Ellers tak!

___________________________________________________

Jeg vidste godt, at man ville spille Rossinis Tyrken i Italien for første gang på Det Kongelige Teater i denne sæson, og det havde jeg faktisk glædet mig til. Nu er der så lagt en beskrivelse af forestillingen ud på Teatrets website:

... Instruktørmakkerparret Moshe Leiser og Patrice Caurier har henlagt operaen til Middelhavet i 1950’erne. Havet er turkisblåt, stranden er banangul, himlen er dueblå, og heltinden ruller sig ud i seriel utroskab i en flirtende og forførende verden af muskelmænd, pistaciefarvede scootere og parasoller af plastic.

Ellers tak! Jeg klarer mig indtil videre med de cyklende kinesere, jeg fik serveret anrettet på store spejle i Nøddeknækkeren før jul.

Jeg er SÅ træt af den scenografiske oppepning, som teatret efterhånden ekscellerer i. Man må have meget lidt tiltro til kvaliteten af det, man opfører, når man synes, man er nødt til at benytte sig af billige kneb, som afleder opmærksomheden fra det væsentlige. Jeg siger ikke, at jeg ikke ville kunne holde en Rossini-opera i opdaterede kostumer ud, selv om jeg ikke kan se, hvad det skal til for, men dette her er simpelthen for meget.

Derfor gik jeg på Nettet og fandt på amazon.co.uk Il Turco in Italia med Cecilia* Bartoli**, min absolutte yndlingssangerinde, på dvd til en hel del under prisen for en hæderlig plads i teatret.

Endnu en gang holder mit valgsprog:

Næsten intet er så galt, at det ikke et godt for noget

*Vivaldi
**Exsultate, jubilate