onsdag den 10. juni 2015

Onsdag, den 10. juni 2015

Hvor varmt mon det har været i dag? I alt fald rigeligt varmt til en hårdtarbejdende oversætter, som bor oppe under taget og har cirka fem meter glas til solsiden i den stue, hvor computeren står.

Jeg har arbejdet på min hasteopgave og mangler nu kun halvdelen af den mindste fil. Det bliver i morgen tidlig.

Å jo, jeg kunne godt være blevet færdig, men jeg holdt siesta i mit forholdsvis kølige soveværelse. Ikke, fordi det var køligere i stuen, da jeg igen indtog min plads foran computeren, men varmen gør mig træt, og efter min siesta var jeg i det mindste knap så træt.

Det var nu ikke, fordi jeg sov. Jeg har anskaffet mig nogle e-bøger af P.G. Wodehouse om Bertie og Jeeves og er i gang med Right Ho, Jeeves!
 
Det var den første bog, jeg læste af Wodehouse, og det var et rent tilfælde, men jeg har været hooked lige siden, og det vil sige i cirka et halvt århundrede. Jeg kan læse de bøger om og om igen med stor fryd, fordi de er så propfyldt med sproglige finurligheder og litterære citater, at man umuligt kan huske det hele, når man har læst bogen færdig. Hvis det ikke er hver eneste sætning, der får en eller anden drejning, er det i alt fald ikke meget galt.

Nu vil jeg gå ind i mit forholdsvis kølige soveværelse og lægge mig på min forholdsvis kølige seng og læse lidt videre.

På, ikke i, for det ville betyde noget med en dyne. En uudholdelig tanke! Min dyne kommer sandsynligvis først i brug igen engang til efteråret.

Ingen kommentarer: