Egentlig havde jeg troet, at jeg ville være temmelig træt i dag, men det er jeg ikke, bare ugidelig, så jeg har set nogle film.
Jeg abonnerer nemlig på Dansk Filmskat i håb om at få indhentet noget af det, jeg har forsømt gennem årene. For eksempel har jeg aldrig set en eneste film om Olsenbanden, så da jeg blev abonnent, begyndte jeg på den første i serien - og holdt hurtigt op igen. Jeg syntes, den var meget lidt underholdende, og har ikke i sinde at forsøge med nogen af de senere.
Men jeg har genopdaget 5 mand og Rosa, som jeg så i Varde i 1964. Hele familien var på biltur ud i det blå det efterår, og en aften var vi altså havnet i Varde. Egentlig havde jeg glemt filmen, hvad jeg ikke forstår i dag.
Småforbryderen Smukke-Arne bliver indlagt med et brækket ben og kan ikke foretage sig noget rent fysisk, men planlægger og styrer et bankrøveri fra sin hospitalsseng for at hjælpe en af sine medpatienter ud af en pengeafpressers kløer. Den eneste ikke indlagte, der deltager, er hans veninde Rosa.
Morten Grunwald fik en velfortjent Bodil for sin Smukke-Arne, men de andre indlagte på stue 13 spiller også, så det er en lyst: Willy Rathnov, Louis Miehe-Renard, Bendt Rothe og Emil Hass Christensen.
Filmene er ikke tilgængelige permanent, og nu har de lige fjernet mine 5 mand. Den skal anskaffes.
Jeg skulle måske lige forklare, at Arthur Jensen er pengeafpresseren, og dommeren sniger sig til at måle ham, fordi hans højde - eller mangel på samme - spiller en rolle for bankrøveriet. Det var meningen, at præsten skulle vie pengeafpresserens datter og offeret.
Hver fredag bliver 2-3 nye film tilgængelige. I dag har jeg set Thummelumsen fra 1941 med en overspillende Peter Malberg i titelrollen og Cirkus Buster, men dem har jeg ikke lyst til at gentage.
Når jeg nu har hentet den pizza, jeg har bestilt, vil jeg i mangel af mine 5 mand se Smukke-Arne og Rosa, som er fortsættelsen. Selv om den ikke når helt de samme højder, tåler den absolut gentagelse sådan en ugidelig fredag aften.
Før og nu
3 dage siden

Ingen kommentarer:
Send en kommentar