torsdag den 8. januar 2015

Uge 2: Er der nogen, der vil med?

Opdateret 10-01-2015

2014 var ikke det mest spændende år i mit liv, næsten uanset hvordan man vil forstå spændende.

Jeg kom stort set ingen steder, fordi det altså er besværligt med krykker, og fordi jeg hele tiden tænkte, at det nok blev bedre, og så ville jeg tage revanche. Det gik så vidt som til, at jeg ikke brugte nogen af mine billetter til Det kgl. Teater.

Det kan ikke blive ved, så til trods for krykkerne er jeg igen begyndt at kigge på KultuNaut.

Jeg håber, at jeg kan gennemføre de fleste af planerne, selv om jeg desværre gik glip af nytårskoncerten i Frederiksberg Kirke, fordi jeg lige inden var udsat for en af de frygtelige buschauffører, der bremser hårdt op, hver gang de får en chance. Det kunne mit sarte balancesystem ikke klare, så jeg blev forfærdeligt køresyg og havde ikke lyst til at foretage mig noget som helst.

I mellemtiden har jeg besluttet, at listen skal dække en uge ad gangen, så der er kun en enkelt begivenhed tilbage i denne uge, eftersom der kun er en enkelt dag tilbage. Resten af det, der stod på den oprindelige liste, som jeg stadig har lyst til, har jeg flyttet til næste uge. Liisten for hver uge kan ses fra mandag i den foregående uge - naturligvis bortset fra listen for uge 3, fordi beslutningen først lige er truffet.

Post-impressionisme: Et møde med Gauguin og van Gogh
De var skelsættende skikkelser på tærsklen til det moderne. Impressionisterne havde banet vejen for helt nye måder at male på, og Gauguin og van Gogh førte stafetten videre med deres dybt originale eksperimenter med motivvalg, teknik og farvesammensætning. Læs mere.
Søn. d. 11. januar 2015, kl. 14. (Fri entré)
Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, København V

Ingen kommentarer: