Det var ikke så ligetil.
Mine cykler har altid været blå af den ikke særlig gode grund, at min første cykel skulle have været rød, men at jeg hellere ville have en blå end vente på, at der kom flere røde cykler hjem. Man kan vel sige, at jeg er præget på en blå cykel.
Den skulle altså være blå, og det er der faktisk ikke så mange cykler, der er, opdagede jeg. Den skulle også have rigtige skuldre, de stænger, der forbinder den stang, som styret sidder på, med den stang, som sadlen sidder på, skulle være lige, og den skulle have blanke skærme. Det skulle kort sagt være en klassisk 50'er-letvægter.
Det kan man ikke få, hvis man vil have en ny cykel.
På den anden side var den stjålne cykel jo heller ikke ny, så jeg besluttede mig for at finde en acceptabel brugt.
Heller ikke nogen let sag.
Det endte desværre med runde skuldre, forbindelsesstænger, der sidder for tæt sammen ved styret for min smag og - næsten værst af alt - sølvskærme af plastic! Det påstås, at man ikke kan få de andre mere. Hjulene er også lidt større end på den gamle cykel.
Jeg købte den sidste efterår, for (næsten) uforbederlig optimist som jeg er, var jeg overbevist om, at jeg da snart fik brug for den. Den blev 'rettet til', og en veninde kørte den hjem for mig. Hun punkterede på vejen, så vi gik direkte over til den cykelhandler, der havde passet min gamle cykel gennem alle årene, for at få den lappet.
Der har den stået indtil i dag.
Jeg var meget skeptisk, men det viste sig, at jeg slet ikke havde svært ved at køre på den, så jeg kørte en omvej hjem, selv om jeg var overbevist om, at nu ville jeg få ondt i lårene, for jeg havde jo ikke cyklet i flere år.
Jeg er ikke det mindste øm nogen steder, så det må trods alt være lykkedes mig at få fat på en cykel, som min krop kan med.
En stor dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar