Hvorfor egentlig ikke?

tænkte jeg pludselig. Om mig og svømning.

Jeg ved selvfølgelig godt hvorfor.

1) Vand i naturen er ikke så rent som det vand, der kommer ud af bruseren. En tanke, jeg ikke bryder mig om. Man er altså nødt til at tage bad bagefter. Spild af tid.
2) Jeg kan ikke fordrage at få hovedet under vand.

Det sidste fandt jeg egentlig først alvor ud af for ganske få år siden. Jeg havde nemlig fået den idé, at det kunne være praktisk at kunne svømme - hvis jeg nu skulle gøre alvor af at tage på krydstogt, for man ved jo aldrig - og så skulle det være god motion. Det var altså fornuften og ikke lysten, der skulle drive værket.

Undervisningssted med tilhørende lærer viste sig at være mindre heldigt valgt. Det var egentlig heller ikke valgt; det var bare det nærmeste sted. Man var mere eller mindre overladt til sig selv. Ikke særlig befordrende, hvis man er over babystadiet. Jeg mener, at jeg har læst, at babyer svømmer instinktivt.

Anden gang jeg var der, kom jeg uforvarende så langt ud i bassinet, at jeg ikke kunne bunde, så jeg fik et chok, da jeg ville stå op. Jeg havde hovedet under vand og var skrækslagen. Nu dør du, tænkte jeg.

Derfor skal det være enetimer. Jeg skal ikke risikere det samme en gang til!

Det viser sig, at det ikke kan lade sig gøre om sommeren, medmindre jeg vil rejse en time hver vej for at få en halv times undervisning, og det er min tid for kostbar til.

Nå. Så må det altså blive efter operationen, selv om anledningen egentlig er kirurgens anbefaling. Nu skal det simpelthen være. Jeg har for nylig set et par krydstogter, som jeg godt kunne tænke mig.

Man er nødt til at have en badedragt. Det har jeg også. Faktisk tre, så vidt jeg husker. Alle tre 5-6 størrelser for små. Kunne man overhovedet få badedragter i min nuværende størrelse?

Det kan man faktisk, så i næste uge skal jeg en tur til Glostrup og ekviperes til efterårets enetimer i svømning. HVIS jeg kan finde en badedragt, som jeg selv kan holde ud at se på. Ellers er det ikke usandsynligt, at gassen går af ballonen.