Jeg skulle have været en tur til Stockholm i august.
Skulle have været.
DSB sendte billetterne med posten, og jeg hentede dem i min postkasse, men det var i marts, og nu er de sporløst forsvundet. Det skulle slet ikke undre mig, om jeg er kommet til at smide dem ud sammen med alle de reklamer, som jeg får med posten, selv om jeg har en mærkat, som siger nej tak til både reklamer og aviser. Det er følgen af, at man selv skal hente sin post; man lægger dem i en pose eller taske, og så er der åbenbart fare på færde, hvis man er mig.
Jeg fik en meget detaljeret kvittering fra DSB pr. mail inklusive booking-nummer, så da jeg nu har måttet opgive at finde billetterne, har jeg ringet til DSB, fordi jeg troede, at jeg kunne få et eller andet bevis, som kunne erstatte billetterne. Måske kunne man ligefrem bruge kvitteringsmailen i stedet for billetterne. Det hele står jo i den.
Men nej.
Damen lirede en remse af om, at billetter var værdipapirer, og derfor var der intet at gøre.
Hun må vel have ment, at billetter er ihændehaverpapirer, men man skulle da tro, at der kunne gøres et eller andet. Hvad skulle jeg ellers med den mail?
De kan ikke sælge billetterne igen, så de kommer til at køre med en tom plads begge veje, - hvad de så har ud af det.
Før og nu
3 dage siden

Ingen kommentarer:
Send en kommentar