bedst lod sig gøre at synge et drama.

Man fandt frem til, at tonerne skulle følge sætningen og fremhæve de vigtige ord, og at følelser skulle udtrykkes i en melodi. Her har vi altså oprindelsen til recitativ og arie.

Men Camerataen ville åbenbart hellere teortetisere end omsætte teorierne i praksis. Her var det så, at gruppen omkring grev Corsi vandt stort over konkurrenterne i Camerataen ved faktisk at producere en opera, nemlig Dafne.

Det er ikke altid, at misforståelser er af det onde - selv om jeg synes, at Euridice ganske vist er smuk, men i længden søvndyssende musik. Det var i alt fald en begyndelse.