Påskesøndag 2013 - Hviledag

Jeg har gået en hel del i den senere tid og samtidig undladt at tage piller, for nu skulle det være! Den ekstra motion har også hjulpet, og den har gjort det tydeligt, at det ikke er hofterne, der er hovedproblemet, selv om de stadig er lidt ømme, men lænden.

Det må simpelthen skyldes for det første, at jeg har gået skævt i mange år på grund af det dårlige knæ, og for det andet, at jeg har gået med stokkene så længe. Det har gjort, at muskulaturen har rigtig svært ved at vænne sig til, at stilling og belastning er blevet normale. Det er derfor, jeg har det så godt, når jeg lige har været til massage. Nu har jeg besluttet, at efter påske skal det prøves, om der også er noget, der skal skubbes på plads hos kiropraktoren.

Selvfølgelig har jeg da overdrevet, så i dag har jeg været nødt til at hvile. Jeg er ret glad for, at jeg ikke havde nogen planer for i dag (nu i går), som jeg kunne ærgre mig over ikke at få ført ud i livet. Det meste af dagen har jeg ligget ned. Jeg har ikke engang orket at prøve den juice, som jeg købte ind til i går. I morgen er det tilbage til pillerne, hvis jeg skal gøre mig håb om at være en smule aktiv, for det har ikke været nok med en hviledag.

Hvad gør man, når man skal have opmærksomheden afledt fra, hvor elendigt man egentlig har det? Ser gamle yndlingsfilm, selvfølgelig, så man er sikker på ikke at komme ud for ubehagelige overraskelser.

Jeg har nydt gensynet med Hatari. Den foregår i Østafrika og handler om en gruppe mænd - en af dem en irsk-amerikansk kvindehader, spillet af John Wayne - som lever at at indfange dyr til zoologiske haver. Det giver nogle flotte billeder. Samtidig er det en meget morsom film - virkelig morsom uden nogensinde at overdrive.

Der findes en ret interessant artikel på Wikipedia om filmens tilblivelse. For eksempel er det faktisk skuespillerne, man ser i de optagelser, hvor dyrene bliver indfanget, ikke stuntmen eller folk, der er eksperter i at håndtere dyr. Der er en scene, hvor et næsehorn undslipper, så det må indfanges igen - af skuespillerne. Den var ikke planlagt. En hel del af fangstscenerne måtte have ny lyd, fordi John Wayne bandede for meget, mens de kæmpede med dyrene.

I mange år vidste jeg ikke, at Baby Elephant Walk, som var en landeplage i 1960'erne, er skrevet til Hatari, for jeg så ikke filmen, da den var ny. Elefanternes anførerske er en fotograf - spillet af Elsa Martinelli - som de er nødt til at finde sig i, fordi hun skal tage billeder til en stor zoo. Det viser sig, at hun har en usædvanlig evne til at tiltrække små, moderløse elefanter, som hun må kæmpe med John Wayne for at få lov til at beholde. Selvfølgelig får de hinanden til sidst.