Lysegrøn mandag

Lørdag morgen tømte jeg min postkasse og fandt en seddel, hvorpå der stod, at de asbestplader, der beklæder min altan indvendigt, skulle afmonteres, for at maleren senere kunne komme til at reparere membranen - det vil åbenbart sige gulvet. Der skulle være adgang til lejligheden mandag fra klokken 7.00 til 16.00, og altanen skulle være fuldstændig ryddet. Hvis man ikke kunne være hjemme, skulle man aflevere nøglen til sin lejlighed forsynet med et adresseskilt.

Hvad mon der egentlig er foregået i hovedet på dem, der har tilrettelagt det?

- For det første er det juli, så mon ikke en hel del af lejerne er på ferie og derfor ikke er i stand til at læse sedlen og altså heller ikke kan aflevere en nøgle.

- For det andet er det godt nok et kort varsel; cirka en halv dag, hvis man tilfældigvis finder på at tømme sin postkasse fredag middag, for weekenden kan de vel ikke tillade sig at tælle med, og i øvrigt siger reglerne, at den slags skal varsles en uge i forvejen.

- For det tredje er ejendomskontoret lukket fredag eftermiddag, og der forlød ikke noget om, hvordan man så skulle aflevere sin nøgle, hvis man ellers havde lyst til det.

Virkelig elegant.

Det er ikke altid så ligetil at rydde sin altan, når ens altan nærmest er ubrugelig, medmindre man er ude på at blive stegt levende, og den derfor i vidt omfang anvendes som oplagsplads. I alt fald ikke, hvis man ikke har nogle kvadratmeter tilovers indendørs.

Nå, men jeg besluttede mig til at tage udfordringen op i stedet for at smide mig ned og gøre mig vanskelig, og det lykkedes mig sandelig at få altanen ryddet. Ikke nok med det. Når jeg nu var i gang og ikke skulle aflevere noget mandag, kunne jeg lige så godt få ryddet op i den svulmende beholdning af alt muligt og umuligt, der befandt sig i min stue, dens reoler og dens indbyggede skabe. Til sidst var jeg ved at få stress og havde egentlig fortrudt, men var kommet så langt, at jeg var nødt til at fortsætte et godt stykke tid, efter at jeg havde mest lyst til at holde op. Det skulle gerne ligne en menneskebolig.

Det var en hård weekend, og jeg skulle jo være klar til at lukke håndværkeren ind fra klokken 07.00. - I øvrigt bliver jeg edderspændt rasende, hver gang jeg får den besked, at de skal ind mellem klokken 7 og klokken 16. Hvad i alverden bilder de der håndværkere og deres mestre sig ind? En stor del af Danmarks befolkning møder klokken 9 og står ikke op før klokken 7. På det tidspunkt er de ikke klar til at tage imod nogen som helst, højst klar til at gøre sig klar. Og hvorfor kan håndværkere ikke ligesom alle andre angive bare nogenlunde præcist, hvornår de ankommer?

Min håndværker ankom klokken 9.

Han undrede sig også over, at nogen som helst kunne opholde sig på de altaner efter middag - de vender mod sydvest - så han syntes, at det var ret smart af "hende inde ved siden af "- det vil sige i opgangen ved siden af - nærmest brugte sin altan som drivhus. Faktisk en rigtig god idé! Ganske vist er de øverste altaner omkring otte kvadratmeter, men en del af dem er for smal til, at man rigtig kan bruge den til noget, selv om man ikke har noget imod at blive stegt levende. Det vil jeg tænke en del over i vinterens løb.

Jeg skulle aflevere en opgave klokken 16 og havde aftalt et møde klokken 16.30 med kassereren i den motionsklub, som jeg lige har opdaget findes her i bebyggelsen. Den har alt det samme udstyr som de mere kendte rundt omkring, men det koster kun en brøkdel at være medlem, og man kan træne fra klokken 8 til klokken 21.30 hver dag. Fantastisk!

 Jeg gik derned. At der var temmelig langt, vidste jeg godt, men så langt? Egentlig havde jeg tænkt mig, at det skulle være noget med at gå frem og tilbage og træne cirka en time om dagen. Foreløbig bliver det i alt fald ikke oftere end hver anden dag. Ganske vist havde jeg glemt at tage smertestillende piller i tide, inden jeg gik, fordi jeg havde travlt, men det var godt nok hårdt alene at gå derned - og så i den hede. Det tog mig en halv time.

Jeg tog en taxa hjem.

Det vil sige, jeg tog en taxa til den café, der ligger tættest på min gadedør. Jeg var simpelthen så træt, at jeg ikke engang orkede at præstere min egen ultralette udgave af madlavning. På cafeen snuppede jeg B.T., fordi forsiden reklamerede med, at nu kunne man blive sine rygsmerter kvit! Det viste sig, at det drejede sig om en forholdsvis ukompliceret operation, hvor man indopererede en smertestillende elektrode, som man selv kunne fjernstyre efter, hvor ondt man havde. Hm. Hvad så, når batteriet i elektroden skal skiftes? Men hvis jeg ikke er kommet af med mine lændesmerter om et års tid, vil jeg prøve!

Hvorfor lysegrøn mandag?

Fordi håbet siges at være lysegrønt.

- Det hjalp gevaldigt på min stue, som rent ud sagt var temmelig uoverskuelig, så jeg har HÅB om faktisk at komme helt til bunds i det alt sammen inden for en forholdsvis overskuelig fremtid.

- Min temmelig umulige altan kan forHÅBentlig udnyttes til noget interessant, nyttigt og lysegrønt til næste år.

- Der er HÅB om, at jeg nu faktisk får trænet nogenlunde regelmæssigt, fordi det ikke længere afhænger af offentlige transportmidler.

- Der er HÅB om, at jeg kan blive fri for mine lændesmerter.