Taagen splittes, Isen brister, Solen
høit paa Himlen staaer,
Vintren paa sin hvide Ganger flygter
for den unge Vaar,
Sneen i dens Lokker smælter, falder
ned som Regn paa Vang,
Stormen suser i det Fjerne, det er
Vintrens Afskedssang.
Krybet, der i Jorden slumred, hæver
sig mod Lysets Hjem,
Og den gule Crocus blomstrer, og
Violen pipper frem
Frygtsom end og skjult i Græsset for
at see, om det er sandt,
At den milde Vaar har seiret, og at
Vinterisen svandt.
Frøen dukker op af Kjæret, Pilen
speiler sig i Vand,
Rosenbusken staaer i Knopper,
Viben skriger under Strand,
Lærken stiger, Stæren fløiter,
Droslen slaaer sit vante Slag,
Gjøgen synger, som den pleier,
Storken gjæster Bondens Tag.
Og det jubler høit i Skoven, høit
det klinger under Sky
Om det hellige Vidunder, som er
skeet i Aar paany,
Om den Green, der skjalv i
Vintren, som et dødt og vissent Siv,
Og nu skyder friske Blade, blomstrer
i fornyet Liv.
Bølgen vugger sig ved Kysten, driver
end sin gamle Leg
Med de lette Lysets Alfer, der fra
Solens Ring nedsteg.
See, da kommer letbevinget Svalen
over salten Hav,
En Magnet den har i Brystet, som
Naturens Aand den gav.
Som den fast og sikkert leder, saa
den sig forvilder ei
Gjennem Nat og Blæst og Taager paa
de lette Skyers Vei
Til de blomsterklædte Dale, hvor i
Nord dens Rede staaer,
Hvor den favnes af den milde, den
aurikelkrandste Vaar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar